Mindeord for Thomas Haagendal

Det er med stor sorg, vi erfarer, at tidligere formand og mangeårig aktiv i IDA Connect, Thomas Haagendal, er død.

Thomas var i ordets bedste forstand en af IDAs ildsjæle, og var tidligt med i bestyrelsesarbejdet i IDAs telefaglige netværk, hvor han med sin viden og energi har bidraget til at placere IDA Connect som et af landets centrale netværk for professionelle på området for tele- og informationsteknologi.

Han havde et smittende engagement og et højt gear, når det gjaldt om at sætte nye initiativer i søen, og var bl.a. en af hovedkræfterne bag etableringen af Teleprisen, der i dag har udviklet sig til en institution, når det gælder om at hædre innovative personer og virksomheder.    

Thomas var desuden en stor fortaler for at inddrage de unge i det fagtekniske arbejde, og delte også selv ud af sine erfaringer som aktiv i IDAs mentorprogram. Hans faglige indsigt og bredde blev også sat i spil som mangeårigt medlem af IDAs ekspertkorps, hvor han har været med til at styrke den faglige stemme i debatten om større telepolitiske dagsordener – lige fra temaer om manglende digitale ambitioner på Christiansborg og politiets brug af telelogning til dårlig mobildækning og bredbåndsadgang i Danmarks yderområder.

Var de faglige kompetencer store, så var de menneskelige det også. Som person var Thomas imødekommende og hjælpsom og mødte sine omgivelser med fremstrakte hænder. Derfor vil vi savne både mennesket Thomas og hans faglige stemme, som altid var værd at lytte til.

Æret være Thomas Haagendals minde.

Lars Dittmann, formand for IDA Connect

(Dette mindeord er lagt på ida.dk 20. september 2023)

Læs mere:

IDA Connect

Et fagligt netværk med fokus på at øge kendskabet til teleteknikkens samfundsmæssige betydning. Gratis for IDA-medlemmer. Tilmeld dig i dag.

Faglige Fællesskaber: Sammen om dét du brænder for

Dyrk din faglighed i et af IDAs faglige fællesskaber med ligesindede. Se alle fællesskaber her.

Vær med

Bliv medlem og få alle fordelene

Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.