IDAs høringssvar til ”Hvidbog om arkitektur for digitalisering og regler for begrebs- og datamodellering”

Digitaliseringsstyrelsen har udarbejdet udkast til hvidbog om arkitektur for digitalisering og regler for begrebs- og datamodellering og sendt det i offentlig høring. IDA har etableret et Digitaliseringspanel. Panelet har læst udkastet og afgivet bemærkninger. På den baggrund har IDA udarbejdet et høringssvar til Digitaliseringsstyrelsen.

IDA og IDAs Digitaliseringspanel velkommer, at Digitaliseringsstyrelsen og øvrige offentlige parter har valgt at køre en offentlig høring på hvidbogen om arkitektur for digitalisering og regler for begrebs- og datamodellering. Medlemmerne af IDAs Digitaliseringspanel var dog ikke bekendt med hverken selve hvidbogen eller den opfordrede iterative proces, før IDA introducerede dem for muligheden for at komme med bemærkninger. Det vidner om, at Digitaliseringsstyrelsen med fordel kan gøre endnu mere for at få sine initiativer bredt kvalificeret.


Hvidbog om arkitektur for digitalisering
IDA og IDAs Digitaliseringspanel anerkender og velkommer, at udkast til hvidbog om arkitektur for digitalisering indeholder mange gode elementer. Langt de fleste medlemmer af IDAs Digitaliseringspanel imødekommer overordnet udkastet. IDA værdsætter generelt, at der er fokus på åbne standarder, genbrug af data og udstilling af datakilder til gavn for andre; offentlige såvel som private aktører. Endvidere betragtes det som positivt, at der er blik for forskellige niveauer i forhold til standardisering. Der er dog også bekymring at spore blandt Digitaliseringspanelet. Særligt bemærkes det, at der mangler overvejelser om, hvordan udkastet omsættes til konkrete beslutninger og implementering, herunder kunne udkastet med fordel være mere normativt og indeholde flere bindende handleplaner. Endvidere betragtes det som bekymrende, at der ikke sættes ord på, hvordan man konkret har tænkt sig, at sammenhængen skal sikres. Panelets bemærkninger fremgår i sin fulde længde i bilag 1-3.

Regler for begrebs- og datamodellering
I forhold til udkastet til regler for begrebs- og datamodellering anerkender panelet på den ene side diverse gode takter ved dokumentet. Herunder værdsættes det, at det er konkret, at der er forskellige aggregeringsniveauer, at det giver anledning til et fælles udgangspunkt, samt at det indeholder nogle gode tanker vedrørende blandt andet genbrug og ensretning. På den anden side ytrer panelet behov for at præcisere, hvad man mener med ”data”, hvilke opgaver ledelseslaget skal udføre, hvordan data- og retssikkerhed forstås og sikres, manglende implementeringsovervejelser, høj kompleksitet mv. Panelets bemærkninger fremgår i sin fulde længde i bilag 5-7.

Konstruktive bidrag til begge udkast
I forhold til begge udkast har IDA og IDAs Digitaliseringspanel en ambition om at bidrage med konstruktive forbedringsforslag, hvilke Digitaliseringsstyrelsen og de øvrige offentlige parter forhåbentlig vil tage op til overvejelse. De konkrete bud, som spænder vidt, findes i bilag 4 og bilag 8.

Foruden bidrag fra IDAs Digitaliseringspanel har IDAs formand Thomas Damkjær Petersen kvalificeret og godkendt indholdet i denne kommentering på hvidbog om arkitektur for digitalisering og regler om begrebs- og datamodellering.

Såfremt Digitaliseringsstyrelsen og øvrige offentlige parter måtte være interesseret, bidrager IDA gerne til en eventuel videre kvalificering og/eller dialog. Flere af panelets medlemmer har udtrykt interesse for at uddybe deres faglige indspark.

Kort om IDAs Digitaliseringspanel
IDAs Digitaliseringspanel er et nyetableret panel. Medlemmer er foruden af være medlem af IDAs fagtekniske selskab IDA IT, som forener IDAs it-kompetente medlemmer i et fagligt fællesskab, også særligt interesseret i offentlig digitalisering. Panelet består i alt af 123 medlemmer. I denne runde har 55 benyttet sig af muligheden for at kommentere og kvalificere.

Det samlede høringssvar tilgås her