Konkurrenceklausul
Hvad er en konkurrenceklausul?
Hvis du har aftalt en konkurrenceklausul, må du ikke tage ansættelse i en konkurrerende virksomhed.
Hvor længe gælder en konkurrenceklausul?
En konkurrenceklausul gælder i det aftalte tidsrum. Det vil stå i din ansættelseskontrakt.
Konsekvenser ved et ”nej tak”
En klausul kan være betingelsen for at få et nyt job. Et ”nej” til klausul kan derfor samtidig betyde et ”nej” til det nye job. Hvis du siger ”nej” til at få en klausul hæftet på din nuværende kontrakt, vil det være at betragte som en opsigelse fra arbejdsgiverens side.
Kompensation
Du har minimum ret til ½ løn i de måneder, hvor du er bundet af klausulen. Kompensationen for de første tre måneder udbetales sammen med den sidste månedsløn. I den resterende periode kan arbejdsgiveren modregne for anden lønindkomst ved ”passende arbejde”. Du har ret til dagpenge samtidig med kompensation. Retten til dagpenge forudsætter dog, at du kan påtage dig ”rimeligt arbejde”.
Opsigelse
Hvis du selv siger op, er du bundet af klausulen. Hvis arbejdsgiveren siger dig op, er du ikke bundet af klausulen. Der findes særlige regler, hvis enten du selv eller arbejdsgiveren har givet anledning til, at modparten opsiger kontrakten.
Klausulen hæves af arbejdsgiver
Arbejdsgiveren kan opsige klausulen med en måneds varsel til udløbet af en måned. Der findes særlige regler om kompensation i sådanne tilfælde.
Kundeklausul
Hvad er en kundeklausul?
Hvis du har aftalt en kundeklausul, må du ikke tage ansættelse hos kunderne.
Hvor længe gælder en kundeklausul?
En kundeklausul gælder i det aftalte tidsrum. Det vil stå i din ansættelseskontrakt.
Konsekvenser ved et ”nej tak”
En klausul kan være betingelsen for at få et nyt job. Et ”nej” til klausul kan derfor samtidig betyde et ”nej” til det nye job. Hvis du siger ”nej” til at få en klausul hæftet på din nuværende kontrakt, vil det være at betragte som en opsigelse fra arbejdsgiverens side.
Kompensation
Du har minimum ret til ½ løn i de måneder, hvor du er bundet af klausulen. Arbejdsgiveren kan i hele perioden modregne for anden lønindkomst ved ”passende arbejde”. Du har ret til dagpenge samtidig med kompensation. Retten til dagpenge forudsætter dog, at du kan påtage dig ”rimeligt arbejde”.
Opsigelse
Du er bundet af kundeklausulen uanset om du selv siger op eller bliver opsagt. Der findes særlige regler, hvis arbejdsgiveren groft har misligholdt din kontrakt.
Klausulen hæves af arbejdsgiver
Arbejdsgiveren kan opsige klausulen med en måneds varsel til udløbet af en måned.
Hvor omfattende må den være
En kundeklausul omfatter som udgangspunkt dine ”egne kunder”. Hvis arbejdsgiveren vil have den til at omfatte kunder herudover, skal de angives i en særskilt liste.
Medarbejderklausuler
Hvad er en medarbejderklausul ?
En medarbejderklausul er en aftale mellem dig og din arbejdsgiver om, at du i en given periode efter din fratræden ikke må medvirke til, at virksomhedens øvrige medarbejdere forlader virksomheden.
Er medarbejderklausuler reguleret ved lov ?
Ifølge jobklausulloven, der trådte i kraft den 1. juli 2008, er en jobklausul en aftale, ”som en arbejdsgiver indgår med andre virksomheder med henblik på at hindre eller begrænse en lønmodtagers muligheder for at opnå ansættelse i en anden virksomhed”. Læs mere om disse jobklausuler her.
Det følger også af jobklausulloven, at en jobklausul ligeledes er en aftale, ”som en arbejdsgiver indgår med en medarbejder med henblik på at hindre eller begrænse andre lønmodtageres muligheder for at opnå ansættelse i en anden virksomhed”. Hermed er medarbejderklausuler omfattet af jobklausulloven.
Hvad betyder medarbejderklausulens bestemmelser ?
Inden du skriver under på en medarbejderklausul, skal du sætte dig ind i, hvad klausulens enkelte bestemmelser betyder.
Hvor lang tid gælder medarbejderklausulen ?
En medarbejderklausul gælder i det aftalte tidsrum. Det står i din ansættelseskontrakt.
Har du ret til kompensation ?
Du har ikke ret til kompensation, hvis du har en medarbejderklausul. Men hvis dine kolleger har en medarbejderklausul, der begrænser dine jobmuligheder, har du ret til kompensation.
Opsigelse af ansættelsesforholdet
Du er bundet af medarbejderklausulen - uanset om du selv siger op, eller det er arbejdsgiveren, som siger dig op.
Jobklausuler
Hvad er en jobklausul ?
En jobklausul er en aftale mellem to eller flere arbejdsgivere om ikke at ansætte hinandens medarbejdere. Jobklausulen er kun bindende for dig, hvis du skriftligt har accepteret den.
Hvor længe gælder en jobklausul ?
En jobklausul gælder i det aftalte tidsrum. Det vil stå i din ansættelseskontrakt.
Konsekvenser ved et "nej tak"
En jobklausul kan være betingelsen for at få et nyt job. Et ”nej” kan derfor samtidig betyde et ”nej” til det nye job. Hvis du siger ”nej” til at få en jobklausul hæftet på din nuværende kontrakt, vil det være at betragte som en opsigelse fra arbejdsgiverens side.
Kompensation
Du har ret til ½ løn i de måneder, hvor du er bundet af jobklausulen. Arbejdsgiveren kan i hele perioden modregne kompensationen i anden lønindkomst ved ”passende arbejde”. Du har ret til dagpenge samtidig med kompensation. Retten til dagpenge forudsætter dog, at du kan påtage dig ”rimeligt arbejde”. Hvis du modtager kompensation for en konkurrence- eller kundeklausul, vil du ikke være berettiget til kompensation for jobklausulen.
Opsigelse
Du er bundet af jobklausulen uanset du selv siger op eller bliver opsagt. Der findes særlige regler, hvis arbejdsgiveren groft har misligholdt din kontrakt.
Jobklausulen hæves af arbejdsgiver
Arbejdsgiver kan opsige jobklausulen med en måneds varsel til udløbet af en måned.
Uddannelsesklausul
Hvad er det?
En uddannelsesklausul er en aftale mellem dig og din arbejdsgiver om, at du har visse pligter i forbindelse med at din arbejdsgiver betaler en uddannelse for dig.
Konventionalbod
Du skal betale en konventionalbod, hvis du overtræder en aftalt klausul. Det er en betingelse, at boden er aftalt i klausulen.
Fogedforbud
Din tidligere arbejdsgiver kan bede Fogedretten om at forbyde dig at have beskæftigelse i strid med klausulen.