IDAs historie

IDA er en moderne interesseorganisation og fagforening for ingeniører, naturvidenskabelige kandidater og it-professionelle.

En gang var ingeniørerne herhjemme splittet op i flere foreninger. Men i 1995 gik de sammen og dannede Ingeniørforeningen, IDA. Forud gik en lang og ikke altid smertefri proces, der begynder helt tilbage i 1890'erne. Men viljen til samarbejde var i sidste ende større end trangen til strid.

Her er den korte historie, der har gjort IDA til, hvad foreningen er i dag.

1. januar 1995 blev Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, etableret ved en fusion mellem de to hidtidige ingeniørforeninger Dansk Ingeniørforening, DIF, og Ingeniør-Sammenslutningen, I-S.

De to ingeniørforeninger adskilte sig især ved, hvilken type ingeniører de optog og dermed hvilke standpunkter, de havde.

Dansk Ingeniørforening, DIF blev oprettet i 1892 som forening for kandidater med uddannelse fra Den polytekniske Læreanstalt – som senere blev til DTU. I 1933 indføres betegnelsen ”civilingeniør” for disse kandidater med en ingeniøruddannelse af mindst 5 års varighed.

Ingeniør-Sammenslutningen, I-S bestod oprindeligt af 3 dimittendforeninger for dimittender for konstruktører og teknikumingeniører. De havde ikke så lang en uddannelse som kollegaerne fra Den polytekniske Læreanstalt, men de havde ofte en mere teknisk eller håndværksmæssig baggrund.

De to foreninger arbejdede tæt sammen på flere punkter og arbejdede langsomt frem mod en fusion. I 1976 var fusionen til afstemning i de to foreninger, men medlemmerne i DIF var ikke klar til en sammenlægning.

Der kom til at gå 18 år, før foreningerne endeligt stemte ja til en fusion. Året efter afstemningen i 1995 var fusionen en realitet.

I begyndelsen var den nye forening fordelt over flere adresser i København, mens Ingeniørhuset på Kalvebod Brygge blev bygget. Det stod færdigt, så den nye enhedsforening kunne flytte ind 2. september 1998. Her har IDA boet siden.