CO2-fangst: Hvad er udfordringerne – og hvordan løser vi dem?

CO2-fangst og -lagring, også kendt som CCS, fylder stadig mere i den danske klimaindsats.

Teknologien skal være med til at reducere udledninger fra de dele af samfundet, hvor det er svært at komme helt i mål med elektrificering og energieffektivisering alene. Men jo tættere vi kommer på fuldskala, desto vigtigere bliver det at forstå de miljøudfordringer, der følger med. 

For hvordan sikrer vi, at en løsning på ét problem ikke skaber et nyt? 

Udfordring 1: CO2-fangst kræver meget energi

En af de mest omtalte udfordringer ved CO2-fangst er energiforbruget. Særligt ved amin-baserede fangstteknologier kræver processen energi, fordi CO2 først bindes kemisk og derefter frigives igen, så den kan komprimeres og transporteres videre.

Det betyder, at anlæggets samlede klima- og miljøprofil ikke alene afhænger af, hvor meget CO2 der fanges, men også af hvordan energien til processen produceres og integreres i det øvrige anlæg. Energiforbruget er derfor en central parameter i vurderingen af teknologien.

I praksis gør det systemintegration vigtig. Hvis fangstprocessen kan kobles sammen med eksempelvis overskudsvarme eller andre energieffektive løsninger, kan det forbedre anlæggets samlede ressourceprofil. 

Omvendt kan et højt ekstra energibehov påvirke den samlede gevinst.

Udfordring 2: Kemikalier og uønskede stoffer

En anden væsentlig problemstilling ved CO2-fangst er brugen af kemikalier i processen og risikoen for dannelse eller udledning af uønskede stoffer. Det gælder især ved teknologier, hvor solventer indgår som en central del af fangsten.

Her er det relevant at se på, hvilke stoffer der kan forekomme under driften, i hvilke koncentrationer de kan optræde, og hvordan de håndteres gennem rensning, kontrol og overvågning. Emissioner til luft er et centralt opmærksomhedspunkt, men også arbejdsmiljø og lokal miljøpåvirkning kan indgå i vurderingen.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, om teknologien kan fange CO2 effektivt, men også hvordan anlægget udformes og drives, så uønskede følgevirkninger begrænses mest muligt.

Udfordring 3: Spildevand, affald og reststrømme

CO2-fangst påvirker ikke kun luftemissioner. Teknologien kan også medføre reststrømme i form af processpildevand, brugte kemikalier og affald fra rensning og regenerering af solventer.

Det gør det relevant at betragte anlægget som et samlet system. Et anlæg kan have en høj fangsteffektivitet, men der skal samtidig være styr på håndtering af væsker, affaldsfraktioner og eventuelle biprodukter. Det gælder både i designfasen og under den løbende drift.

Håndtering af reststrømme indgår derfor som en vigtig del af myndighedsbehandling, miljøgodkendelse og driftskontrol. Det er med til at sikre, at miljøvurderingen af anlægget omfatter mere end selve fangstgraden.

Udfordring 4: Transport og lagring

Når CO2 er fanget, fortsætter processen med transport og efterfølgende lagring. Her handler de centrale spørgsmål om, hvordan CO2 kan lagres sikkert over lang tid, hvilke risici der er forbundet med eventuelle lækager, og hvordan disse risici overvåges og håndteres.

De lovgivningsmæssige rammer for CO2-fangst, -transport og -lagring stiller krav til blandt andet overvågning, inspektion og håndtering af potentielle lækager. Formålet er at sikre, at aktiviteterne gennemføres under hensyn til mennesker og miljø.

Erfaringer fra eksisterende lagringsprojekter viser, at langtidslagring kan gennemføres under kontrollerede forhold, men også at det forudsætter grundig dokumentation og løbende overvågning. 

Valg af lokalitet, materialer, brønddesign og monitorering har stor betydning for at begrænse risikoen og for at kunne følge lagringsstedets udvikling over tid.

For både myndigheder, virksomheder og offentlighed er gennemsigtighed om overvågning, ansvarsforhold og beredskab en væsentlig del af vurderingen af lagringsløsningernes sikkerhed.

Hvordan håndteres udfordringerne?

Miljøudfordringerne ved CO2-fangst håndteres typisk gennem en kombination af teknologivalg, anlægsdesign, driftskontrol og myndighedskrav.

Det indebærer blandt andet, at anlæg ikke kun vurderes på, hvor meget CO2 de kan fange, men også på energiforbrug, kemikalieanvendelse, affaldsstrømme, vandhåndtering og lokal miljøpåvirkning.

Derudover spiller målinger og monitorering en central rolle både ved fangstanlæg og ved transport- og lagringsleddet. Det gælder både i forhold til emissioner, driftsforhold og eventuelle påvirkninger af omgivelserne.

Endelig er miljøgodkendelser og regulatoriske krav vigtige redskaber til at fastlægge rammerne for drift, kontrol og opfølgning. I praksis afhænger den samlede miljøprofil derfor ikke alene af selve teknologien, men også af hvordan anlæggene projekteres, drives og overvåges.

CO2-fangst som del af en større helhed

CO2-fangst vurderes ofte som én blandt flere teknologier i den grønne omstilling. Dens relevans afhænger blandt andet af, hvilke typer udledninger der er tale om, hvilke alternativer der findes, og hvordan teknologien implementeres i konkrete anlæg og sektorer.

Derfor er det heller ikke tilstrækkeligt at vurdere teknologien isoleret. En faglig vurdering må også omfatte ressourceforbrug, miljøpåvirkning, regulering, lokal anvendelse og samspillet med resten af energisystemet.