Nyhed

Chromebook-sag udstiller danske tech-afhængighed

Chromebook-sagen udstiller vores afhængighed af nogle ganske få store techvirksomheder. Der er brug for nytænkning på det digitale område.

Chromebook-sag er en øjenåbner for myndigheder
Billede: iStock

Efter flere års undersøgelser og granskning af dokumentation og databehandleraftaler fra kommunerne har Datatilsynet afgjort, at brugen af Chromebooks og Google Workspace i landets folkeskoler skal ophøre eller markant ændres. Kommunerne får én måned til at komme med en løsning, som kan stoppe den omfattende datahøst af elevernes personoplysninger.

Det sker med den begrundelse, at elevernes persondata ikke kun bliver behandlet for skolerne, men også til Googles egne formål for at videreudvikle deres tjenester. Datatilsynet kræver derfor, at kommunerne ikke længere videregiver elevernes personoplysninger til Google, hvilket ifølge tilsynet sandsynligvis vil kræve, at Google udvikler en teknisk mulighed for at afskære datastrømmen.

"Sagen illustrerer jo tydeligt konsekvenserne af den ukritiske fascination af smarte it-løsninger, som desværre har præget den offentlige sektor i alt for mange år. Tilbuddet om billige Chromebooks til de danske folkeskoler var så godt, at mange kommuner valgte at slå til, selv om det i sidste ende var skolebørnene, der betalte med deres data", siger Kåre Løvgren, der er it-teknisk ekspert for Ingeniørforeningen, IDA.

Han opfordrer de danske myndigheder til hurtigst muligt at skabe klarhed om folkeskolernes brug af it-udstyr og software, så hver enkelt kommune ikke skal tage kampen hver for sig.

”Det er en vigtig sag, fordi den udstiller vores afhængighed af nogle ganske få store virksomheder. Hvis kommunerne uden problemer kunne skifte til andre og mere sikre systemer, så ville problemet ikke være så markant. Hvis danske myndigheder gik helhjertet ind i opgaven med at udvikle gode europæiske løsninger, vil vi kunne udnytte de digitale potentialer til en bedre undervisning – uden at det sker på børnenes bekostning”, siger Kåre Løvgren og fortsætter:

”Chromebook-sagen er et tydeligt eksempel på, at vi er alt for hurtige på aftrækkeren, når det kommer til at digitalisere vores børns hverdag. Og det er dem, der betaler prisen, hvis vi ikke hele tiden tænker privacy med fra begyndelsen”.

Læs mere:

Tema

Digitalisering og AI

IDA arbejder for, at vi skal digitalisere klogt, dataetisk og med stor respekt for den enkelte forbruger og borgers data.

Tema

Nyt fra IDA

Læs nyheder om IDAs politiske arbejde og analyser.

Kontakt

Ring eller skriv

Har du brug for hjælp til dit medlemskab, eller vil du kontakte IDA?