Nyhed

EU er dybt teknologiafhængig af både USA og Kina

På en lang række kritiske teknologier er Europa i dag afhængig af andre nationer, men med en reel politisk prioritering vil EU kunne blive en stærk spiller på ganske få år.

EU er dybt teknologiafhængig af både USA og Kina
På en lang række kritiske teknologier er Europa i dag afhængig af andre nationer som USA og Kina
Billede: iStock

På langt de fleste kommunikationsteknologier som kunstig intelligens, avancerede mikrochips og cybersikkerhedsteknologier er Danmark og Europa på bagkant og afhængig af især USA.

Det er konklusionen i en ny undersøgelse fra Ingeniørforeningen IDA blandt 383 danske eksperter inden for 16 kritiske teknologier. 63 procent svarer, at EU-landene ikke alene vil kunne opretholde brugen af de pågældende teknologier, mens kun fire procent ikke ser den store afhængighed. 

På dual use teknologierne – altså teknologier, som er relevante i militær sammenhæng, men også bruges civilt – lyder meldingen fra eksperterne, at afhængigheden er noget lavere. Her vurderer 44 procent, at EU i høj eller meget høj grad er afhængig af ikke-EU-lande, og at det er Kina, der har særlig kontrol over adgang til disse teknologier.

Det efterlader EU og Danmark i en sårbar situation, og gør det svært at stå på egne ben. Det gælder på områder som militær oprustning, cybersikkerhed og digital infrastruktur, men også når det drejer sig om økonomisk uafhængighed.  

Derfor er der ifølge IDA’s formand Laura Klitgaard i den grad brug for et øget politiks fokus på de kritiske teknologier og adgang til mere risikovillig kapital, end tilfældet er i dag. 

”Det er på vigtige felter som supercomputere, kunstig intelligens og avancerede chips, at EU står mest sårbar tilbage. Her behøver man ikke være professor for at forudse, at det er områder, der bliver helt vitale i fremtiden. Derfor skal vi sikre den nødvendige STEM-arbejdskraft og styrke udviklingen af ny teknologi og forskning. Det kræver, at vi kommer på samme niveau for risikovillig kapital som USA og Kina har,” siger hun.

Mange af eksperterne i undersøgelsen estimerer, at EU inden for en overskuelig fremtid vil kunne rykke sig markant. Får de teknologiske områder politisk topprioritet, lyder vurderingen, at EU vil kunne oparbejde en førerposition på flere af de kritiske teknologier. Er tidshorisonten på bare fem år, vil EU kunne rykke sig betragteligt, og på ti år vil Den Europæiske Union for alvor kunne blive en teknologisk topspiller.

”Det er derfor ikke sådan, at EU skal kaste håndklædet i ringen. Vi har potentialerne, men der skal mere end hensigtserklæringer til. Der er en række barrierer, der skal ryddes af vejen, men sker det, vil det rent faktisk være muligt at opnå en højere grad af europæisk selvstændighed,” siger Laura Klitgaard.

IDA’s formand peger på konkrete greb, der vil kunne sætte skub i den hjemlige - og dermed europæiske suverænitetsopbygning. 

”Det er lettere og billigere at købe kendte løsninger fra veletablerede producenter. Men hvis vi fortsætter med det, får vi ikke opdyrket konkurrencedygtige europæiske producenter. Derfor bør vi ændre praksis, så opbygning af egen teknologisk knowhow og kapacitet på samfundskritiske områder kan være et hensyn på lige fod med pris, når det offentlige køber ind,” siger hun.

EU skal naturligvis også koordinere de teknologiske satsningsområder, så de enkelte medlemslande - herunder Danmark – tager højde for de andre EU-landes satsninger. Den systematiske koordinering mener IDA’s formand, at Danmark burde tage initiativ til.

”Det samme gælder på NATO-niveau. Her har medlemslandene aftalt at afsætte 1,5 pct. af BNP til bredere sikkerhed, herunder investeringer i forsvarsindustri og styrket infrastruktur. Mindst en tredjedel af disse midler burde reserveres til at udvikle egne teknologiske løsninger, som kan afhjælpe teknologiafhængighed af ikke-europæiske lande på samfundskritiske områder,” siger Laura Klitgaard.

Læs mere:

Tema

Uddannelse og forskning

Uddannelse er en sikker investering. Læs om, hvordan IDA arbejder for uddannelse og forskning.

Tema

Nyt fra IDA

Læs nyheder om IDAs politiske arbejde og analyser.

Vær med

Bliv medlem nu

Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.