Ny voldgiftskendelse skærper definitionen

Strammere krav til selvtilrettelæggere

Siden 1. juli 2024 har langt de fleste lønmodtagere skullet registrere deres daglige arbejdstid, medmindre de af deres arbejdsgiver er vurderet som "selvtilrettelæggere". En voldgiftskendelse fra 7. januar 2025 fastslår, at denne gruppe er meget snæver, og at der altid skal foretages en individuel vurdering af, hvor fri medarbejderen reelt er til at planlægge sin arbejdstid.

Denne konklusion er i tråd med den tilgang, som IDA har rådgivet medlemmer ud fra siden lovens ikrafttræden. Læs IDAs råd og vejledning her: Selvtilrettelægger? – husk at reagere

Sagen kort
Den konkrete sag handlede om en specialkonsulent ansat i et statsligt departement. Hun havde stor fleksibilitet i sin stilling, en vis indflydelse på arbejdstiden og var ansat uden en fast øvre arbejdstid. Hun deltog i mange møder flere gange om ugen, som hun opfattede som mødepligtige. Selvom hun formelt set havde fleksibilitet, forklarede hun under sagen, at hendes arbejdsmængde og mange deadlines reelt begrænsede hendes mulighed for selv at tilrettelægge arbejdstiden.

Tvisten om arbejdstid
Medarbejderen mente, at 48-timers reglen var blevet overtrådt og rejste sagen mod Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Styrelsen argumenterede for, at hun var selvtilrettelægger, da hun havde betydelig indflydelse på sin arbejdstid – og dermed undtaget fra 48-timersreglen.

Voldgiftskendelsen: Fleksibilitet er ikke nok
Selvom specialkonsulenten havde en høj grad af fleksibilitet, var det ikke nok til at betragte hende som selvtilrettelægger. I afgørelsen blev der lagt vægt på, at hendes arbejdstid var bundet af mange tidsfrister og mødeaktiviteter, hvilket begrænsede hendes reelle handlefrihed.

EU-kommissionens fortolkning
Der blev i afgørelsen henvist til EU-kommissionens fortolkning af selvtilrettelæggelse. Her fremhæves det, at undtagelser fra arbejdstidsregistrering typisk kun omfatter "visse højtstående ledere" og "visse eksperter, erfarne advokater eller akademikere med betydelig frihed til at bestemme deres arbejdstid".

I den konkrete sag med specialkonsulenter blev det understreget, at undtagelser skal fortolkes snævert og ikke kan anvendes på en hel medarbejdergruppe alene baseret på deres stillingsbetegnelse.

Betydning af kendelsen
Kendelsen fastslår, at selv en stor grad af fleksibilitet ikke automatisk betyder, at en medarbejder er selvtilrettelægger. Hvis arbejdet indebærer mange fastlagte opgaver, deadlines og mødepligter, er medarbejderens mulighed for selv at styre sin arbejdstid i fuldt omfang begrænset. Selvtilrettelægger skal have mulighed for at råde over egen arbejdstid i fuldt omfang, uden det vil medføre ansættelsesretlige sanktioner.

Vi er i IDA tilfredse med, at sagen bekræfter IDAs juridiske og faglige vurdering – at det ikke er muligt at definere hele medarbejdergrupper som selvtilrettelæggere alene ud fra deres titel.