Skab plads til livets omveje - Bevar det ekstra SU-år

Alle kan blive klogere. Alle kan stå over for uventede udfordringer eller muligheder. Derfor kæmper IDA for at bevare det ekstra SU-år, som giver studerende mulighed for at vælge om undervejs.

SU'en er en bærende søjle i det danske velfærdssamfund. De fleste danskere er stolte af de muligheder, som alle danske unge har, for at få en uddannelse. Vi synes, det er værd at investere i, at unge selv kan vælge og finde deres vej uden at være afhængige af deres forældre. Derfor hylder vi SU-systemet, og det ekstra, sjette SU-år er en vigtig brik i at det fungerer så godt. Det giver unge, uanset baggrund, mulighed for at forme deres uddannelsesrejse og blive klogere undervejs. Det giver den fleksibilitet, som mange har brug for.  

Mange bruger det ekstra SU-år til at skifte studie, finde deres retning og undgå at føle sig fanget i en uddannelsesbeslutning, der ikke passer dem. Andre drager udenlands og beriges med internationale perspektiver og kulturel forståelse. 

Studerende som drømmer om at starte deres egen virksomhed og bruger ofte dette år til at omsætte deres idéer til virkelighed. For mange af dem er det ekstra SU-år vigtigt for overhovedet at gøre deres iværksætterrejse mulig. 

Desuden kan uforudsigeligheder i livet forsinke de studerende, og det ekstra SU-år giver mulighed for at håndtere udfordringer uden frygt for økonomien og uddannelsen. 

Det er naturligt, at livet slår nogle sving.. og det skal uddannelsessystemet kunne rumme. 

Hvad sker der med SU’en?

Regeringen har sagt, at den vil fjerne det ekstra SU-år. Det står i regeringsgrundlaget, og det er gentaget i 2030-planen, der blev præsenteret 7. november. Snart kommer det konkrete udspil. Forringelsen vil betyde, at studerende, der bliver forsinket, vil være nødt til at låne sig til SU.

I dag har studerende adgang til ekstra SU-klip svarende til et års SU. Dog kun, hvis de er gået i gang med deres studie senest to år efter, at de har afsluttet deres ungdomsuddannelse.

Det er især studerende, som skifter studie undervejs, som bruger ekstra SU-klip. Andre grunde kan være, at man har brug for mere tid til faglig fordybelse, til udlandsophold eller til at komme igennem en krise.

Hvorfor bevare det ekstra SU-år?

Afskaffelsen af det ekstra SU-år vil resultere i en endnu mere presset ungdom. Allerede i dag oplever unge det som et stort pres at skulle vælge uddannelse. Flere udskyder valget med flere sabbatår. De vil så gerne vælge rigtigt, men er meget i tvivl og frygter for konsekvenserne ved at fortryde deres valg. Uden det ekstra SU-år vil frygten for fejltagelser øges, og de studerende vil presses til at træffe livsændrende beslutninger tidligere. 

Vi ved, at mange studerende gennem tiden har haft brug for det ekstra  SU-år, og der er ingen grund til at tro, at det billede vil ændre sig. 

Årsagerne kan være mange, men det kan blandt andet dreje sig om, at de studerende allerede har brugt SU'en på tidligere uddannelser, hvilket begrænser deres tilgængelige støtte, at det ikke altid er muligt at gennemføre de nødvendige kurser på deres uddannelse inden for den normerede tid, eller andre mere personlige ting. 

Diplomingeniører, der gerne vil læse videre til civilingeniør, kan også blive ramt, selvom de bliver færdige på den normerede tid – hvis de har fået SU under deres praktik. De har brug for det ekstra SU-år. 

Studerende på tekniske og naturvidenskabelige uddannelser bruger i gennemsnit lige så meget tid som en fuldtidsstilling på deres studier, fordi der er tale om krævende studier med mange timer. De balancerer studiet med deltidsjob, men det er ofte ikke tilstrækkeligt til at sikre havregryn i skabet og et fitness abonnement uden SU-støtte. 

IDA støtter de studerende

Blandt IDAs 155.000 medlemmer, ser vi, at livet ofte tager uforudsigelige drejninger. Med et øget fokus på mistrivsel og præstationspres blandt vores studiemedlemmer, ønsker IDA at give de unge mulighed for at sætte farten ned, når det er nødvendigt eller sadle om undervejs, hvis de får en ny drøm.  

IDA kæmper for at bevare det ekstra SU-år og give kommende generationer mulighed for at finde deres uddannelsesvej uden frygt for at vælge forkert eller at få brug for en omvej undervejs.   

Derfor vil IDA bevare det ekstra SU-år

  • Fleksibilitet og valg: Det ekstra SU-år giver studerende mulighed for at træffe de bedste beslutninger for deres uddannelse uden frygt for økonomien. 

  • Udveksling og international erfaring: Studerende kan udvide deres horisont ved at deltage i internationale udvekslingsprogrammer, hvilket gavner både dem selv og samfundet. 

  • Iværksætteri og innovation: Det ekstra SU-år støtter unge iværksættere i at forfølge deres drømme og bidrager til innovation og erhvervslivet.

  • Livets uforudsigeligheder: Livet er fyldt med udfordringer, og det ekstra SU-år giver studerende mulighed for at tackle disse udfordringer uden at føle sig presset. 

  • Støtte til tekniske og naturvidenskabelige studier: Afskaffelsen af det fleksible SU-år ville have en særlig negativ indvirkning på tekniske og naturvidenskabelige studerende og deres muligheder for at blive uddannet inden for normen.