Råd fra eksperten: Husk at holde fri i påsken

Grænserne mellem arbejde og privatliv er blevet udviskede under coronakrisen, og samtidig er mange i et forhøjet alarmberedskab. Derfor er det særligt vigtigt, at du bruger påsken til at restituere.

Eva Jakobsen er arbejdslivskonsulent hos IDA.

For bare en måned siden blev dit arbejde og privatliv adskilt af en konkret fysisk handling: Du satte dig ind i bilen, bussen eller op på cyklen og tog på job og hjem igen.

Nu går du højest et par meter hen til computeren for at starte og slutte arbejdsdagen.

Derfor bliver hjemmearbejdet flydende for mange, og vi kommer hurtigt til at tænke, at vi godt lige kan ordne en opgave mere, når nu vi har arbejdscomputeren og alt det, vi ellers skal bruge til arbejdet derhjemme.

I udgangspunktet er det ikke et problem at arbejde i mange timer eller at arbejde hårdt. Det kan både vores krop og hjerner godt holde til. Faktisk er det langt værre hele tiden at være på standby ved at svare på mails og beskeder, så du ikke er til stede med din familie, venner eller hvis du bare skal slappe af selv.

Så fornemmer du, at du ikke længere kan sidde stille ét minut, før du rækker ud efter din telefon eller computer, så skal du reagere.

Bor du sammen med en anden, kan I hjælpe hinanden med at huske på, at I ikke hele tiden skal vende tilbage til skærmen.

Men bor du alene, skal du selv være opmærksom på, om du hele tiden ender foran skærmen, og det gør ikke den store forskel, om det er for at arbejde eller for at tjekke nyheder.

Sæt nyhedsstrømmen på pause

Problemet med hele tiden at sidde foran en skærm er, at din hjerne ikke kan kende forskel på en arbejdsopgave og at læse nyhedsartikler om den seneste udvikling i corona-krisen.

For i en situation som den nuværende, hvor alle er i et forhøjet alarmberedskab, kommer vi hele tiden til at analysere på de informationer, vi læser: Skal vi lade være med at tage sommerhus alligevel? Kan vi være to, fem eller ti samlet?

Bruger man for meget af sin fritid på at læse nyheder, svarer det til, at man udelukkende løfter vægte med sin højre arm: Musklen kan ikke holde til det ensformige arbejde, og det samme gælder hjernen, hvis ikke den får lov til at restituere.

Så lidt karikeret kan man sige, at jord- og betonarbejderen bare skal bruge påsken på at slappe af foran skærmen. Men er man vidensarbejder, skal man derimod sørge for at komme væk fra skærmen og gerne ud i naturen.

Lav klare aftaler

Går du på påskeferie med en lidt ulden fornemmelse af, at I ikke fik lavet nogen klare aftaler, kan du bruge rigtig meget mental energi på at have dårlig samvittighed. Du kan jo altid lige gå ind og tjekke, om din arbejdsgiver har brug for din hjælp i et par timer, nu hvor arbejdscomputeren står derhjemme.

Men lad være med at lave en aftale om, at du godt lige kan træde til, hvis det bliver nødvendigt. Sørg for, at du melder klart ud over for din chef, dine kollegaer og din familie, at hvis du har ferie, så bruger du påsken på at holde fri og restituere.

Det gælder særligt, hvis I er en børnefamilie og har været spændt ekstra hårdt ud i de sidste tre uger, hvor I både har skullet håndtere forventningerne fra arbejdet, agere pædagoger og varetage opgaven som hjemmeunderviser.

Prøv at mærke efter, hvad du har lyst til i stedet for bare at reagere på din automatreaktion og gribe ud efter skærmen. Sørg for at lukke helt ned og nyd, at der ikke er nogen forventninger fra arbejdet. Det har I brug for – særligt i øjeblikket.

Læs mere

Digital inspiration

Dyk ned i IDAs webinar-univers

Se et af vores mange webinarer om alt fra hvordan du organiserer dit nye hjemmearbejdsliv til teknologien bag kunstig intelligens.

Se webinar

Kontakt

IDA rådgiver dig - kontakt os digitalt

IDAs rådgivning og øvrige tilbud til dig som medlem er åbent helt som vanligt. Vi har samlet de mest stillede spørgsmål om corona i en FAQ. Men du kan kontakte IDA med alle dine konkrete spørgsmål.

Kontakt IDA