Pårørende

Et barn i udredning sætter pres på arbejdslivet

Når man har et barn der ikke trives, stopper bekymringerne ikke, når arbejdsdagen begynder. Mange forældre oplever et stort, usynligt pres, når der er udfordringer i familielivet, mens arbejdet stadig skal passes.

Mor arbejder og barn leger
Forældre med børn i udredning kan have en følelse af ikke at være tilstrækkelig hverken på arbejdet eller i privatlivet.
Billede: Pexels

For mange forældre med et barn der ikke trives, er det en velkendt virkelighed: At sidde med en vigtig opgave, mens tankerne kredser om næste samtale med PPR. At prøve at fokusere til et vigtigt møde, efter at have brugt den halve nat på at læse om for eksempel ADHD, autisme, angst eller mobning. At være på arbejde, men at have en stor del af sin opmærksomhed et andet sted. 

Men hvilke konsekvenser har det egentlig for dig som forælder, når man har et barn der ikke trives, men også et arbejde der skal passes? IDAs karriererådgiver Mette Bagger har mange års erfaring med at rådgive IDA medlemmer, der har mistrivsel helt inde på livet. Hun deler sine indsigter i hvad der typisk fylder hos de medlemmer hun taler med, og deler et par gode råd til at håndtere en svær tid. 

Tal med en karriererådgiver

Konsekvenser i alle dele af livet

Når man som forældre prøver at hjælpe et barn, der ikke har det godt, træder man ofte ind i et tungt forløb med samtaler med skole eller institution, møder med kommunen, undersøgelser og ventetid. Samtidig skal man med sit eget svækkede overskud forsøge at skabe ro og struktur for et barn, der mistrives.

"Det har konsekvenser på alle niveauer,” fortæller Mette. ”Økonomisk, følelsesmæssigt, relationelt, arbejdsmæssigt og i forhold til ens overskud helt generelt. Noget af det, der fylder rigtig meget, er det, jeg kalder systemstress. Pludselig skal man forholde sig til sagsbehandlere, ventetider, støtteordninger og instanser, man aldrig tidligere har haft berøring med. Det kræver enorme ressourcer at skulle opsøge al den her viden og forsøg på hjælp på et tidspunkt, hvor man i forvejen er presset."

Af denne grund, kommer forældrenes egen trivsel ofte langt ned på prioriteringslisten, forklarer Mette.

"Når man i så lang tid har skullet agere i denne uforudsigelighed og sorgen over at have et barn, der ikke trives, så er det enormt krævende også at skulle levere på jobbet og i ens øvrige liv samtidig."

Mette tilføjer: "Jeg taler ofte med medlemmer, der over en lang periode har udskudt og overhørt egne behov. Det selv at få processeret, hvad det er, der foregår, og hvad det har af konsekvenser, bliver skubbet i baggrunden, fordi man hele tiden prøver at finde de bedst tænkelige løsninger for sit barn. Dertil hører også, at det desværre ofte er de energigivende aktiviteter, som for eksempel vores sociale liv og relationer, der skæres fra først, når overskuddet er minimalt. Det er i høj grad medvirkende til det, der i sidste ende kan føre til stress og udbrændthed”.

Mange forældre med børn der mistrives, oplever

  • Koncentrationsbesvær og beslutningstræthhed
  • Mindre kreativitet og forringet evne til at tænke nyt
  • Flere sygedage
  • Dårlig samvittighed over for både arbejdsplads og familie
  • I sidste ende stress og udbrændthed

Undersøgelse fra Psykiatrifonden

Ved mistrivsel hos børn, kan en psykisk diagnose spille en rolle. En rapport fra Psykiatrifonden fra 2024 viser at 45% af forældre til børn med psykiske diagnoser oplever psykiske belastningsreaktioner – og 24% ender med at sygemelde sig. Undersøgelsen viser også, at antallet af børn, der får en neurodivergent diagnose, er steget med 39% de sidste 10 år. Bag hvert barn står forældre som forsøger at få hverdagen til at fungere samtidig med, at de passer deres arbejde.

Balancen mellem forældrerolle og faglig identitet

Energi er en begrænset ressource, og når ens barn har det svært, er det forståeligt at en stor del af ens mentale kræfter bliver brugt på hjemmefronten. Det kan føre til, at der ikke er samme overskud til de spændende udviklingsopgaver, frivillige aktiviteter på arbejdspladsen eller kompetenceudvikling. Men selvom barnets trivsel ofte bliver hverdagens førsteprioritet, betyder det ikke nødvendigvis at man har lyst til at arbejdet skal ryge helt i baggrunden.

