Nyhed

"Er der en revolution i gang på arbejdsmarkedet, er den stille"

På trods af lidt højere ledighed ser IDAs cheføkonom endnu ingen tegn på, at IDAs medlemmer skal frygte massearbejdsløshed på grund af AI. Er du alligevel bekymret, er karriererådgiverens bedste råd at forbinde teknologi med forretningsforståelse.

Anders Overvad
IDAs cheføkonom, Anders Overvad, frygter ikke, at AI vil føre til massearbejdsløshed for IDAs medlemmer.
Billede: Anders Overvad

Kunstig intelligens er efterhånden blevet så avanceret, at det skaber alvorlig bekymring. Også blandt dem, der udvikler teknologien.

Det gælder blandt andre Dario Amodei, medstifter og direktør for Anthropic, der har advaret om, at kunstig intelligens vil skabe rystelser på arbejdsmarkedet, og at vi må forberede os på, at arbejdsløsheden stiger til 10-20 procent, når vidensarbejdere bliver udkonkurreret af AI-agenter.

Men spørger man IDAs cheføkonom, Anders Overvad, mangler der bevisførelse for den type bombastiske udmeldinger.

“Der bliver talt rigtig meget om risikoen for arbejdsløshed, men det er ærgerligt, hvis det skaber for meget unødvendig bekymring. 

“I øjeblikket ser vi nogle ret voldsomme postulater, som jeg godt kan forstå giver anledning til bekymring”, siger han. 

”Samtidig ser vi, at der er en del virksomheder, der bruger AI som undskyldning, når de gennemfører fyringsrunder, selvom det nok ikke er den egentlige årsag, og det kan gøre det svært at skelne fakta fra forestillinger om, hvad AI rent faktisk er i stand til.” 

Ledigheden er den samme om fem år

Ser man på ledigheden for IDAs medlemmer, er den lidt højere end for et år siden, men der er mere oplagte forklaringer end implementeringen af AI, lyder det fra Anders Overvad. 

Han peger på, at der har været fyringsrunder hos store danske virksomheder som Novo, Ørsted og Vestas, og at det ikke er ualmindeligt, at det tager tid for arbejdsmarkedet at absorbere så mange personer med ens fagligheder.

”Det ledighedsniveau, vi er begyndt at se blandt medlemmerne, er egentlig ret forventeligt. Det er lige kommet et gear ned efter coronakrisen, hvor beskæftigelsen buldrede afsted”, siger IDAs cheføkonom.

Hvis man virkelig så, at AI begyndte at æde sig ind på arbejdsmarkedet, ville det ifølge Anders Overvad formentlig komme til udtryk ved, at der ville være et højt antal fyringer i bestemte brancher, hvor AI-implementeringen gik hurtigst. Men for to af de professioner, som bliver vurderet til at være mest sårbare over for AI - programmører og jurister - er beskæftigelsen faktisk steget siden AI værktøjerne blev introduceret. 

”Så for at gentage et citat, jeg hørte den anden dag: Hvis der er en revolution i gang på arbejdsmarkedet, er den godt nok stille”.

Derfor forventer Anders Overvad heller ikke, at ledigheden kommer til at være højere for hverken IDAs medlemmer eller samfundet generelt, hvis man ser fem eller ti år ud i fremtiden. 

Måske vil den endda være lidt lavere, fordi AI kan styrke produktiviteten og skabe nye jobs.

”Det er i hvert fald svært at finde historiske beviser for, at ny teknologi har ført til permanente stigninger i arbejdsløsheden. Historisk har det altid ført til, at nye former for jobs opstod, og at ledigheden derfor vendte tilbage til normalen”, fortæller Anders Overvad. 

Ifølge ham er mekanismen ganske simpel: Når prisen på en vare falder, vil flere typisk efterspørge den. 

Så hvis en programmør fremover kan levere det samme arbejde som ti programmører ved hjælp af AI-agenter, kan det godt være, at de store virksomheder vil skære ned i deres udviklingsafdelinger, men til gengæld vil flere små og mellemstore virksomheder kunne ansætte deres egne programmører.

Han pointerer derudover, at vi kan forvente, at der vil komme helt nye typer af jobs til, som vi ikke kender i dag.

Nyuddannede skal heller ikke være bekymrede

Anders Overvad er heller ikke specielt bekymret over en ny analyse fra Danmarks Nationalbank, der viser, at virksomheder, som bruger AI, ansætter færre nye medarbejdere end virksomheder, der ikke bruger AI. Ifølge analysen rammer det især yngre og personer med en længerevarende uddannelse.

