Nyhed
Erfaring gør danskere mere positive over for sundhedsteknologi

Er du skeptisk over for teknologier i sundhedsvæsenet, der kan måle dit helbred? Så er det sandsynligvis fordi, du ikke har prøvet dem før.
En ny undersøgelse fra IDA viser, at danskere, der bruger en app eller sensor med forbindelse til deres læge, er 76 procent positive over for teknologier, der deler sundhedsdata med sundhedspersonale. Blandt de adspurgte uden kendskab er kun 28 procent positive.
Derfor er der brug for at styrke kendskabet til teknologierne blandt både borgere og sundhedspersonale, siger Laura Klitgaard, formand for IDA.
“Det er nemt at være skeptisk over for noget, man ikke har prøvet. Vores undersøgelse viser, at opbakningen til sundheds- og velfærdsteknologier stiger markant, når danskerne først har taget dem i brug. For at teknologierne kan få deres naturlige plads i sundheds- og ældreplejen til gavn for både patienter og personale, er det derfor afgørende med bedre introduktion, brugerinddragelse og mere aktiv brug af de digitale løsninger,” siger hun.
Det samme billede tegner sig, når de adspurgte i undersøgelsen svarer på spørgsmål om, hvorvidt teknologierne vil forbedre kommunikationen med sundheds- og plejepersonalet, give tryghed i hverdagen og aflaste de pårørende.
På alle parametre er de adspurgte, der bruger teknologien, langt mere positive end dem, der ikke gør.
Regionale forskelle i opbakningen
Selvom danskerne overordnet set bakker op om sundhedsteknologier og kunstig intelligens i sundheds- og ældreplejen, så er der regionale forskelle på, hvor positive danskerne er over for teknologier, der måler og monitorerer helbredet.
Region Midtjylland topper som den region, hvor flest borgere er positive over for teknologier, der monitorerer helbredet. I regionen er 61 procent af de adspurgte positive over for den type teknologier.
“Det er veldokumenteret, at sundheds- og velfærdsteknologierne øger behandlingskvaliteten, gør arbejdet nemmere og frigør tid til fx lægens, sygeplejerskernes og social- og sundhedsassistenternes kerneopgaver. Løsningerne er særligt vigtige i en tid med et demografisk pres, hvor der kommer flere mennesker med kroniske sygdomme, ældre og færre hænder til at tage sig af dem. Der er regionale forskelle på, hvor positive danskerne er over for de digitale løsninger. Derfor er der brug for flere initiativer, der skal udbrede kendskabet, så endnu flere kan få glæde af dem og sikre, at både mennesker og hele sundheds- og ældreplejen kan høste gevinsterne,” siger Laura Klitgaard, formand for IDA.
Hvad er sundheds- og velfærdsteknologier?
- Digitale løsninger, sensorer og tryghedsalarmer, som gør det muligt hurtigt at få hjælp, hvis man falder eller får det dårligt.
- Elektroniske medicinæsker, der minder én om at tage sin medicin på det rigtige tidspunkt.
- Løftesystemer, der gør det lettere for sundhedspersonalet at klare personlig pleje.
- Skærme, video og apps, som bruges til kontakt med sundheds- og plejepersonale eller pårørende.
- Træningsrobotter og digitale genoptræningsprogrammer, der hjælper den enkelte med at holde kroppen i gang.
Baggrund for analysen
IDA har fået udarbejdet befolkningsundersøgelsen for at få viden om, hvor danskerne står i forhold til brug af teknologi i sundhed og velfærd. I takt med at nye teknologiske løsninger vinder frem, er borgernes tillid, tryghed og villighed til at dele sundhedsdata afgørende for, at potentialet kan realiseres i praksis.
Analysen bygger på svar fra et repræsentativt udsnit af befolkningen på 2.000 personer mellem 18-80 år.
Læs mere:
Vær med
Bliv medlem nu
Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.