Netværksgrupper

Antonella fandt klarhed og fællesskab i netværksgruppen

Claudia Antonella Colque oplevede stor usikkerhed og konkurrence i forskningsverdenen. Derfor søgte hun støtte i en af IDAs netværksgrupper, hvor hun fandt både selvtillid, nye perspektiver og værdifulde forbindelser.

Antonella fandt klarhed og et fællesskab i sin netværksgruppe.
Netværksgruppen "Career Development and work/life" har hjulpet Antonella med at opbygge mere selvtillid i forhold til sine færdigheder.
Billede: Antonella

Det går generelt godt for IDAs medlemmer: De fleste kommer hurtigt i arbejde, og der er generelt lav ledighed blandt teknik- og naturvidenskabsuddannede. Det er dog ikke ensbetydende med, at man ikke kan opleve tvivl om sin retning i karrieren. Det oplever Claudia Antonella Colque, som lige nu er i gang med sin postdoc og i stigende grad tænker på sin fremtid på arbejdsmarkedet.

Antonella er 32 år, kommer fra Argentina og bor i Lyngby med sin kæreste. I 2017 tilbragte hun 8 måneder i Danmark i forbindelse med sin ph.d.-afhandling, og det var efter dette ophold, at hun fik tilbudt at fortsætte sin forskning i en postdoc-stilling. Men som tiden gik, begyndte Antonella at tænke over sin fremtid. En af de største udfordringer i forskningsverdenen er den manglende jobsikkerhed, da forskningskontrakter ofte er kortvarige, og det gjorde hende usikker. Derudover observerede Antonella et arbejdsmiljø, som hun ikke selv ønskede i fremtiden:

"Udover den manglende stabilitet i branchen er der virkelig stor konkurrence om at blive hovedforsker eller at have sin egen forskergruppe. Problemet med hovedforskere og akademia generelt er at mange arbejder over de 37 timer, og af og til også i weekender. Jeg har selv gjort det, da jeg skrev min ph.d., men det er ikke noget, jeg er interesseret i at gøre resten af mit arbejdsliv. Jeg vil gerne i fremtiden have tid og energi til mine børn og min partner efter arbejde," siger Antonella.

Jeg følte mig en smule usikker. Jeg følte, jeg sad lidt fast i min nuværende stilling efter 3 år og havde et ønske om at stå stærkere i mig selv og få klarlagt mine kompetencer
Claudia Antonella Colque,
Postdoc Researcher

Fra postdoc til arbejdsmarkedet

I løbet af det sidste års tid begyndte Antonella derfor at overveje andre muligheder og at tage springet fra akademia til industrien. Indtil nu er Antonella sprunget fra den ene ansættelse til den anden i forbindelse med sine studier, men var i tvivl om, hvordan hun skulle indtage arbejdsmarkedet:

"Jeg følte mig en smule usikker. Jeg følte, jeg sad lidt fast i min nuværende stilling efter 3 år og havde et ønske om at stå stærkere i mig selv og få klarlagt mine kompetencer," forklarer Antonella. 

"Jeg tror, ​​det er meget almindeligt, at folk i mit fag gør sig en masse overvejelser. Hvornår tager du det spring? Gør du det efter din ph.d. eller inden for et par år efter din postdoc? Og skal du overhovedet skrive en ph.d.? Det var udfordrende for mig at gå fra en postdoc stilling til at skulle til jobsamtaler og lære hvordan jeg sælger mig selv og mine færdigheder," siger Antonella.

Derfor kontaktede hun IDA i håbet om at få mere klarhed. Udover en samtale med en karriererådgiver, der hjalp hende med at optimere sit CV, faldt Antonella desuden over IDA-netværksgruppen: Career Development and Work/Life. Gruppen er en blanding af både internationale og danske IDA-medlemmer, og har ifølge Antonella været en stor støtte, ikke kun i forhold til de udfordringer hun står over for i sit nuværende job, men også som forberedelse til et eventuelt jobskifte:

"Gruppen har hjulpet mig til at stå stærkere i mig selv og få øje på, hvordan de kompetencer, jeg har lært af at arbejde i den akademiske verden, kunne anvendes i industrien. Det synes jeg er rigtig vigtigt, og det er givende at møde forskellige mennesker og udveksle erfaringer og perspektiver. Det viser sig, at selvom vi har forskellige nationaliteter, deler vi alle de samme udfordringer, når det kommer til arbejdsmarkedet og balance mellem arbejdsliv og fritid," siger hun.

Medlemmernes egne interesser i fokus

Hvert gruppemøde er styret af en facilitator, som guider dialogen og rammesætter agendaen. Det skaber ifølge Antonella både fokus og struktur til møderne: 

"Det giver helt sikkert et vist fokus at have en facilitator. De organiserer, forbereder dagsordenen og inviterer interessante mennesker til møderne. Vi havde for eksempel én fra militæret på besøg som fortalte om disciplin og motivation for at arbejde. Facilitatorerne skaber et trygt rum, hvor alle kan tale frit og respektere hinanden," siger hun.

Det er medlemmernes egne interesser, der danner grundlag for netværksgruppen, og deltagerne bidrager selv med ideer til emner, cases eller oplæg. Ifølge Antonella har de været igennem en hel del spændende temaer på møderne, som hun konkret kan bruge i sit arbejdsliv: 

"På et af de indledende møder talte vi om forskellige karriereankre og hvad vi mener er godt arbejdsmiljø. Vi har også arbejdet meget med konflikter, og hvordan man taler med både kolleger og ledere om det på arbejdspladsen," fortæller Antonella

Nye relationer og jobmuligheder

Det er ikke kun en masse viden, som Antonella tager med sig fra netværksgruppen; hun har også fået nye bekendtskaber, som hun ses med privat, og som endda potentielt kan lede til nye jobmuligheder:

"I starten mødtes vi bare i netværksgruppen i IDA og spiste aftensmad, og det var rigtig hyggeligt. Men jeg havde også et ønske om at møde nogle mennesker, som jeg kunne snakke med om arbejde og alt muligt andet uden for selve netværksgruppen. Jeg er for nylig begyndt at se et par af gruppens medlemmer privat, hvor vi deler både personlige og arbejdsrelaterede emner. Det er dejligt at lære dem lidt bedre at kende, folk er så søde, og en af dem har endda henvist mig til forskellige stillingsopslag i en virksomhed, hvilket jeg tror, kan give mig en fordel i forhold til rekrutteringsprocessen," siger hun.

Antonella anbefaler varmt IDA-netværksgruppen til andre, der overvejer at deltage. Hun har fået meget ud af det, både fagligt og personligt, og føler sig nu mere selvsikker og professionel i sit arbejdsliv, fortæller hun:

"Jeg synes helt sikkert, man skal overveje at tilmelde sig en netværksgruppe! Som sagt har det været virkelig givende, og det er mega fedt at jeg også har mødt mennesker, som jeg ses med uden for netværksgruppen," afslutter Antonella.

Er du blevet nysgerrig på IDA netværksgrupper? Find din nye gruppe her.

Læs mere:

Netværksgrupper

Andreas genopfandt sit job efter et møde i netværksgruppen

Efter første møde i sin netværksgruppe, havde Andreas en idé til en model, han nu bruger det meste af sin tid på.

Tema

Netværksgrupper indenfor karriere og personlig udvikling

Har du behov for videndeling og støtte i en lille gruppe af fortrolige sparringspartnere, som matcher dig? Læs mere.

Vær med

Bliv medlem og få alle fordelene

Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.