Et barn i udredning sætter pres på arbejdslivet 

For mange forældre til børn i udredning er dette en velkendt virkelighed: At sidde med en vigtig opgave, mens tankerne kredser om næste samtale med PPR. At prøve at fokusere til et vigtigt møde, efter at have brugt den halve nat på at læse om ADHD, autisme eller angst. At være på arbejde, men at have en stor del af sin opmærksomhed et andet sted.  

En rapport fra Psykiatrifonden fra 2024 viser, at 45% af forældre til børn med psykiske diagnoser oplever psykiske belastningsreaktioner – og 24% ender med at sygemelde sig. Undersøgelsen viser også, at antallet af børn, der får en neurodivergent diagnose, er steget med 39% de sidste 10 år. Bag hvert barn står en eller flere forældre, som forsøger at få hverdagen til at fungere samtidig med, at de passer deres arbejde. 

Men hvad betyder det egentlig for arbejdslivet, når ens barn er i udredning?

Ekstra, usynligt arbejde

En udredning er ofte et tungt forløb fyldt med samtaler med skole eller institution, møder med kommunen, undersøgelser og ventetid. Samtidig skal man forsøge at skabe ro og struktur for et barn, der mistrives. 

Det er en opgave, som i praksis kan føles som et ekstra arbejde ved siden af det lønnede arbejde. 

Mange oplever derfor:

• Koncentrationsbesvær og mental træthed 
• Mindre kreativitet og forringet evne til at tænke nyt 
• Flere sygedage
• Dårlig samvittighed over for både arbejdsplads og familie 
• Følelsen af aldrig at slå til nogen af stederne

Når ressourcerne bliver brugt et andet sted 

De fleste forældre ønsker fortsat at levere et godt stykke arbejde. Men energi er en begrænset ressource, og når ens barn har det svært, er det forståeligt at en stor del af ens mentale kræfter bliver brugt på hjemmefronten. Bekymringerne stopper ikke, når arbejdsdagen begynder. 

Det kan føre til, at der ikke er overskud til de spændende udviklingsopgaver, frivillige aktiviteter på arbejdspladsen eller lederansvar. Måske man også oplever at have en kortere lunte, være mindre kreativ eller have sværere ved at bevare overblikket. Det handler ikke om manglende engagement, men om, at livet i en periode kræver mere. 

Ensomheden i situationen

Det kan være ensomt at skulle være til stede på arbejdet, når hjemmefronten spøger. Mens kolleger kan se, at man af og til går tidligt eller må flytte et møde, er det sjældent synligt, hvor meget der foregår bag kulisserne. Man kan også være tilbageholdende med at dele, hvordan det egentlig står til, med kollegaerne eller chefen, af frygt for at blive opfattet som mindre ambitiøs eller robust. Det kan lede til, at man bærer bekymringerne alene i løbet af arbejdsdagen. 

Du behøver ikke stå alene

Hvis du oplever, at det er svært at få arbejdsliv og rollen som pårørende til at hænge sammen, er du langt fra den eneste. At være pårørende til et barn i udredning, eller med en diagnose, er en situation, som mange først forstår fuldt ud, når de selv står i den. Bliv en del af en fortrolig netværksgruppe i IDA, og mød ligesindede, der står i samme situation som dig. 

I IDA Netværksgruppe Livsmestring som pårørende er der mulighed for at dele erfaringer, få perspektiver på egne udfordringer og møde andre, som balancerer arbejdsliv, familieliv og omsorgsansvar. 

Du bliver en del af et fortroligt forum, hvor du ikke behøver forklare alt fra begyndelsen. Hvor du møder andre der forstår, hvorfor et brev i e-Boks kan ødelægge en hel arbejdsdag. Og hvor du kan hente ny energi, inspiration og støtte til at navigere i en hverdag, der stiller store krav.