Sådan påvirkes biodiversiteten i tekniske anlæg

Hvor og hvordan kan effekterne af tekniske anlæg på biodiversiteten bedst minimeres?

Den største biodiversitetseffekt er i værdikæden dvs. i udvindingssituationen af de råstoffer, der benyttes til det tekniske anlæg. Mens effekten på den faktiske byggegrund er mindre, hvis anlægget ikke er i naturområder. Fokus bør være på at minimere effekterne i værdikæden og undgå placering i naturområder. Effekterne både i udvindingssituationen og på byggegrunden bør vurderes samlet og hver for sig, og hertil anbefaler ekspertgruppen afbødningshierarkiet til systematisk at minimere, genoprette og kompensere for skader på biodiversiteten i begge niveauer.

Bygge- og anlægsprojekter for tekniske anlæg har en betydelig negativ indflydelse på biodiversiteten, især i branchens værdikæder - fx omkostningerne forbundet med udvinding af råmaterialer, transport og produktion af byggematerialer (værdikædepåvirkninger). Påvirkningerne on-site, hvor anlæggene etableres, kan være store, hvis de placeres i et naturområde, men langt mindre hvis de placeres på eksisterende produktionsarealer (fx marker). Ligeledes kan større projekter, særligt veje, have nogle negative effekter og fungere som spredningsbarrierer i landskabet og forhindre udveksling af dyrearter mellem omkringliggende naturområder. Den samlede påvirkning af biodiversiteten, på baggrund af bygge- og anlægsprojekter, er dog generelt mindre end den negative effekt af selve tabet af plads til naturen i det naturområde, som en vej måtte gå igennem.

Generelt skal man være opmærksom på, at den største biodiversitetseffekt så langt overvejende er i værdikæden, mens on-site, hvis placeret i ikke-naturområder, er relativt meget mindre. Fokus bør derfor altovervejende være på at minimere effekterne i ens værdikæde og at undgå at placere anlæg i naturområder (jf. Biodiversitetsrådet og Klimarådets respektive rapporter fra 2024). Effekterne af tekniske anlæg på biodiversitet bør vurderes efter væsentlighedsprincippet, hvor påvirkningerne i værdikæderne af især materiale og placering af anlæg bør vurderes samlet og relativt i forhold til hinanden. Når dette er kortlagt, kan man med fordel både i strategisk planlægning og evaluering af konkrete projekter bruge afbødningshierarkiet ved at udføre tiltag, der i prioriteret rækkefølge ’minimerer’, ’genopretter’ og ’kompenserer’ for skaderne på biodiversiteten (jf. Biodiversitetsrådets rapport 2024). 

Der er generelt kun færre positive effekter for biodiversiteten on-site ved tekniske anlæg placeret i naturen. Hvis anlæg placeres på ikke-naturområder (fx marker), og man gennemfører naturtiltag på anlægsområdet, så kan man øge den lokale biodiversitet. Ligeledes er det muligt at gennemføre tiltag, der reducerer projektets negative påvirkning mest muligt. Vi skal således væk fra tankegangen om, at et projektområde er et blankt kanvas og i stedet søge at minimere påvirkningen, når der endelig skal bygges. På denne side vil I kunne finde eksempler på sådanne tiltag. 

Små lokale tiltag i projekter on-site kan i sig selv desværre ikke afhjælpe eller være løsningen til biodiversitetskrisen eller naturens tilstand i Danmark. Det kræver investeringer i større naturområder og forbedring af kvaliteten af disse (Biodiversitetsrådet 2022, 2023, 2024). Tekniske anlæg har, især ikke on-site-tiltagene, ikke en samlet positiv effekt på biodiversiteten, men tjener andre samfundsmæssige behov og kan bidrage til løsning af klimaudfordringerne. Der er dog, ved brug af væsentlighedsprincippet og afbødningshierarkiet, et stort potentiale til at gøre projekterne meget mindre skadelige på biodiversiteten end tilfældet generelt er i dag. 

Forudsætningen for dette er, at anlægsprojekterne i langt større grad indtænker værdikæden, når der bygges, da de tiltag der gennemføres on-site, ikke tilnærmelsesvis kompenserer for de negative effekter af materialerne til anlæggene igennem påvirkningerne i værdikæderne. 

