Facilitatoruddannelse
"Det handler om at løfte andre" – derfor blev Jacob facilitator

”Det ligger faktisk dybt i mig, det med at supportere andre og løfte dem op til et nyt niveau,” fortæller Jacob Lyager, der til daglig arbejder med IT change management.
I mere end to årtier har Jacob Lyager været på arbejdsmarkedet – en stor del af tiden, har han arbejdet med IT eller som bindeled mellem IT og forretningen – men begyndte for et års tid siden at kigge tilbage og reflektere over, hvad han egentlig vil arbejde med fremadrettet.
”På et tidspunkt stod jeg midt i en refleksion over min egen karriere og undersøgte, hvilke retninger jeg kunne gå. I den proces opdagede jeg IDAs faciliteringsuddannelse, som ramte præcis det, jeg søgte: muligheden for at udvide mit netværk og samtidig udvikle mine kompetencer,” siger Jacob Lyager.
Så da Jacob læste om IDAs facilitatoruddannelse tiltalte den ham med det samme, og han ansøgte om en plads, lige så snart muligheden bød sig, og kom med på holdet med start i september 2025.
Katalysator der hjælper andre
Man kunne måske tro, at IT tjenester ikke har så meget med mennesker at gøre, men alle ændringer påvirker mennesker på forskellige måder, forklarer Jacob.
”Derfor er det helt centralt, at vi kan facilitere, hvordan medarbejdere arbejder med nye systemer, processer og forandringer. Det indebærer både, hvordan mennesker samarbejder i forskellige grupper, og hvordan de tager imod ny viden og nye arbejdsformer”.
Det, Jacob synes, er mest interessant ved facilitering er, når deltagerne går derfra med en følelse af, at de har lært noget nyt – uanset hvor stort springet er. Som facilitator mener han, at det handler om at skabe de rette rammer, så deltagerne selv når frem til erkendelserne, og den del kan han rigtig godt lide.
”Det tiltaler mig, fordi jeg ikke har behov for at stå på scenen; jeg foretrækker, at det er deltagerne, der løfter sig og får følelsen af at lykkes. Når de går derfra med en positiv oplevelse og en stærkere tro på deres egne evner, så ved jeg, at faciliteringen har gjort en forskel. På den måde bliver man lidt som en “inspiration” eller katalysator, der hjælper andre med at udvikle sig,” siger Jacob Lyager og fortsætter:
”Som man siger, kan man føre hesten til vandet, men man kan ikke tvinge den til at drikke; i facilitering handler det om at åbne muligheden og inspirere til at prøve noget nyt”.
Vækker uddannelsen noget i dig, så prøv den
Facilitatoruddannelsen er efter Jacobs mening for alle, der har lyst til at give noget af sig selv og støtte andre i deres udvikling. Derfor kommer han med en opfordring:
”Mange deltager netop for at give tilbage – nogle er på vej ud af arbejdsmarkedet og vil gerne bidrage med deres erfaring, andre har masser af energi og drivkraft og ønsker at skabe udvikling omkring sig. Og hvis man læser om uddannelsen og mærker, at det vækker noget, er min klare anbefaling: Prøv det. Det er en rejse – ikke kun i at lære at facilitere, men i at få en langt dybere indsigt i sig selv”.
Læs mere om muligheden for at blive uddannet som facilitator i IDA
Et trygt rum med fremmede mennesker
En stor del af facilitatoruddannelsen handler om deltagerne selv, om selvrefleksion og opgaverne de har arbejdet med, og hvordan de kan bruge den viden. Jacob fortæller, at processen fik ham til at tænkte dybt over mange ting, og fordi der hurtigt blev skabt et trygt læringsrum, kunne han bevæge sig ud af sin komfortzone og udvikle sig sammen med en gruppe mennesker, han ikke kendte i forvejen.
”Det har været berigende at være i et rum, hvor vi kunne tale åbent, og hvor der var en tryghed, så folk turde være ægte og lægge maskerne fra arbejdspladsen eller hverdagen væk. Ingen dømte hinanden, og vi var alle lige. Den trygge energi gjorde det muligt for os at åbne op og lære endnu mere,” siger Jacob Lyager.
Facilitatoruddannelsen gav Jacob stor selvindsigt
Når Jacob fortæller om hans oplevelse med facilitatoruddannelsen, er der en øvelse, han fremhæver, fordi han blev mere bevidst om, hvor vigtige indre værdier er. Deltagerne skulle sortere i 24 værdikort fra The Space Between, så de til sidst sad tilbage med de tre vigtigste værdier for dem.
”Det gjorde stort indtryk, fordi øvelsen tvang mig til virkelig at mærke efter, hvilke værdier jeg ikke kunne give slip på. Den gav en dybere forståelse af, hvordan værdier, dynamikker og konflikter opstår. At indse, at en konflikt ikke nødvendigvis handler om fakta, men om en trådt værdi” fortæller Jacob Lyager og fortsætter:
”Samtidig har forløbet givet mig større indsigt i mine egne styrker og svagheder. Jeg opdagede blandt andet, at jeg kan have svært ved at overholde en stram tidsplan, når jeg bliver opslugt af en opgave – noget jeg især mærkede i vores gruppeprojekt”.
Glæder sig til at bringe faciliteringskompetencer i spil
Allerede nu bruger Jacob flere af de værktøjer, han har fået gennem facilitatoruddannelsen. Han er blevet mere opmærksom på at være støttende, skabe tryghed og åbne rummet, f.eks. ved at starte møder med en lille indtjekning, bruge et par minutter på smalltalk og sikre, at alle får en god og rolig afslutning til møder.
”Jeg har taget teknikker som samtalebarometeret og arbejdet med værdier med mig – faktisk har jeg talt med min leder om at introducere værdikortene i vores eget team, så vi undgår at træde på hinandens kerneværdier og samarbejder bedre. Mange af værktøjerne bruger jeg allerede nærmest ubevidst, fordi uddannelsen har gjort mig mere opmærksom på mig selv og min måde at møde andre på.”
Jacob ser frem til at bringe sine faciliteringskompetencer i spil, når han skal være facilitator for IDAs netværksgrupper og er spændt på at skulle stå foran ny mennesker:
”Selvfølgelig kribler der lidt sommerfugle i maven, for det er altid udfordrende at skulle stå foran nye mennesker og prøve noget, man ikke er helt vant til. Men følelsen er først og fremmest spænding og nysgerrighed: Hvilken netværksgruppe får jeg lov til at arbejde med? Hvem skal jeg samarbejde med? Og hvad kan jeg lære – både af deltagerne og af den medfacilitator, jeg skal stå sammen med?”.
Læs mere:
Kontakt
Få hjælp nu
Som medlem af IDA kan du få rådgivning om karriereudvikling