Vedtægter for IDA Young Professionals

Læs vedtægter for IDA Young Professionals.

§ 1. Navn og område
Stk. 1. Selskabets navn er IDA Young Professionals (IDA YP).

Stk. 2. IDA YP er et fagteknisk selskab oprettet i henhold til Lov og vedtægter for IDA.

Stk. 3. Selskabets arbejdsområde er at afholde tværfaglige aktiviteter for IDA’s yngre medlemmer. Hvor yngre medlemmer defineres som studerende og op til fem år efter dimissionsdato.

§ 2. Formål
IDA YP skal virke for foreningens formål via tværfaglige arrangementer, der bidrager til at skabe værdi og netværk med et socialt islæt på tværs af fagligheder i hele Danmark. IDA YP fungerer som inspirationskilde og springbræt for yngre medlemmer fra studieliv til arbejdsmarked. Netværkets opgave er at hverve nye medlemmer og fastholde eksisterende for at bygge bro og engagere disse i IDA’s øvrige selskaber og skabe kontinuitet i fremtidens IDA. Selskabet arbejder målrettet for at inkludere den internationale arbejdsstyrke såvel som studerende i selskabets arrangementer. IDA YP fokuserer på at udvikle medlemmernes samfundsmæssige bevidsthed ved at inddrage aktuelle problemstillinger og nye teknologier i samarbejde med uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og offentlige forvaltninger. IDA YP for fremtiden.

§ 3. Medlemsforhold
Stk. 1. Selskabets optagelsesberettigede medlemskreds fremgår af og skal være i overensstemmelse med § 18. Fagtekniske selskaber og grupper i IDAs Lov og vedtægter.

Stk. 2. Kun medlemmer af IDA kan vælges til forperson/formand/forkvinde og næstforperson/næstformand/næstforkvinde.

Stk. 3. Udmeldelse sker ved henvendelse til IDA.

§ 4. Ledelse
Selskabets ledelse består af en forperson/formand/forkvinde, en bestyrelse og en generalforsamling.

§ 5. Forperson/Formand/Forkvinde
Stk. 1. Ved indtrædende vakance fungerer næstforpersonen/næstformanden/næstforkvinden indtil førstkommende generalforsamling.

Stk. 2. Forpersonen/formanden/forkvinden repræsenterer selskabet i forhold til IDA (ved forfald næstforpersonen/næstformanden/næstforkvinden).

§ 6. Bestyrelse
Stk. 1. Bestyrelsen består af forperson/formand/forkvinde samt en bestyrelse bestående af mindst 4 og højst 10 medlemmer og studiemedlemmer. Bestyrelsen kan supplere sig med en række associerede bestyrelsesmedlemmer, som er medlemmer eller studiemedlemmer af IDA.

Stk. 2. Generalforsamlingen vælger bestyrelsen for 3 år ad gangen, således at ca. 1/3 af bestyrelsens medlemmer er på valg hvert år. Genvalg er tilladt én gang. Valgene træder i kraft umiddelbart efter afslutningen af valget.

Stk. 3. Bestyrelsen konstituerer sig med næstforperson/næstformand/næstforkvinde og kasserer.

Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 5. Referat fra bestyrelsesmøder tilgår IDA.

§ 7. Generalforsamling
Stk. 1. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i tidsrummet 15. februar til 31. marts. Indkaldelse skal ske ved bekendtgørelse til medlemmerne senest to uger før afholdelse ved email til deltagerne eller på anden betryggende vis og med angivelse af dagsorden.

Stk. 2. Dagsordenen skal omfatte:

  1. Godkendelse af dagsorden
  2. Valg af dirigent
  3. Årsberetning
  4. Forelæggelse af årsregnskab til orientering
  5. Fremtidigt arbejde og budget for løbende år
  6. Indkomne forslag
  7. Valg af forperson/formand/forkvinde
  8. Valg af bestyrelsesmedlemmer
  9. Valg af suppleanter/associerede bestyrelsesmedlemmer
  10. Valg af kritisk revisor
  11. Eventuelt

Stk. 3. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse sendes til bestyrelsen.

Stk. 4. Generalforsamlingen træffer sine afgørelser ved almindelig stemmeflerhed.

Stk. 5. Referat fra generalforsamlingen tilgår IDA.

Stk. 6. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 1/10 af selskabets stemmeberettigede medlemmer ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen kræver det.

Indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden og senest én måned efter, at bestyrelsen har modtaget henvendelsen.

§ 8. Økonomi
Stk. 1. Til selskabets aktiviteter og drift ydes tilskud fra IDA.

Stk. 2. Generalforsamlingen fastsætter kontingent for eventuelle firmamedlemmer.

Stk. 3. Bestyrelsen er ansvarlig for regnskabet, der føres af IDAs administration og kontrolleres af selskabets kasserer. Senest den 15. februar skal regnskabet være revideret og underskrevet af den valgte kritiske revisor.

Stk. 4. IDA hæfter ikke for gæld, der er stiftet uden IDAs samtykke.

§ 9. Optræden udadtil
Stk. 1. Selskabet kan inden for sit formål på egne vegne og i eget navn optræde udadtil herunder deltage i årsmøder o. lign. hos eksterne samarbejdsparter.

Selskabet kan samarbejde med andre foreninger i Danmark eller i udlandet.  Selskabet kan indstille valg af repræsentanter til andre foreningers eller organisationers udvalg til beslutning i IDAs hovedbestyrelse.

Stk. 2. Selskabet kan ikke kollektivt tilslutte sig nogen udenlandsk eller indenlandsk organisation uden godkendelse af Hovedbestyrelsen.

Stk. 3. Selskabet kan optræde som IDAs repræsentant i spørgsmål eller på arbejdsområder, hvor det er særlig bemyndiget hertil af Hovedbestyrelsen.

§ 10. Vedtægtsændringer
Forslag til ændringer i selskabets vedtægter skal behandles på en generalforsamling og vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Vedtægtsændringen skal for at være gyldig godkendes af Hovedbestyrelsen.

§ 11. Fortolkning
I spørgsmål, hvor denne vedtægt ikke er udtømmende, gælder IDAs Lov og vedtægter.

§ 12. Selskabets nedlæggelse
Stk. 1. Såfremt selskabets bestyrelse ønsker at nedlægge selskabet, skal forslaget om nedlæggelse behandles på en generalforsamling og vedtages med mindst 2/3 af de mødte stemmeberettigede medlemmers stemmer. 

Den vedtagne nedlæggelse træder først i kraft efter godkendelse af Hovedbestyrelsen.

Stk. 2. Såfremt selskabets aktiviteter af IDA skønnes mangelfulde eller utilstrækkelige i forhold til selskabets formål, kan IDA efter forhandling med selskabets bestyrelse nedlægge dette.

Stk. 3. Ved nedlæggelse tilfalder selskabets midler IDA.

Denne vedtægt træder i kraft med vedtagelse på IDAs repræsentantskabsmøde 16. november 2024. 

Læs mere:

IDA Young Professionals

Vi er et tværfagligt netværk for studerende og dig, der for nyligt er dimitteret fra en ingeniør-, teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse.

Faglige Fællesskaber: Sammen om dét du brænder for

Dyrk din faglighed i et af IDAs faglige fællesskaber med ligesindede. Se alle fællesskaber her.

Vær med

Bliv medlem og få alle fordelene

Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.