Behandling af ansøgning til den fagtekniske aktivitetspulje
Ansøgninger til puljen sendes til SKU-sekretariatet fra et fagteknisk selskab eller netværk, eller via det pågældende selskab/netværks koordinator.
Ved ansøgninger under 75.000 kr. behandles ansøgningen administrativt i dialog med selskabet og selskabets koordinator.
Ved ansøgninger mellem 75.000-150.000 kr. sendes ansøgningen i skriftlig høring hos SKU med en indmeldingsfrist på én uge.
Ved ansøgninger på mere end 150.000 kr. behandles ansøgningen på et SKU-møde. Der kan indkaldes til ekstraordinære SKU-møder, hvis det vurderes påkrævet.
SKU-medlemmer kan til hver en tid anmode om, at ansøgninger på under 150.000 kr. bliver behandlet på et møde, hvis forhold i ansøgningen kræver særlig opmærksomhed.
Ansøgninger til politisk betonede fagtekniske aktiviteter/projekter kræver koordinering med IDAs politiske ledelse for at sikre, at aktiviteten/projektet er i overensstemmelse med IDA-politik. Hvis medlemmerne er den primære modtager af aktivitetens/projektets budskab, sættes der ikke regler for hvad emnet kan være. Hvis modtagerne af budskabet er politikere etc., skal IDAs politiske ledelse inddrages i behandlingen af ansøgningen. Det er således målgruppen, og ikke emnet, der afgør om projektet er fagteknisk eller politisk.
Ved tvivlstilfælde kontaktes IDAs politiske ledelse.
Vurderes projektet til at være af politisk art, besluttes og varetages finansieringen af aktiviteten af IDAs politiske ledelse.
I behandling af ansøgninger skelnes der mellem mødeudgifter, såsom lokaleleje, forplejning og honorarer til oplægsholdere, og udgifter til analyser og rapporter.
SKU kan afholde mødeudgifter, mens IDAs politiske ledelse varetager koordineringen af finansiering af analyser o.lign.
Ved alle ansøgninger udbedes formuestatus for det ansøgende selskab/netværk.
SKUs kasserer eller sekretær orienterer løbende om tildelinger fra den fagtekniske aktivitetspulje på SKU-møder.