Forretning og innovation
Hvad er requirements management?

Hvad er requirements management?
Det korte svar er, at det er en måde at beskrive præcis hvad det er, et produkt/service skal opfylde.
Requirements management – eller kravstyring på dansk – beskriver den del af udviklingsprocessen, hvor diverse krav og ønsker for et givent produkt bliver bestemt, håndteret, kommunikeret og forhandlet løbende.
De kan komme fra mange forskellige steder: miljøkrav, holdbarheds-/materialekrav, priskrav, produktionskrav, krav fra marketingafdelingen, erfaringer fra brugertest osv.
Der er forskellige måder at gå til specifikationer, men krav og ønsker er én måde er at opstille det på. Her er krav de parametre som det givne produkt/service skal opfylde. Ønsker er det man håber at opnå med det nye produkt.
Mens alle krav skal opfyldes, vil man som regel opleve, at nogle at de oprindelige ønsker opfyldes, mens andre ikke opfyldes. Og ofte ændrer både krav og ønsker sig undervejs.
Et eksempel for en skrivebordsstol kunne være:
Krav:
Den skal have minimum 5 hjul.
Den skal ikke veje mere end 10 kg.
Den skal kunne holde til en vægt på 150 kg.
Man skal kunne justere sædehøjden.
Ønsker:
Den bør kun laves af materialer, der kan genbruges eller genanvendes.
Den bør kunne holde i over 4 år ved daglig brug.
Man må gerne kunne justere rygstøtten.
Disse krav og ønsker er meget generelle, og måske ikke de mest relevante for dig og din dagligdag. I et mere komplekst arbejde, vil omfanget selvfølgelig være langt større.
Som et andet eksempel, kan du i stedet forestille dig, at det bliver besluttet at skrivebordsstolen skal være til den tech-interesserede bruger. Så kan der også komme krav og ønsker ift. æstetik, minimum salgspris, holdbarhed, materialevalg, flere indstillingsmuligheder, kopholder, Bluetoothhøjtaler i armlænet osv.
Man kan også vælge at lave en så billig stol som muligt, der lever op til lovkravene. Så kommer der krav om en makspris, antal indstillingsmuligheder osv.
På den måde afgør ens specifikationer, hvilken type stol man får, men den afgør fx ikke om, hvorvidt stolen specifikt laves i aluminium, stål eller plastik. Det må designteamet/udviklerne finde ud af.
Kravstyring i praksis
Specifikationer som ovenstående findes i langt de fleste virksomheder og vil nogle steder have over 100 krav og en hel del ønsker, hvor der specificeres ned i de mindste detaljer. Det er også specifikationer, der bruges i offentlige udbud af alt fra broer og metrobyggerier til DAB-kanaler og indkøb af hospitalsudstyr.
Den svære kunst i opstillingen af specifikationer er at få dem formuleret, så de kan bruges aktivt som en styrke frem for at de bliver en hæmsko.
Det gør ingen væsentlig forskel, om du er del af et softwarefirma, produktdesigner, bygger bygninger eller designer en produktionshal – det er de samme grundregler, der gælder og de samme kendetegn der går på tværs af de gode specifikationer. Specifikationen fortæller hvad produktet skal opfylde, men ikke hvordan det skal gøres.
De vigtige elementer af styring
I arbejdet med requirements management, er der et omfattende arbejde med at afklare og afhjælpe uoverensstemmelser i organisationen, formulering af krav og ønsker, samt en løbende evaluering af kravene og målene i processen.
På grund af de mange interessenter, vil der være krav til dine kompetencer for klar og tydelig kommunikation om krav og ønsker – det gælder både i forhold til forhandling af nye ideer med interessenter, tydelige og utvetydige formuleringer, samt at sikre at udviklingsteamet arbejder i samme retning.
Kravsspecifikationer kræver et vågent øje igennem hele processen, hvor kontinuerlig validering og tilpasning af specifikationer er med til at sikre en hurtigere time-to-market, et bedre produkt og evnen til at imødekomme brugernes forventninger.
Herfor kan veludført requirements management også være vigtigt, da det kan hjælpe i forhold til en mere effektiv risikohåndtering af fx:
- Ukendte teknologifunktioner
- Ændring i bruger- og markedsbehov undervejs i projektet
- Valg af tiltag kontra størrelse på risici
Læs mere:
Kontakt
Få hjælp nu
Find relevante, kvalitetssikrede kurser og efteruddannelse.