Et fagteknisk netværk for ingeniører og andre akademikere, som er beskæftiget inden for farma, biotek og medical device industrien, hvor det gennemgående tema er ”GMP”.
I takt med at LifeScience industrien er et voksende arbejdsområde i Danmark og som følge af et øget fokus på faglig efteruddannelse og fastholdelse af arbejdspladser i Danmark, er der opstået et behov for et netværk for folk der arbejder med forskellige problemstillinger inden for den GMP regulerede industri.
Med IDA LifeScience ønsker vi at skabe et netværk, hvor man kan dele faglig viden, få inspiration til at gøre tingene bedre i sit eget virke samt at bygge bro til andre organisationer, som også berører GMP verdenen.
IDA LifeScience vil afholde en række arrangementer, fortrinsvis hos forskellige virksomheder, hvor specifikke emner kan blive præsenteret og diskuteret samtidig med at man kan høre lidt om den pågældende virksomhed.
Netværket vil også kunne bruges som sparringpartner for folk, der gerne vil arbejde inden for industrien. F.eks. med råd om hvilke kompetencer der er efterspurgte.
Indenfor LifeScience industrien ligger GMP reglerne altid hen over al teknikken, men uden dybde forståelse for det teknologiske aspekt, så kan kvalificering af udstyr og validering af processer risikere at ramme helt ved siden af de mest kritiske aspekter for et slutprodukt med høj kvalitet og sikkerhed for patienten.
Har du interesse i Bio-, kemi-, og fødevareteknologi? Så har vi flere netværk, der har disse emner som omdrejningspunkt.
IDA LifeScience har meget til fælles med andre faglige netværk inden for IDA og vil i høj grad søge samarbejde på tværs i forbindelse med arrangementer.
Men IDA LifeScience vil også række ud over IDA’s række og finde sammen med farmaceuter, læger og andre, som har interesse indenfor LifeScience industrien.
Endvidere arbejder IDA LifeScience aktivt sammen med DTU, KU, m.f. for at fremme interessen for at uddanne sig indenfor LifeScience området.
IDA LifeScience har en bestyrelse på 7 medlemmer og 570 medlemmer af netværket. Bestyrelsens mål er at afholde minimum 4 arrangementer om året.