Vedtægter for IDA Matematik
§ 1. Navn og område
Stk. 1. Selskabets navn er IDA Matematik.
Stk. 2. IDA Matematik er et fagteknisk selskab oprettet i henhold til Lov og vedtægter for IDA.
Stk. 3. Selskabets arbejdsområde er matematik anvendt i forskning of praksis.
§ 2. Formål
- at orientere medlemmer og det omgivende samfund om matematiske problemstillinger, diskussioner og udviklingsperspektiver,
- at arbejde for den videnskabelige og tekniske udvikling,
- at give medlemmerne lejlighed til at holde sig a jour med og præge udviklingen på det matematiske område gennem afholdelse af konferencer, foredrag, ekskursioner, studiekredse og på anden måde,
- at give medlemmerne mulighed for at videndele og netværke omkring matematiske spørgsmål
§ 3. Medlemsforhold
Stk. 1. Som medlemmer kan optages:
- Medlemmer af IDA der har udtrykt ønske herom.
- Studiemedlemmer af IDA der udtrykker ønske herom.
- Ikke-optagelsesberettigede personer, der har særlig viden om eller tilknytning til selskabets arbejdsområde.
- Erhvervsvirksomheder og institutioner, der gennem videnskabelig, teknisk eller anden faglig virksomhed har en særlig tilknytning til selskabets arbejdsområde.
Stk. 2. Kun medlemmer af IDA kan vælges til forperson/formand/forkvinde og næstforperson/næstformand/næstforkvinde.
Stk. 3. Udmeldelse sker ved henvendelse til IDA.
§ 4. Ledelse
Selskabets ledelse består af en forperson/formand/forkvinde, en bestyrelse og en generalforsamling.
§ 5. Forperson/Formand/Forkvinde
Stk. 1. Forpersonen/formanden/forkvinden vælges af den ordinære generalforsamling ved almindelig stemmeflerhed. Valgperioden er 2 år, og genvalg kan ske 2 gange.
Stk. 2. Ved indtrædende vakance fungerer næstforpersonen/næstformanden/næstforkvinden indtil førstkommende generalforsamling.
Stk. 3. Forpersonen/formanden/forkvinden repræsenterer selskabet i forhold til IDA (ved forfald næstforpersonen/næstformanden/næstforkvinden).
§ 6. Bestyrelse
Stk. 1. Bestyrelsen består af forperson/formand/forkvinde samt en bestyrelse bestående af mindst 4 og højst 10 medlemmer og studiemedlemmer. Studiemedlemmer kan ikke vælges som forperson/formand/forkvinde eller næstforperson/næstformand/næstforkvinde for et fagteknisk selskab.
Bestyrelsen kan supplere sig med 1 eller 2 observatører, som er medlemmer eller studiemedlemmer af IDA.
Stk. 2. Generalforsamlingen vælger bestyrelsen for 2 år ad gangen, således at halvdelen af bestyrelsen vælges det ene år og de øvrige bestyrelsesmedlemmer det følgende år. Genvalg er kun tilladt 2 gange i træk. Valgene træder i kraft umiddelbart efter afslutningen af valget.
Stk. 3. Bestyrelsen konstituerer sig med næstforperson/næstformand/næstforkvinde og kasserer.
Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 5. Referat fra bestyrelsesmøder tilgår IDA.
§ 7. Generalforsamling
Stk. 1. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i tidsrummet 15. februar til 31. marts. Indkaldelse skal ske med mindst 21 dages varsel ved bekendtgørelse i IDA's medlemsblad eller ved henvendelse til hvert enkelt medlem af selskabet. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden og bestyrelsens forslag til valg.
Stk. 2. Dagsordenen skal omfatte:
- Valg af dirigent
- Årsberetning
- Forelæggelse af årsregnskab til orientering
- Fremtidigt arbejde og budget for løbende år
- Indkomne forslag
- Valg af forperson/formand/forkvinde
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
- Valg af suppleanter
- Valg af kritisk revisor
- Eventuelt
Stk. 3. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
Stk. 4. Generalforsamlingen træffer sine afgørelser ved almindelig stemmeflerhed.
Stk. 5. Referat fra generalforsamlingen tilgår IDA.
Stk. 6. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 1/10 af selskabets stemmeberettigede medlemmer ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen kræver det.
Indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden og senest én måned efter, at bestyrelsen har modtaget henvendelsen.
§ 8. Økonomi
Stk. 1. Til selskabets aktiviteter og drift ydes tilskud fra IDA.
Stk. 2. Generalforsamlingen fastsætter kontingent for eventuelle firmamedlemmer.
Stk. 3. Bestyrelsen er ansvarlig for regnskabet, der føres af IDAs administration og kontrolleres af selskabets kasserer. Senest den 15. februar skal regnskabet være revideret og underskrevet af den valgte kritiske revisor.
Stk. 4. IDA hæfter ikke for gæld, der er stiftet uden IDAs samtykke.
§ 9. Optræden udadtil
Stk. 1. Selskabet kan inden for sit formål på egne vegne og i eget navn optræde udadtil herunder deltage i årsmøder o. lign. hos eksterne samarbejdsparter.
Selskabet kan samarbejde med andre foreninger i Danmark eller i udlandet. Selskabet kan indstille valg af repræsentanter til andre foreningers eller organisationers udvalg til beslutning i IDAs hovedbestyrelse.
Stk. 2. Selskabet kan ikke kollektivt tilslutte sig nogen udenlandsk eller indenlandsk organisation uden godkendelse af Hovedbestyrelsen.
Stk. 3. Selskabet kan optræde som IDAs repræsentant i spørgsmål eller på arbejdsområder, hvor det er særlig bemyndiget hertil af Hovedbestyrelsen.
§ 10. Vedtægtsændringer
Forslag til ændringer i selskabets vedtægter skal behandles på en generalforsamling og vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Vedtægtsændringen skal for at være gyldig godkendes af Hovedbestyrelsen.
§ 11. Fortolkning
I spørgsmål, hvor denne vedtægt ikke er udtømmende, gælder IDAs Lov og vedtægter.
§ 12. Selskabets nedlæggelse
Stk. 1. Såfremt selskabets bestyrelse ønsker at nedlægge selskabet, skal forslaget om nedlæggelse behandles på en generalforsamling og vedtages med mindst 2/3 af de mødte stemmeberettigede medlemmers stemmer.
Den vedtagne nedlæggelse træder først i kraft efter godkendelse af Hovedbestyrelsen.
Stk. 2. Såfremt selskabets aktiviteter af IDA skønnes mangelfulde eller utilstrækkelige i forhold til selskabets formål, kan IDA efter forhandling med selskabets bestyrelse nedlægge dette.
Stk. 3. Ved nedlæggelse tilfalder selskabets midler IDA.
Denne vedtægt træder i kraft med vedtagelse på IDAs repræsentantskabsmøde 16. november 2024.
Læs mere:
Vær med
Bliv medlem og få alle fordelene
Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.