04.07.2017
3 min læsetid

Hvor kommer mikroplast fra?

Hvert år ender 4 til 12 millioner ton plastik i havet. En andel af dette stammer fra mikroplast, men hvor kommer mikroplasten fra?

Katja Isabel Romme Simonsen

af Katja Isabel Romme Simonsen

Selvom vi ikke kan se det, gemmer der sig mikroplast sig i hverdagsprodukter som tandpasta, engangsklude, cremer og shampoo.

Især karkluden har været udskældt, men en undersøgelse, foretaget af Aalborg Universitet og vandfirmaet Krüger for Miljøstyrelsen fra 2016, viser, at vores rensningsanlæg faktisk opfanger 99,7 procent af den mikroplast, der bliver ledt ud med spildevandet fra for eksempel vaskemaskinen.

Undersøgelse viser, at mikroplast i miljøet primært stammer fra menneskelige aktiviteter. Størstedelen af mikroplasten stammer fra dæk, maling, sko og tøj. Vi efterlader simpelthen spor af mikroplast i naturen, som har en skadelig indvirkning på organismerne og økosystemet. Samtidig ender mikroplasten i rensningsanlæggene, som ledes videre til vandmiljøet.

Vi mennesker udsættes også for mikroplast ved blandt andet brug af kosmetik eller når vi indtager fødevarer. Der er fundet mikroplast i eksempelvis muslinger, øl og honning, men man ved endnu ikke, hvilke sundhedsmæssige risici der er forbundet ved brug af mikroplast i fødevarer.

Projekt Plastfrit Hav har lanceret app’en ”Beat the Microbead for at give forbrugere en hjælpende hånd til at undgå mikroplast. I app’en kan man scanne et produkts stregkode, og se hvor meget plastik produktet indeholder.