Tiltag, som grønne tage og vægge på bygninger, blomsterbede langs anlæg samt regnvandsbassiner og vådområder kan skabe små økosystemer, der vil tiltrække insekter og fugle i lokal- og byområder, og derved forøge artsrigdommen lokalt. Man skal dog have for øje, at små habitater ikke kan stå alene, da de ikke kan understøtte levedygtige bestande, derfor skal bynaturen ses i sammenhæng med de omkringliggende naturområder. Disse tiltag kan dog være positive for menneskers adfærd over for biodiversitetstiltag generelt, forbedre sundhed og forøge ejendomsværdi. 

Solcelleanlæg og vindmøller bør, jf. Klimarådets arealanalyse (2024) og anbefalinger, placeres uden for naturområder af værdi for grundvand og biodiversitet. Fokus i forbindelse med sådanne anlæg bør, ud fra en biodiversitetsbetragtning, primært være på den negative effekt fra udvinding, produktionen og transporten af materialerne til anlæggene, og denne off-site effekt bør prioriteres kortlagt og mindskes mest mulig. Anlæggene bør designes, så de er mindst muligt forstyrrende for dyrelivet og har mindst mulig negativ effekt på lokale arter. Derudover kan biodiversitetshensyn indtænkes i driftsfasen af projekterne ved at skabe vilkår for, at naturen kan reetableres. Der har fx været en praksis for at tilkøre muldjord til vejrabatter, men en næringsfattig råjord vil være at foretrække for at tilskynde hjemhørende urter samtidig med, at man kan spare ressourcer til anlæg og drift i projektet. Ved anlægsprojekter i gode naturområder kan erstatningsnatur og genoprettelse forsøges gennem kompensation af de tabte habitater, selv om det i praksis har vist sig næsten umuligt. I givet fald er et erstatningsforhold (for at off-sette de ødelagte biodiversitetsværdier) i en størrelsesorden på 1 til 8 nødvendig (se fx oversigtsartikel af Bull og Strange 2016). 

De beskrevne cases fokuserer primært på on-site-tiltag. Det afspejler alene, hvor indsatsen i Danmark hidtil har ligget for tekniske anlæg. Kortlægning af og tiltag, der adresserer effekterne off-site og af materialerne igennem værdikæder af anlæg på biodiversitet, bør være det næste og væsentlige skridt at tage. 

Afsnit: Den største biodiversitets effekt er off-site 
Afsnit om afbødningshierarkiet 

Reduktion af og kompensation for negative biodiversitetspåvirkninger i forbindelse med konstruktion of placering af tekniske anlæg er vigtige tiltag for at bremse tabet af biodiversitet. 

Afbødningshierarkiet bør anvendes som en grundlæggende tilgang til at håndtere de negative påvirkninger på biodiversiteten forårsaget af tekniske anlæg. Afbødningshierarkiet bør følges som princip, uanset om der ses på on-site eller off-site påvirkninger fra et projekt. Afbødningshierarkiet anbefales af Biodiversitetsrådet (2024) og er en tilgang, der internationalt har været anvendt til at balancere økonomisk udvikling og naturbevarelse ved industriel produktion.

Det grundlæggende princip i afbødningshierarkiet er, at man så vidt muligt skal undgå negative påvirkninger og herefter ved at udføre tiltag, der i prioriteret rækkefølge ’minimerer’, ’genopretter’ og ’kompenserer’ for skaderne på biodiversiteten. 

At kunne identificere og kvantificere de mulige negative biodiversitetspåvirkninger fra en given aktivitet, og hvor de sker, er afgørende for at kunne reducere de negative påvirkninger og eventuelt kompensere for dem med andre tiltag.

Et vigtigt princip er, at tiltagene bør ske der, hvor forringelsen foregår. Dvs. også, og især, gennem værdikæderne – lokalt, nationalt og globalt. Hvis ikke tiltagene i forbindelse med de første tre trin (undgå, minimere og genetablere) er tilstrækkelige til at afbøde den negative påvirkning af biodiversiteten, kan kompenserende tiltag, som fx erstatningsnatur, anvendes (Se figur nedenfor).