Hvorfor scope 3 stadig er den svære del af klimaregnskabet

For mange virksomheder er klimaregnskabet efterhånden blevet en fast disciplin. Scope 1 og 2 kan ofte opgøres relativt systematisk, og der er etablerede datakilder og interne processer at trække på. 

Alligevel er der ét område, der bliver ved med at skabe usikkerhed, frustration og diskussion: scope 3. 

Det er her, klimaregnskabet går fra at være en afgrænset opgave til at blive en kompleks øvelse i data, afgrænsninger og valg – ofte på tværs af hele værdikæden. 

Et problem, der ikke kan løses lokalt 

Scope 3 adskiller sig grundlæggende fra resten af klimaregnskabet ved, at data sjældent ligger ét sted og sjældent under én aktørs kontrol.  

Klimaaftrykket opstår i værdikæden - hos leverandører, kunder og samarbejdspartnere, der hver især arbejder med forskellige systemer, datakilder og modenhed. 

Og det er her, problemerne opstår: 

• Data ligger uden for virksomhedens direkte kontrol 
• Leverandører arbejder med forskellige metoder og modenhed 
• Emissionsfaktorer varierer i kvalitet og granularitet 
• Afgrænsninger og antagelser er svære at forklare – både internt og eksternt 

Samtidig udgør scope 3 ofte den klart største andel af det samlede klimaaftryk. Det gør usikkerheden ekstra synlig og svær at ignorere. 

Er dit klimaregnskab egentlig brugbart? 

I mange organisationer starter klimaregnskabet som et svar på eksterne krav: kunder, investorer, myndigheder eller koncernkrav. 

Men i takt med at klimadata forventes brugt aktivt – i beslutninger, prioriteringer og strategier – ændrer kravene sig. Et klimaregnskab skal ikke kun kunne afleveres. Det skal kunne forklares, forsvares og bruges. 

Her er Scope 3 nødvendig for at vise helheden, men samtidig forbundet med størst metodisk kompleksitet. Det kan skabe en helt grundlæggende tvivl om, hvorvidt dataene er retvisende og faktisk kan bruges til noget reelt. 

Drop ambitionen om perfektion 

En udbredt faldgrube i arbejdet med scope 3 er forestillingen om, at tallene skal være “rigtige”, før de er brugbare. I praksis betyder det ofte, at scope 3 enten bliver udskudt, behandlet meget overfladisk eller bliver en rapporteringsøvelse uden reel effekt. 

Men klimaregnskaber – og særligt scope 3 – er ikke endelige facitter. De er arbejdsmodeller, der bliver bedre over tid, efterhånden som datagrundlaget styrkes, og antagelser kan erstattes med mere konkrete målinger. 

Det afgørende er ikke at fjerne al usikkerhed, men at: 

• dokumentere valg og antagelser 
• være transparent om datakvalitet 
• skabe konsistens fra år til år 

Når virksomheder lykkes bedre med scope 3, er det sjældent fordi de har “bedre data” fra dag ét. Det er fordi de har accepteret, at kvalitet opbygges gradvist – og har indrettet arbejdet derefter. 

Scope 3 afslører organisationens modenhed 

Arbejdet med scope 3 fungerer ofte som en lakmusprøve på, hvor modent klimaarbejdet er forankret i organisationen. 

Virksomheder, der lykkes bedst, har typisk klare interne roller og ansvar for klimadata, en fælles forståelse af begreber og standarder og realistiske forventninger til, hvad data kan og ikke kan. Og så har de ikke mindst koblet klimadata til forretning, indkøb og udvikling. 

Det gør, at klimadata bliver et fælles referencepunkt. Ikke som detaljerede beregninger, alle skal mestre, men som et grundlag for fælles beslutninger og prioriteringer. 

Omvendt bliver scope 3 hurtigt en uoverskuelig og isoleret disciplin, hvis klimaregnskabet står alene hos én funktion uden klare snitflader til indkøb, drift, produktudvikling eller ledelse. 

Potentialet i scope 3 

Selvom scope 3 er komplekst, rummer det også det største potentiale. 

Når klimadata begynder at blive brugt aktivt, bliver de et fælles referencepunkt for dialog med leverandører, interne beslutningstagere, kunder og samarbejdspartnere om fremtidige valg. 

Derfor bliver scope 3 ved med at fylde. Ikke kun fordi det er vanskeligt, men fordi det er selve kernen i et klimaregnskab, der skal kunne bruges til mere end rapportering. 

Det er også derfor, scope 3 bliver ved med at fylde. Ikke (blot) fordi det er et særligt svært problem, men fordi det er selve kernen i et klimaregnskab, der skal kunne bruges til mere end rapportering.