”Mit bud er, at nogle virksomheder begynder at se mod AI-baserede løsninger, når de har svært ved at rekruttere. Vi kan se, at effekten er særligt drevet af virksomheder med færre end 100 ansatte, og det er formentlig virksomheder, der har svært ved at lægge mere i lønningsposen for at tiltrække de nødvendige ansatte”, siger han.

”Samlet set finder Nationalbanken, at der er 5.700 jobs, der ikke er blevet slået op eller besat som følge af AI i Danmark, og det er trods alt begrænset i forhold til, at vi er mere end tre millioner på arbejdsmarkedet”, forklarer Anders Overvad.

Han pointerer, at Nationalbanken selv konkluderer, at AI ikke har nogen målbar effekt på den samlede beskæftigelse, og selvom analysen fremhæver, at det netop er nyuddannede med længerevarende uddannelser, der er sårbare over for implementeringen af AI, mener han heller ikke, at de skal være for bekymrede.

"Det kan være overvældende at skulle finde sine ben på arbejdsmarkedet som nyuddannet, og det kan også sagtens tage lidt tid at lande et job. AI er en ny kompetence som efterspørges mange steder, men den kan naturligvis ikke erstatte faglighed. Mit råd ville derfor være at sørge for at man er bekendt med hvordan AI kan understøtte ens faglighed, og holde fast i at den samme faglighed stadig giver den værdi som arbejdsgiverne efterspørger".

Du skal ikke satse på at blive bedre til Excel

Selvom Anders Overvad ikke er bekymret for massearbejdsløshed, vil implementeringen af AI formentlig medføre en markant omvæltning af det arbejdsmarked, vi kender i dag.

Det vil ramme enkeltpersoner, der ikke længere skal løse opgaver, som de måske har brugt årevis på at dygtiggøre sig i, eller som de ganske simpelt er glade for at løse. Og det skaber bekymring.

Jakob Gradel er karriererådgiver i IDA, og han oplever i stigende grad, at medlemmerne er nervøse over at miste deres job på grund af AI. Deres bekymring bliver forstørret af, at de også oplever en usikkerhed hos virksomhedernes ledelser, når det gælder implementeringen af AI. 

Han mener dog, at der fortsat er brug for IDA-medlemmernes kompetencer, og i sine samtaler opfordrer han derfor de nervøse medlemmer til at holde sig fagligt opdaterede i stedet for at lade bekymringerne overtage.

“Arbejdsmarkedet efterspørger i stigende grad medarbejdere, der kan forbinde teknologi, forretning og organisation. Min opfordring til medlemmerne er derfor at skærpe deres forretningsforståelse, deres evne til at se på tværs og i helheder og ikke fokusere for ensidigt i dybden og på de tekniske detaljer,” fortæller Jakob Gradel. 

Det kan fx betyde, at programmøren fremover ikke skal bruge så mange kræfter på at blive den dygtigste til at kode, eller som Anders Overvad siger om sig selv: “At jeg som økonom ikke skal fokusere på at være den bedste til at bygge Excel-ark og lave formler.” 

Både cheføkonom og karriererådgiver peger på, at selvom teknologien er ny, så er det ikke nyt, at du løbende skal vedligeholde og udvikle din markedsværdi. 

”På den måde er der ikke noget nyt, for det har alle dage været en god ide at gøre sig nogle tanker om, hvordan man kan holde sig opdateret og attraktiv for arbejdsgiverne,” forklarer Anders Overvad. 

Og begge opfordrer IDAs medlemmer til at være nysgerrige på AI og tage teknologien til sig.  

“Vær nysgerrig over for, hvilke AI-værktøjer, der fungerer inden for dit fagområde. Du må med åbne øjne kaste dig ind i udviklingen og samtidig acceptere usikkerhed som en del af arbejdslivet i disse år,” afslutter Jakob Gradel. 

Eksperter i denne artikel:

Anders Overvad

Cheføkonom

Jakob Gradel

Karrierekonsulent

Læs mere:

Tema

AI og kunstig intelligens

Værktøjer som ChatGPT, Microsofts Copilot og specialiserede værktøjer kan optimere og effektivisere arbejdsgange. Bliv klædt på til udviklingen indenfor ai.

AI

Gør AI os dummere? Nej, siger IDAs medlemmer. Jo, siger forsker

IDAs medlemmer oplever, at AI styrker deres faglighed, men forsker advarer: På lang sigt risikerer vi at miste vigtige evner.

Kontakt

Få hjælp nu

Som medlem af IDA kan du få rådgivning om karriereudvikling