Høringssvar til udkast til ændring af bekendtgørelse om affald

Den udsendte bekendtgørelse er i vores optik en logisk opfølgning på den nationale handlingsplan for cirkulær økonomi. Derfor er mange af vores kritikpunkter de sammen som til den nationale handlingsplan for cirkulær økonomi.

De kommentarer, vi indsendte i den forbindelse, kan genses i vores høringssvar til handlingsplan for cirkulær økonomi. Bekendtgørelsen illustrerer med al tydelighed, at vi ikke tilnærmelsesvis er i gang med en cirkulær omstilling af vores produktion og forbrug.

I IDA opfordrer vi til, at det bliver en politisk vision, at gøre Danmark til et grønt udviklingslaboratorium inden for produktion og forbrug. Vi mener, at vi i Danmark skal bidrage til en global grøn omstilling ved at finde løsninger, der kan bruges i hele verden. Teknologi og knowhow udviklet i Danmark vil være til gavn for dansk systemeksport og arbejdspladser, og ikke mindst støtte op om den globale omstilling, hvor der er brug for samarbejde og vidensdeling, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling.

Når vi udvikler og fremviser løsninger, der er til gavn for vores natur, miljø og klima, kan det komme hele verden til gavn, og en omstilling fra den nuværende lineære økonomi til en cirkulær økonomi har et afgørende potentiale. Med cirkulær økonomi producerer vi mere bæredygtigt, reducerer vores træk på jordens ressourcer og genanvender ressourcerne. Det afgørende er, at vi fra dansk side også bidrager med at udvikle fremtidens løsninger, som resten af verden har brug for.