Kinesiske robotter sætter rekorder, mens Europa halser efter

Sidste år blev verdens første halvmaraton med både mennesker og robotter som deltagere afviklet i Beijing.

Ud af 20 robothold nåede kun seks i mål, og den hurtigste robot, Tiangong Ultra, brugte to timer og 40 minutter på at gennemføre, mens mange af de øvrige robotter faldt om eller gik i stå på ruten. 

Da halvmaratonet blev afholdt i år, deltog mere end 100 robotter, og vinderen af løbet blev en knaldrød robot med navnet Lightning, der gennemførte løbet på 50 minutter og 26 sekunder. Det er næsten syv minutter hurtigere end verdensrekorden, som ugandiske Jacob Kiplimo havde sat en måned tidligere.

Det mest bemærkelsesværdige er måske, at halvdelen af robotterne i dette års løb var autonome, mens de alle havde været fjernstyrede året inden. Det vidner om, at vi med hastige skridt nærmer os en virkelighed, hvor robotterne kan agere på egen hånd og bevæge sig rundt i samfundet blandt mennesker. 

Søren Peter Johansen, der er faglig leder på robotteknologi på Teknologisk Institut og robotekspert hos IDA, fremhæver, at udviklingen inden for kunstig intelligens er årsagen til, at humanoide robotter i øjeblikket udvikler sig med rivende hast.

”Vi har haft sensorer og scannere i mange år, så robotterne har kunnet danne sig et billede af deres omgivelser, men den store forskel er, at de nu er i stand til at analysere data og sammenholde dem med modeller af verden ved hjælp af kunstig intelligens”, fortæller han.

Robotter kan håndtere farlige opgaver

Halvmaratonet i Beijing er ikke kun et pr-stunt, men også et udstillingsvindue for en industri, som Kina har gjort til et strategisk satsningsområde. Ifølge robotekspert Søren Peter Johansen udvikler mere end 160 kinesiske virksomheder i dag humanoide robotter og to af dem, Unitree og AGI Bot, står ifølge ham for omkring 85 procent af de robotter, der bliver produceret på verdensplan. 

For Kinas regering er det et mål, at robotterne skal spille en større rolle på arbejdsmarkedet i takt med, at andelen af kinesere i den arbejdsdygtige alder skrumper, og robotterne er allerede rykket ind på fabrikker, plejehjem og som assistance til politiet.   

Søren Peter Johansen tror dog, at der vil gå noget længere tid, før vi tør lukke robotterne ud blandt mennesker i Europa, og at robotterne i første omgang vil blive anvendt af industrien i lukkede testmiljøer.

”Inden for de næste fem år vil de fleste virksomheder begynde at eksperimentere med, hvordan de kan bruge humanoide robotter. De kommer nok ikke til at have stor indflydelse på produktiviteten, men de er nødt til at teste dem og gøre sig nogle erfaringer. Ellers kommer de til at være på bar bund, når de skal købe de rigtige robotter på et senere tidspunkt”, siger Søren Peter Johansen. 

Han forklarer, at det kan være farligt at arbejde side om side med tunge metalrobotter, der pludseligt kan vælte, hvis de løber tør for strøm, og som ikke altid opfører sig efter hensigten.

”I starten kommer robotterne formentlig til at løse opgaver, som det ikke er hensigtsmæssigt at sætte mennesker til. Det kan være i renrum hos medicinalproducenter eller i miljøer med farlig kemi. Jeg kender virksomheder, der servicerer power-to-x-anlæg, hvor mennesker er i risiko for kvælende udslip af ammoniak, og det er robotterne jo ligeglade med”.

“Så er det heller ikke så vigtigt, at de fumler og vælter, så længe de render rundt bag en rude og ikke kan være til skade for mennesker. ”

Robotterne lærer som børn

Industrien gør allerede brug af robotter i vid udstrækning, men de skal programmeres til at løse klart definerede opgaver. Pointen med humanoide robotter er, at de skal være mere fleksible og kunne navigere i et uforudsigeligt miljø.

