Intro til IDAs fagtekniske podcasts
På foranledning af interessen er her nogle informationer og overvejelser, man skal gøre sig, når man giver sig i kast med produktion af podcasts.
IDA ser podcasts som en naturlig forlængelse af den formidling af viden, IDAs fagtekniske enheder tilbyder medlemmerne, og som en af mange forskellige kanaler, fagteknikken kan anvende til videnformidling. Det er altid værd at overveje, hvilken kanal, der egner sig bedst til den viden, man vil formidle; er det en podcast, et webinar eller et arrangement, der bedst understøtter formålet og indholdet.
Når man vil producere en podcast, er det vigtigt at overveje både målgruppe, format og indhold –f.eks. hvem kunne tænkes at lytte til podcasten, hvor lange skal afsnittene være, hvem kan tilrettelægge og producere og meget andet. IDA kan her hjælpe med rådgivning og sparring om, hvordan det kan gøres bedst muligt, og eksempelvis hjælpe med ideer til at finde nogle, der kan lave interviews. Ansvaret samt ressourcer til podcasten og idéudvikling ligger hos den fagtekniske enhed.
IDA kan også tilbyde at stille låneudstyr til rådighed, og assistere med at gøre podcasten tilgængelig på Spotify, hvor de fagtekniske podcasts samles under en kanal og dermed er nemme at finde.
Podcasten kan ligge tilgængelig på IDAs website: https://ida.dk/viden-og-netvaerk/idas-podcast, men det er altid godt at tænke over, hvordan man vil markedsføre sin podcast. Man kan markedsføre sin podcast via sine nyhedsbreve, hvor man kan lede læserne ind på det ovenstående IDA-site, men for at nå et bredere publikum, kunne man overveje eksterne samarbejdspartnere eller andre relevante fagtekniske enheder, der kunne have interesse for emnet.
Det er altid svært at vurdere, hvad der er rimeligt at betale for produktion af en podcast. En rettesnor kan være 10-15.000 kr. + moms pr. episode, da der skal beregnes udgifter til en vært, tilrettelæggelse, research, klipning, en jingle og meget andet. Det vil ofte være en god idé at entrere med en journalist eller andre erfarne kræfter, der kan hjælpe med at producere podcasten, og som kan give et tilbud på, hvad produktionen vil koste. Hvis man er et fagteknisk selskab eller netværk er det muligt at søge tilskud til produktionen af sin podcast fra den fagtekniske aktivitetspulje.
Kontakt gerne jeres koordinator, hvis jeres fagtekniske selskab har fået interesse for at lave en podcast, så kan de hjælpe jer videre.