
Europa befinder sig i en brydningstid.
Ruslands invasion af Ukraine, stigende spændinger med Kina og usikkerhed om USA’s globale rolle har sat spørgsmålstegn ved Europas evne til at klare sig selv. Men måske er vi allerede længere, end vi tror.
Det mener Lars Bangert Struwe, ph.d. og strategisk rådgiver med speciale i geopolitik, forsvar og international sikkerhed. Han er ejer af Geopol Strategi, og så er han en af Danmarks mest erfarne stemmer på området. Den 1. december træder han op på scenen som en af hovedtalerne på IDAs konference Driving Technology - Strategisk Autonomi 2025, som afholdes i København.
Her vil han stille skarpt på europæisk autonomi og udfordre forestillingen om, hvor afhængige vi egentlig er af resten af verden.
- Når jeg kigger ud på det sikkerhedspolitiske europæiske landskab, så er jeg blevet lidt overrasket over, at vi måske ikke har opdaget, hvor langt fremme vi er i dele af autonomien, siger Lars Bangert Struwe.
Med 25 års erfaring i geopolitik og sikkerhedspolitik bringer Lars Bangert Struwe et skarpt blik på, hvordan Europa – og Danmark – kan og bør styrke sin autonomi. Og diskussionen er mere aktuel end nogensinde.
- Vi er i en sikkerhedspolitisk situation lige nu, som er så spændt, som vi overhovedet kan tale om, og hvor problemerne hober sig op. Den har en direkte effekt på alle danskeres liv, og derfor er vi åbenlyst nødt til at reagere på det, siger han.
Udviklingen har taget fart efter Ruslands invasion af Ukraine. Mange europæiske lande investerer nu massivt i egen kapacitet, og det har ændret billedet markant.
- Vi kan nu udføre militære operationer selv, og det kunne vi nok i virkeligheden ikke for fem-seks år siden, siger han.
Ifølge Lars Bangert Struwe har denne udvikling åbnet øjnene for, hvor hurtigt Europa kan tilpasse sig og opbygge kapacitet, når der er politisk vilje og ressourcer.
Men europæisk autonomi handler ikke kun om militær oprustning. For Lars Bangert Struwe handler det i lige så høj grad om teknologi, produktion og adgang til råstoffer – de grundlæggende elementer, der holder Europas industri og økonomi i gang.
- Det vigtigste er adgangen til de råstoffer, vi skal bruge, for at vi kan opretholde vores industri. Et andet er, at vi skal hjemtage produktion i langt højere grad, siger Lars Bangert Struwe.
Europa har i årtier været afhængig af leverancer fra lande som USA og Kina, men nu er der en bevægelse i gang for at genvinde kontrol over værdikæderne.
- Man prøver med andre ord at gøre forsøg på at komme fri af både det kinesiske og amerikanske greb om struben på Europa, siger han.
Lars Bangert Struwe kalder det et nødvendigt opgør med afhængighedsproblematikken. Globaliseringen har ændret karakter, og det kræver en ny tilgang:
- Den grimme lære er, at alle ikke vil det samme som os. Vi bliver nødt til at opbygge en uafhængighed af dem, der ikke vil det samme, som vi vil.
Han understreger dog, at målet ikke er total selvstændighed.
- Drømmescenariet er, at vi er bevidste om, hvem vi er afhængige af, og prøver at bevæge os hen imod en endnu større uafhængighed. Men jeg tror ikke, at vi kan blive fuldt ud uafhængige. Der er simpelthen ting, vi ikke kan hive op af jorden i Europa, uddyber Lars Bangert Struwe.
For Lars Bangert Struwe er europæisk autonomi ikke kun et emne for politikere og diplomater. Også danske virksomheder, forskere og ingeniører spiller en central rolle i, hvordan Europa skaber en mere robust fremtid.
- Det er vigtigt, at alle forstår, at erhvervspolitik er blevet til sikkerhedspolitik. Selv den mindste virksomhed bliver i dag nødt til at forholde sig til de valg, de foretager sig, siger han.
Vi er i en sikkerhedspolitisk situation lige nu, som er så spændt, som vi overhovedet kan tale om, og hvor problemerne hober sig op. Den har en direkte effekt på alle danskeres liv, og derfor er vi åbenlyst nødt til at reagere på det.Lars Bangert Struwe,
Strategisk Autonomi 2025
Verden forandrer sig hurtigt, og vi står i en ny geopolitisk virkelighed. Råstoffer, teknologi og forsyningskæder er brikker i et spil, hvor Danmarks og Europas handlefrihed er på spil. Denne konference klæder dig på til udfordringerne.
Strategisk Autonomi 2025
Verden forandrer sig hurtigt, og vi står i en ny geopolitisk virkelighed. Råstoffer, teknologi og forsyningskæder er brikker i et spil, hvor Danmarks og Europas handlefrihed er på spil. Denne konference klæder dig på til udfordringerne.