Senior Director AI & Science, UNEEG Medical

Den menneskelige hjerne er en super-computer med ufattelige kræfter. Den indeholder svaret på vores tanker og personlighed, men også information om adskillige neurologiske og psykiske sygdomme. Ved udvikling af et lille apparat, som lægges under huden, er UNEEG medical i stand til at overvåge hjernebølgerne kontinuert over måneder eller år. Specielt for personer med epilepsi har dette allerede vist sig at være yderst værdifuldt, men også andre neurologiske lidelser vil i fremtiden få værdi af dette. Jonas Duun-Henriksen tager os igennem udviklingen af apparatet, hvordan det skaber værdi for patienten, lægen og hospitalet, og hvor han ser brain health monitoring samt personlig medicin er på vej hen i fremtiden.
Jonas Duun-Henriksen har en kandidat og PhD i Medicin og Teknologi fra Danmarks Tekniske Universitet. Hans PhD blev udført i samarbejde med UNEEG medical, et firma der fremstiller verdens første CE-mærkede minimalt invasive subkutane EEG-enhed til ultra langvarige optagelser af hjernebølger. Jonas Duun-Henriksen har været hos UNEEG medical i 16 år hvor han nu sidder som Senior Director AI & Science.
I løbet af sin ansættelse tilbragte han et år på King's College London, hvor han opstartede et forsøg på personer med epilepsi ved hjælp af ultra langvarige subkutane EEG. Han har omfattende erfaring inden for data science, forskning, klinisk projektledelse, udvikling, forretningsstrategi og topledelse. Han har flere publikationer og er en af de mest citerede personer inden for området subkutane EEG målinger.