Det kræver dog en enorm indsats at oplære robotterne, fortæller Søren Peter Johansen, der selv har en humanoid robot på Teknologisk Institut.

”Man kan sammenligne det med at opdrage et barn. Det handler om, at algoritmerne i robotterne enten kan få en belønning eller en straf, når de udfører en handling”, siger Søren Peter Johansen og pointerer, at robotterne kan have en helt anden ”logik”, end dem der træner dem.  

”Vi gennemførte et projekt, hvor vi forsøgte at få nogle robotter til at dirigere et orkester, og det første vi sagde til dem var, at de ikke måtte komme i nærheden af en situation, hvor de kunne vælte. Så væltede alle robotterne som det første, for når man først er væltet, kommer man ikke i nærheden af at vælte”, fortæller han.

En anden måde at oplære robotterne på er igennem sidemandsoplæring. I Kina er der vokset en hel industri op omkring det at lade mennesker fjernstyre robotter, mens deres bevægelser bliver optaget. På den måde kan robotterne lære, hvordan en opgave skal udføres ved at efterligne et menneske.

Søren Peter Johansen forklarer, at der i øjeblikket også arbejdes på at skabe en standardisering af data fra humanoide robotter, så det bliver muligt at overføre færdighederne fra én robot til andre. Den tyske producent Neura Robotics har for eksempel oprettet platformen Neuraverse, hvor det er muligt at hente opdateringer til robotter på samme måde, som man henter apps til en smartphone.

”Jeg forestiller mig, at Bosch, Miele og Siemens fx vil betale for, at deres robotter kan lære at tømme en opvaskemaskine, og så vil andre virksomheder købe og udvikle egenskaber, der er relevante for deres produkter”.

Robotterne kan ikke sanse omverdenen som mennesker

Kunstig intelligens gør det muligt for robotterne at forstå deres omgivelser bedre, men de er stadigvæk begrænsede, når de skal sanse verden omkring sig. 

Når et menneske løfter et glas, kan det mærke præcis, hvor hårdt det skal trykke for ikke at knuse glasset, det kan fornemme, om overfladen er glat, og hvor meget det vejer. Den information er svær at videregive til en computer.

“Det er svært at observere verden og få en idé om, hvordan tyngdekraften virker, og hvordan friktion føles. Du kan lave nogle simple modeller for det i dag, men det er supersvært at lave modeller, der ligner virkeligheden”, siger Søren Peter Johansen.

”Vores hænder har millioner af sensorer, der opfanger signaler fra omgivelserne. Til sammenligning har de robothænder, jeg har stående på Teknologisk Institut 170 sensorer”.

Kineserne har et andet forhold til risiko

At det er kineserne, der dominerer markedet for robotter skyldes ifølge Søren Peter Johansen særligt to ting: Risikovillighed og penge. 

Hvor vi i Europa tøver med at lukke robotterne ud blandt mennesker, lever man i Kina med risikoen, at nogle kan komme til skade for til gengæld at kunne udvikle teknologien så hurtigt som muligt.  

”Kineserne sendte et stort nytårsshow i fjernsynet i år, og her var der robotter der lavede saltomortaler og dansede rundt på en scene sammen med en gruppe børn”.

”Jeg tror ovenikøbet, at robotterne havde stokke i hænderne, som de slog ud i luften med, så der er formentlig børn, der har fået blå mærker under træningen”, siger Søren Peter Johansen. 

Derudover kaster den kinesiske stat enorme summer efter virksomheder, der producerer robotter, så de kun skal fokusere på innovation og ikke på at tjene penge. 

Skal de europæiske producenter have en chance for at følge med, er EU ifølge Søren Peter Johansen nødt til at få den samme støtte.

“De skal bare have max hjælp, hvis vi skal klare os i Europa. For det vil være fristende for mange virksomheder at købe kinesiske robotter, hvis de kan få otte af dem til samme pris som en europæisk”, siger han.

”Det er en teknologi, der kommer lige om lidt, og når amerikanerne og kineserne går ind i det, er vi nødt til at gøre det samme”.