DEBAT
Økonomisk ligestilling handler om mere end bare ligeløn

Bragt i Børsen
Af Lene Mortensen, medlemsdirektør i P+, Pensionskassen for Akademikere
Og Malene Matthison-Hansen, forperson for Ansattes Råd i IDA
Kvinders pensionsformue er i gennemsnit 25 pct. lavere end mænds, viser tal fra Danmarks Statistik. Det skyldes flere forhold – først og fremmest lønforskellen. Mænd tjener i gennemsnit 12 pct. mere end kvinder, og det slår direkte igennem på pensionsindbetalingerne.
Derudover arbejder kvinder oftere deltid, og de tager stadig størstedelen af barslen. Selvom øremærket barsel til mænd og en mere ligelig fordeling af orloven kan mindske forskellen på sigt, påvirker det i dag kvinders pension negativt og forstærker den økonomiske ulighed over tid.
Der er dog også et tredje aspekt, som har betydning i forhold til at sikre økonomisk ligestilling. Noget som ikke handler om strukturelle forhold, men om individuel adfærd.
I P+, Pensionskassen for Akademikere er der på overfladen sat flueben ved den økonomiske ligestilling af medlemmernes pensioner. Det skyldes, at de fleste medlemmer er ansat på overenskomst. Alligevel ser vi tydelige forskelle i adfærd, som også har konsekvenser.
Kvinder logger sjældnere ind og tjekker deres pension end mænd. Og 30 pct. flere mænd end kvinder har taget aktivt stilling til deres risikoprofil. Når kvinder tager stilling, vælger de dog stort set det samme som mænd: Ca. tre ud af fire vælger høj risiko. Forskellen ligger altså ikke i præferencer, men i, hvem der får det gjort.
Det har stor betydning, hvordan pensionsopsparingen investeres. Hvis man ikke træffer et valg selv, placeres opsparingen automatisk med mellem risiko. Det giver stabilitet, men også et lavere forventet afkast, end hvis man vælger høj risiko. På den lange bane kan det betyde, at man går glip af op mod 1 mio. kr. Og det er især kvinder, der risikerer det, hvis de ikke får taget aktivt stilling i tide.
I både P+ og IDA arbejder vi målrettet på at gøre det lettere og mere overskueligt at tage stilling. Flere medlemmer gør det – også blandt kvinderne – men der er stadig et stykke vej.
Økonomisk ligestilling kræver, at vi både ændrer strukturer og styrker den enkeltes handlekraft. Det handler ikke kun om løn og barsel, men også om at hjælpe alle med at tage aktivt ansvar for deres økonomiske fremtid og muligheder.
Læs mere:
Vær med
Bliv medlem nu
Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.