Prisdifferentiering på deltagelse i webinarer
De fagtekniske webinarer er en efterspurgt vare, der øger selskaberne og netværkenes mulighed for at udbyde landsdækkende fagteknisk aktivitet. Ved webinarer forstås også den onlinebaserede del af et hybridmøde. Selskaberne vil ofte gerne tiltrække personer, der ikke er medlemmer af IDA eller ikke er medlemmer af netværket til at deltage i deres webinarer, da webinarerne udgør et oplagt middel til rekruttering af nye medlemmer til de arrangerende netværk.
Der kan være en pointe i at lade ikke-IDA-medlemmer bidrage til indtægtssiden i form af øget deltagerbetaling for at deltage i webinarer. IDA-medlemmer bidrager i forvejen gennem kontingent-betaling, og ikke-medlemmer kunne med fordel betale en lidt højere deltagerpris, så også medlemsfordelen fremgår tydeligere.
SKU anbefaler derfor, at der prisdifferentieres ved deltagelse i webinarer.
- Medlemmer af arrangerende netværk: 0 kr.
- Andre deltagertyper: 100 kr.
Hvad angår den aktuelle prissætning for webinar-deltagelse varierer denne meget, og deltagerprisen differentieres typisk i forhold til medlemmer/ikke-medlemmer af det arrangerende selskab/netværk. Formålet er at give deltagerne et ”her-og-nu”-incitament til at melde sig ind i det arrangerende selskab/netværk.
Det kan vælges at fravige anbefalingen ved bestemte deltagertyper, eksempelvis for studerende.
Det er selskaberne selv, der sætter prisen for deltagelse i deres respektive webinarer, og det er også selskaberne selv, der beslutter på hvilke grupper, der skal prisdifferentieres. SKU finder det hensigtsmæssigt, at der arbejdes med prisdifferentiering i forhold til IDA-medlemskab eller ikke-medlemskab. Prisdifferentiering skal give medlemmer en fordel, skal bidrage til medlemsrekruttering – men må samtidig ikke skræmme ikke-medlemmer væk. Det er muligt at sætte en begrænsning på, hvor mange deltagere, man vil have med til reduceret pris – det giver mening både i forhold til webinarets samlede økonomi, og ikke mindst i forhold til ønsket sammensætning af deltagerkredsen.