Nyhed
Danskerne bekymrede for identitetstyveri på nettet

Frygten for at blive udsat for identitetstyveri på nettet har forplantet sig dybt i den danske befolkning i takt med den eksplosive stigning i it-kriminalitet og de stadigt mere udspekulerede metoder, som it-kriminelle tager i brug.
I en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ingeniørforeningen IDA, svarer 60 procent af de adspurgte, at de er bekymrede for at blive udsat for identitetstyveri.
”Frygten for at blive franarret penge eller personfølsomme oplysninger er velbegrundet. Vi kender nok alle nogen, der er gået i fælden eller har været tæt på. I den digitale tidsalder efterlader vi så mange spor og informationer, når vi færdes på nettet, at det i mange tilfælde er muligt at danne en meget præcis personprofil, som svindlerne kan udnytte – også til identitetstyveri”, siger Jørn Guldberg, der er it-sikkerhedsekspert for IDA.
Misbrug af identitet
Bliver man udsat for identitetstyveri, kan svindlerne bruge dine personoplysninger til at optage lån, købe varer eller chikanere dig på forskellig måde.
Det kan ifølge Jørn Guldberg ende som en meget ubehagelig oplevelse, hvor man bliver hensat til at være tilskuer til et langt og opslidende misbrug af ens identitet.
”Det kan være en mareridtsagtig proces. Udover at miste den økonomiske kontrol kan dine profiler på sociale medier blive overtaget og misbrugt til at udøve chikane mod både offeret og andre. Er det tilfældet, ved vi også, at det kan være meget svært at komme i kontakt med udbyderne af disse tjenester for at få hjælp. Man står ofte meget alene med problemerne”, siger Jørn Guldberg.
Kreditadvarsel
Han forklarer, at det i dag er muligt at indsætte en kreditadvarsel på sit CPR-nummer på borger.dk, hvis man har mistanke om, at der er sket identitetstyveri.
Det er et signal til virksomheder om, at de skal være særligt varsomme, før de udlåner penge til nogen, der bruger din identitet.
Fuld tid med it-kriminalitet
Jørn Guldberg peger desuden på, at over halvdelen af danskerne har været udsat for forsøg på it-svindel de seneste to år.
Det sker eksempelvis gennem falske hjemmesider eller phishing, hvor svindlere franarrer ofrene deres brugernavne, adgangskoder og kreditkortoplysninger, som også sættes til salg i de mørke afkroge af internettet.
”Svindlerne er blevet meget professionelle. De møder ind på kontoret og arbejder ofte fuld tid med it-kriminalitet. Samtidig har de for alvor taget kunstig intelligens i brug. Det er et kraftfuldt værktøj, som gør det endnu nemmere for dem at høste data og endnu vanskeligere for offeret at gennemskue svindelnumrene”, fortæller Jørn Guldberg.
Undersøgelsen bygger på besvarelser fra 2.002 borgere og er vægtet på regioner, køn og alder.
Læs mere:
Vær med
Bliv medlem nu
Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.