DEBAT

Danmark har ikke råd til at svække HTX

Det tekniske gymnasium, htx, skal bevares som en selvstændig uddannelse.

Debat
Billede: iStock

Bragt i Avisen Danmark 7. januar 2026

Laura Klitgaard, formand Ingeniørforeningen IDA 

Signe Tychsen Philip, vicedirektør, Dansk Industri

Aske Christiansen, formand Erhvervsskolernes ElevOrganisation

Når ekspertudvalget til fremtidens treårige gymnasiale uddannelser nedsættes her i det nye år, bliver det med et historisk ansvar på skuldrene. Det bliver helt afgørende, at arbejdet tager som udgangspunkt, at det tekniske gymnasium (htx) bevares som selvstændig uddannelse. 

Gymnasiereformen bør ses som en mulighed for at styrke og udbrede htx og glæden ved STEM-fagene. Da regeringen præsenterede sine idéer til reformen i oktober 2024, lød det hurtigt, at htx er så udsat af elevtilbagegang, at løsningen kunne være at lægge htx ind under det almene gymnasium (stx). Men det er en forhastet konklusion. Htx har en helt særlig faglig profil, der – hvis man griber reformarbejdet rigtigt an – kan gøres endnu mere attraktiv og tilgængelig for unge i hele landet.

Overvejelsen om at nedlægge htx udspringer af en bekymring om de faldende ungdomsårgange. Den bekymring deler vi. For færre unge i htx betyder ikke blot færre muligheder for den enkelte; det betyder også, at virksomhederne og samfundet går glip af nødvendig teknisk og naturvidenskabelig arbejdskraft. Netop nu, hvor AI accelererer og forandrer arbejdsmarkedet, hvor cybersikkerhed kræver avanceret teknologisk forståelse, og hvor den grønne omstilling kalder på nye idéer og løsninger, har vi brug for flere – ikke færre – unge, der vælger en teknologisk eller naturvidenskabelig vej.

Derfor skal ungdomsuddannelserne netop nære interessen for teknologi, naturvidenskab og de konkrete samfundsgavnlige løsninger, der springer ud af dem. Her er htx i en klasse for sig. Den praksisnære, projektorienterede undervisning, lærere med erhvervserfaring og adgang til værksteder og laboratorier giver en studieform, som engagerer elever på en måde, de ikke finder andre steder. fordi det er sjovt og givende at arbejde med egne projekter, bygge modeller og være i laboratoriet eller teknologilokalet 

I forhold til sin størrelse er htx den absolut stærkeste fødekæde til ingeniøruddannelserne. For selv om kun 7 pct. af en årgang starter på htx, leverer htx omtrent en tredjedel af nye civil- og diplomingeniører. Tre år efter studentereksamen er 45 pct. af htx-studenter desuden i gang med en STEM-uddannelse – langt flere end fra stx og hhx.

Htx er altså en succes. Udfordringen er, at få unge til at se htx som en mulighed, ikke mindst uden for de større byer. Derfor bør udgangspunktet for ekspertudvalgets arbejde være at få denne succes til at vokse – ikke at svække dens livsbetingelser. Htx fungerer i dag desuden som et åndehul for unge, der ikke føler sig hjemme i de almene gymnasiale miljøer. 

Netop derfor skal htx fortsat bestå som selvstændig uddannelse med sin egen fagpakke og praksisnære didaktik. En total indlejring i det almene gymnasium ville risikere at udvande både kultur, fagrække og arbejdsform – hvilket heller ikke er nødvendigt, for flere steder fungerer htx og stx allerede side om side på samme matrikel uden problemer.

Ekspertudvalget bør derfor bygge videre på htx’ styrker. Det kræver klare signaler om, at htx består som selvstændig uddannelse, så usikkerheden ikke skaber elevflugt. Det kræver også modet til at tænke nye udbud ind i campusmiljøer, så små htx-afdelinger kan opstå dér, hvor unge ellers mangler et teknologisk uddannelsestilbud, mens de store velfungerende miljøer styrkes. 

Udvalget bør samtidig undersøge, om de omkring 300 ekstra undervisningstimer på htx i forhold til stx skræmmer nogle unge væk – og om timetallet kan justeres uden at svække kvaliteten. Endelig bør både htx, stx og hhx have mere enkle indgange og studieretninger, og grundforløbet bør fjernes, så valget for de unge bliver mere overskueligt. 

Gymnasiereformen har en unik mulighed for at sikre, at flere unge får adgang til en uddannelse, der viser de unge vejen til fremtidens teknologiske job og til at arbejde med samfundets mest presserende udfordringer. Det kræver blot, at vi bruger reformen til at styrke htx – ikke til at udviske dets særkende.

Læs mere:

Tema

Uddannelse og forskning

Uddannelse er en sikker investering. Læs om, hvordan IDA arbejder for uddannelse og forskning.

Tema

Nyt fra IDA

Læs nyheder om IDAs politiske arbejde og analyser.

Vær med

Bliv medlem nu

Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.