De største misforståelser om batterier, brint og CCS

Skal vi satse på batterier eller brint? Kan CO₂-fangst redde den tunge industri? Og hvorfor ikke bare lagre al overskydende vindenergi i batterier?

Debatten om den grønne omstilling kan hurtigt komme til at lyde som en konkurrence mellem teknologier. Men spørgsmålet om, hvilken teknologi der er bedst, giver kun mening, hvis teknologierne faktisk forsøger at løse det samme problem.

Det gør batterier, brint og CCS ikke nødvendigvis. De kan alle spille en vigtig rolle i omstillingen af energi og industri, men deres funktioner, styrker og begrænsninger er forskellige.

Fælles for teknologierne er, at de ofte bliver tillagt egenskaber, de ikke har – eller vurderet ud fra opgaver, de slet ikke er udviklet til at løse. Det skaber nogle sejlivede forestillinger om, hvad batterier, brint og CCS kan og ikke kan.

Her er fem af de mest udbredte misforståelser.

Misforståelse 1: Batterier kan løse alle former for energilagring

Batterier har en vigtig egenskab i et energisystem med store mængder vind- og solenergi: De kan reagere hurtigt.

Når produktionen og forbruget af elektricitet ikke følges ad, kan batterier optage strøm og levere den tilbage igen senere. De kan dermed bidrage til at balancere elnettet og flytte elektricitet fra tidspunkter med høj produktion til tidspunkter med større efterspørgsel.

I elsystemet er batterier særligt velegnede til kortsigtet fleksibilitet. Det Internationale Energiagentur, IEA, fremhæver fx, at batterilagring kan være velegnet til at levere fleksibilitet over perioder på 1–8 timer. Samtidig kan batterier reagere på få sekunder, hvilket gør dem velegnede til at understøtte stabiliteten i elnettet. 

Men det betyder ikke, at batterier automatisk er den bedste løsning på enhver lagringsopgave. Jo større energimængder der skal lagres, og jo længere tid energien skal gemmes, desto vigtigere bliver spørgsmål om kapacitet, materialeforbrug, plads og økonomi.

Batterier er med andre ord ikke svaret på al energilagring; selvom de allerede er en central teknologi til bestemte former for fleksibilitet i elsystemet.

Misforståelse 2: Brint er en generel erstatning for fossile brændsler

Brint bliver ofte omtalt som et af fremtidens grønne brændsler. Men det kan være misvisende at betragte brint som en energikilde på linje med eksempelvis vind og sol.

Brint er først og fremmest en energibærer og et industrielt råstof. Brint kan eksempelvis fremstilles ved elektrolyse, hvor elektricitet bruges til at spalte vand.

I dag er verdens efterspørgsel efter brint fortsat koncentreret i traditionelle anvendelser inden for industri og raffinering. Samtidig peger IEA på, at brint med lave emissioner kan få en vigtig rolle i sektorer, hvor udledninger er vanskelige at reducere, og andre løsninger er utilgængelige eller svære at implementere – blandt andet i dele af den tunge industri og langdistancetransporten.

Det betyder ikke, at brint skal erstatte fossile brændsler overalt.

Teknologien er snarere interessant dér, hvor dens særlige egenskaber løser en opgave, som er vanskelig at håndtere på andre måder.

Og netop derfor giver det heller ikke mening at se brint som en universel konkurrent til eksempelvis batterier. De to teknologier kan have forskellige roller i energisystemet.

Misforståelse 3: CCS betyder, at vi kan fortsætte som hidtil

CCS står for Carbon Capture and Storage – altså fangsten og permanent lagring af CO₂.

Teknologien kan bruges til at fange CO₂ fra eksempelvis industrielle anlæg, hvorefter CO₂'en transporteres til et sted, hvor den kan lagres permanent i egnede geologiske formationer.

Det kan give indtryk af en teknologi, der gør det muligt at fortsætte med at udlede CO₂ og rydde op bagefter.

Men så enkelt er det ikke.

CCS kræver både energi og infrastruktur til fangst, transport og lagring. Og CO₂-fangst gør ikke i sig selv en produktionsproces klimaneutral.

Til gengæld findes der industrielle processer, hvor udledningen ikke alene stammer fra den energi, der bruges til produktionen.

Cementproduktion er et klassisk eksempel. Her frigives CO₂ som en del af den kemiske proces, når kalksten omdannes til klinker. Selv hvis energiforsyningen til processen blev ændret, ville disse procesudledninger derfor fortsat være der. Det er en af grundene til, at CO₂-fangst fremhæves som en vigtig mulighed for at reducere nogle af de svært undgåelige industrielle udledninger.

CCS er dermed ikke en erstatning for energieffektivisering, elektrificering eller andre reduktioner.

Det er snarere endnu et værktøj til de udledninger, som er vanskelige at komme af med på andre måder.

Misforståelse 4: Batterier, brint og CCS konkurrerer om den samme opgave

Her ligger måske den vigtigste misforståelse.

Forestil dig et energisystem med store mængder vind- og solenergi.

Når produktionen af elektricitet midlertidigt er større end forbruget, kan et batteri lagre strøm og levere den tilbage på et senere tidspunkt.

Elektricitet kan også bruges til at fremstille brint, der blandt andet kan anvendes som råstof i industrien eller danne grundlag for andre brændstoffer og produkter.

På et industrianlæg, hvor selve produktionsprocessen skaber CO₂, kan CCS i stedet være relevant for at fange en del af den CO₂, der ellers ville ende i atmosfæren.

Det er tre forskellige opgaver.

Dermed bliver et spørgsmål som, hvilken af de tre teknologier der er bedst, hurtigt misvisende. Det relevante spørgsmål er snarere: Hvilket problem forsøger vi at løse?

Misforståelse 5: Én teknologi bliver den klare vinder

Teknologidebatter har en tendens til at lede efter vindere.

Batteriet over for brinten. Elektrificering over for Power-to-X. CO₂-fangst for eller imod vedvarende energi.

Men energisystemet består allerede af en lang række teknologier, energiformer og infrastrukturer, der skal fungere sammen. Og jo mere energi vi producerer fra eksempelvis vind og sol, desto vigtigere bliver samspillet mellem produktion, forbrug, lagring, transport og industri.

Batterier kan levere hurtig fleksibilitet i elsystemet. Direkte elektrificering kan være effektiv, hvor den er teknisk mulig. Brint kan spille en rolle i bestemte industrielle anvendelser og andre områder, hvor dens egenskaber er værdifulde. Og CCS kan være relevant for nogle af de industrielle udledninger, der er vanskelige at eliminere på andre måder.

Den grønne omstilling bliver derfor næppe vundet af én bestemt teknologi. I stedet bliver udfordringen at vælge de rigtige teknologier til de rigtige problemer – og få dem til at fungere sammen.