Hvem skal løse opgaverne, når specialisterne forsvinder?

Bragt i Avisen Danmark 

Regeringen vil i de næste fem år spare 5,5 mia. kr. i statens administration. Det svarer til 6.500 årsværk. 

Det er en politisk beslutning, hvor stor den offentlige sektor skal være. Det respekterer vi. Men vi må insistere på, at nedskæringerne sker med ansvar og omtanke. 

Gang på gang har vi set, at det er regnearkene, der styrer statens personalepolitik, mens der ikke skeles til opgavemængden, som mine medlemmer og andre medarbejdere i staten skal løfte. Hver dag knokles der i styrelser og departementer for, at vores samfund hænger sammen. Men hvem skal løse opgaverne, når specialisterne forsvinder?  

I øjeblikket bliver fyringerne varslet og gennemført. Det kan tyde på, at grønthøsteren er kørt ud af garagen med GPS’en slået fra.   

Et aktuelt eksempel er Datatilsynet. Her lægges der op til en besparelse på 11 pct. i den nyligt fremlagte finanslov. Det skal ske i en tid, hvor antallet af datalæk og brud på persondatasikkerheden stiger. Tilsynet er den eneste statslige myndighed, der holder øje med, at reglerne om databeskyttelse bliver overholdt.

Alligevel skæres der i budgettet, samtidig med at sagsmængden vokser, og sagsbehandlingstiderne er pressede.  

Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande. Regeringen har tilmed oprettet et digitaliseringsministerium og lanceret en digitaliseringsstrategi, som slår sig op på, at den fortsatte digitalisering af samfundet skal foregå ansvarligt. Det rimer ikke på et svækket Datatilsyn.   

Et andet aktuelt eksempel er Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, hvor 130 medarbejdere står til at få en fyreseddel. Styrelsen spiller en nøglerolle i den grønne trepart, som skal sikre en bæredygtig fremtid for dansk landbrug og natur. Her advarer tillidsrepræsentanterne om, at opgaver som miljøgodkendelser, naturovervågning og regulering af kvælstof risikerer at blive forsømt.  

Det er svært at forstå, hvordan man på den ene side vil accelerere den grønne omstilling, og samtidig fjerne de medarbejdere, der skal sikre, at det sker.  

Hvis man vil skære i ressourcerne, må man også tage ansvar for at prioritere opgaverne.  

Mange af IDA’s medlemmer i den offentlige sektor giver allerede udtryk for et højt arbejdspres. Og uden klare svar risikerer vi, at de tilbageværende medarbejdere står med et uændret – eller voksende – arbejdspres. Det går ud over både kvaliteten, effektiviteten og trivslen. Og i sidste ende risikerer vi, at staten mister sin evne til at tiltrække og fastholde de specialister, som samfundet har brug for.