04.12.2023
5 min læsetid

Specialistens karriereveje

Specialister har brug for karriereveje, der anerkender og belønner deres faglige bidrag og udvikling, og som giver dem mulighed for at forblive specialister, selvom de skifter rolle.

IDA Learning

af IDA Learning

Som specialist har du en høj grad af faglig viden og ekspertise inden for et specifikt område eller domæne. Du er afgørende for virksomhedens succes, da du bidrager med innovation, kvalitet og løsninger, som andre ikke kan. Alligevel har de fleste organisationer kun formuleret en beskrivelse af vertikale karrieretrin i form af ledelsesniveauer.

Den vertikale karriereudvikling kan dog ikke stå alene i videnstunge virksomheder, fordi den kun omfavner de medarbejdere, der finder ledelsesopgaven eller -ansvaret attraktivt. Specialister har brug for karriereveje, der anerkender og belønner deres faglige bidrag og udvikling, og som giver dem mulighed for at forblive specialister, selvom de skifter rolle.

Sådan betegner vi specialister

Specialistbetegnelsen er bred og favner derfor en meget forskelligartet gruppe af ansatte, som  har det tilfælles, at de rummer stor faglig viden inden for deres område. De er vidensarbejdere, fagfolk eller eksperter og spiller en afgørende rolle i sikring af organisationens drift og udvikling.

Specialisten indtager en kerneposition i sikringen af virksomhedens standarder, forfinelse af eksisterende løsninger og udvikling af nye produkter og ydelser.

Selvom der er stor variation i specialisters individuelle karrieremæssige udviklingstrin, kan de samles under fire faser.

Karrieremodel for specialister er baseret på faglige interesser

IDA har i samarbejde med Mannaz gennemført en række interviews med specialister blandt IDAs medlemmer for at få en bedre forståelse for udviklingen, problemstillingerne og udfordringerne, som specialister står overfor i deres overvejelser om karrieren.

Selvom der er meget stor variation i specialisters individuelle karrieremæssige udviklingstrin, vurderede man, at de kunne samles under fire faser (samt ledelse). Ud fra den vurdering blev modellen specialistsporet til, der beskriver specialistens fire udviklingstrin: specialist, senior specialist, program specialist og chef specialist.

Modellen viser, hvordan specialister tilfører forskellig organisatorisk værdi på hvert trin, og hvilke kompetencer de skal have for at være i rollen. Den skitserer specialistens `frie´ karrierespor, der både kan være drevet af faglig interesse og fordybelse og dermed bevæge sig nedad i modellen – eller ønsket om at forfølge det faglige, strategiske overblik, og hvor man bevæger sig opad i modellen.

Det er vigtigt at sige, at specialistkarrierens udviklingstrin ikke er rangordnet efter altid at gå opad i trin. Derimod er den drevet af specialistens egne, faglige interesser, som også kan fører specialisten nedad i spiralen.

Kompetencerne for hver fase er opdelt i tre kategorier: Faglige kompetencer, relationelle kompetencer og organisatoriske kompetencer.

Hvert trin har sit fokus

På trinnet ’specialist’ er dit primære fokus at løse faglige opgaver og problemer inden for dit eget område. Du skaber værdi gennem din dybe faglige viden og evne til at levere kvalitet.

På dette trin er det vigtigt, at du kan omsætte din teoretiske, tekniske faglighed til praksis, varetage en fast opgaveportefølje og levere teknisk opgaveløsning. Du leverer fagligt ind til teamet, understøtter og supporterer kolleger og er motiveret og nysgerrig.

Er du på trinnet ’senior specialist’ og er dit fokus at bidrage til større projekter og processer, der involverer flere fagområder. Du skaber værdi gennem din tværfaglige forståelse og evne til at integrere og koordinere løsninger.

På dette trin har du teknisk og fagligt ansvar herunder udvikling, beregning, kvalitetssikring, design og godkendelse. I forhold til relationelle kompetencer bliver kommunikation og samarbejde vigtigere og organisatorisk får du ansvar for projektleverance og at udvikle din egen opgaveportefølje.

På det trin hvor du er ’program specialist’ er dit fokus at være en faglig autoritet og rådgiver for organisationen. Du skaber værdi gennem dit strategiske perspektiv og evne til at påvirke og innovere.

På dette trin har du udvidet fagligt og teknisk ansvarsområde, du er et bindeled mellem forretning, drift og udvikling og udvikler nye forretningsområder. Formidling og tværgående samarbejder er vigtige blandt relationelle kompetencer og af organisatoriske kompetencer skal du have markedsorientering og kunne bevæge dig på et strategisk niveau.

Trinnet ’chef specialist’ indebærer fokus på at være en faglig leder og visionær for organisationen. Du skaber værdi gennem dit helhedsorienterede syn og evne til at skabe og implementere visioner.

På dette trin er det vigtigt, at du kan formidle din faglige ekspertise, kan tage ansvar for fag og teknologi, sikre strategisk kvalitetssikring derudover skal du kunne samarbejde med topledelsen og supportere tværgående ledelsesteams og forstå beslutningsprocesserne i organisationen.

Specialistens ”besøg” i ledelse

Nogle specialister vil snuse til ledelse i et eller andet omfang uden nødvendigvis at ønske ledelse som karrievej. Andre igen har personaleansvar i en periode af deres arbejdsliv, men vender tilbage, eller overvejer at vende tilbage til det mere faglige senere i deres karriere.

De specialister, der stifter bekendtskab med et ledelsesansvar (uformel eller formelt projektledelse og/eller personaleledelse), vil i deres ledelsesrolle ofte stadig være præget af sin faglige identitet som specialist.