"Mange af de medlemmer, jeg taler med, har en stærk faglig identitet. De er ambitiøse og dygtige mennesker, som holder rigtig meget af deres arbejde. Derfor kan arbejdet føles vigtigt at holde fast i, i det omfang det kan lade sig gøre - også fordi det minder én om, at man er andet end pårørende. Derudover kan der være økonomiske bekymringer i spil, for hvilke konsekvenser har det, hvis jeg pludselig ikke kan levere det, jeg plejer?”

Mette anbefaler at, så vidt det er muligt, finde en balance i hverdagen, så der er plads til både at varetage forældrerollen i en særlig krævende tid, og også værne om sin faglige identitet.

Mette fortsætter. ”Det bliver jo tydeligt, at det eneste sted, man reelt er uundværlig, det er i relationen til ens barn og at man ikke kan køre i det samme gear som før. Det bliver en øvelse i at sige: Under de omstændigheder, der er, hvor meget kan jeg så stadig levere på arbejdet? Og så må man blive konkret i hvilke arbejdsopgaver der giver en mest energi, og prioritere dem så vidt det er muligt – og i bedste fald få hjælp af sin leder til at prioritere dem”.

Når belastningen er større end omgivelserne ser

Det kan følge en ensomhed med at skulle være til stede på arbejdet, når hjemmefronten spøger. Mens kolleger kan se, at man af og til går tidligt eller må flytte et møde, er det sjældent synligt, hvor meget der foregår bag kulisserne. Man kan også være tilbageholdende med at dele, hvordan det egentlig står til, med kollegaerne eller chefen, af frygt for at blive opfattet som mindre ambitiøs eller robust.

At være pårørende til et barn i mistrivsel er en situation, som mange først forstår fuldt ud, når de selv står i den. Mette anbefaler at indgå i fællesskaber med ligesindede, der kan relatere til den situation man står i. ”Jeg hører ofte at det er meget helende at kunne spejle sig i nogen, der rent faktisk ved, hvad det handler om. Og så er det værdifuldt at kunne sparre om det praktiske: hvad gør I? Hvem snakker I med? Hvad har virket for jer?"" 

Ifølge Mette, kan der også ligge en sorg i at skulle acceptere, at ens familie-og arbejdsliv ikke går som man havde håbet eller forventet.

"Mange tænker jo: Når mit barn er blevet en vis alder, så følger der en ny form for frihed, hvor jeg bedre selv kan prioritere min tid til enten at give den gas igen på arbejdet, prioritere min egen tid og interesser højere eller andet. Men det er jo ikke sikkert, at det er sådan, det udspiller sig. Og så er det i øvrigt bare megahårdt at gå og sammenligne sig med venner og bekendte, der ikke har de samme udfordringer, og hvor det ser ud til at være mere smooth sailing.”

IDA Netværksgruppe Livmestring for pårørende

Netværksgruppen er et fortroligt forum, hvor du vil få mulighed for at sparre og erfaringsudveksle med andre, der kan relatere til de udfordringer du står overfor. Til de faciliterede netværksmøder kan du hente ny energi, inspiration og få støtte til at navigere i en hverdag, der stiller store krav.

IDA Netværksgrupper

Mød ligesindede i IDA Netværksgruppe Livsmestring for pårørende

Netværksgruppen er et fortroligt forum, hvor du kan sparre og erfaringsudveksle med andre, der også balancerer arbejdsliv, familieliv og et stort omsorgsansvar.

IDA Netværksgrupper

Mød ligesindede i IDA Netværksgruppe Livsmestring for pårørende

Netværksgruppen er et fortroligt forum, hvor du kan sparre og erfaringsudveksle med andre, der også balancerer arbejdsliv, familieliv og et stort omsorgsansvar.

Ekspert i denne artikel:

Mette Rønfeldt Bagger

Karrierekonsulent

Læs mere:

Livsmestring som pårørende

Står du i en livssituation, hvor dit privatliv påvirker dit arbejdsliv? Måske har du en partner, der er syg, børn under udredning eller tilsvarende.

Tema

Netværksgrupper - din genvej til faglig og personlig udvikling

Få sparring, nye indsigter og bliv udfordret i IDAs fortrolige netværksgrupper. Læs mere her.

Kontakt

Få hjælp nu

Som medlem af IDA kan du få rådgivning om karriereudvikling