Nyhed
Facebook på kollisionskurs med danske brugere

De billeder, som de fleste af os gemmer i kamerarullen på vores telefoner eller i skyen, opfattes af langt de fleste danskere som privatlivsfølsomme data på linje med helbredsoplysninger.
I en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ingeniørforeningen IDA, svarer 82 procent af danskerne, at billeder på telefonen er ”meget private” informationer, og at de er mere følsomme end både oplysninger om økonomi og seksuel orientering.
Kun CPR-nummer (87 pct.) og helbredsoplysninger (85 pct.) vægter højere, når danskerne bliver bedt om at angive hvilke data, som er mest private, og som man ikke ønsker at dele med andre.
En rød linje
Dermed er Facebook på direkte kollisionskurs med deres danske brugere, når techgiganten med en ny funktion vil have adgang til billeder på deres telefoner, mener IDAs digitaliseringspolitiske chef Grit Munk.
”Det er virkelig en rød linje, som Facebook overskrider her. For nyligt skulle brugerne aktivt fravælge, at Facebook må anvende billeder fra brugernes opslag til at træne deres AI-model. Nu gælder det så adgangen til alle de billeder, som brugerne har liggende på telefonen. Altså det allermest private, som man ikke ønsker at dele med andre. Derfor er der tale om et grænseoverskridende indgreb for brugerne”, siger Grit Munk.
Mister kontrollen
Den nye funktion betyder, at det sociale medie løbende kan uploade billeder fra brugernes private kameraruller til virksomhedens servere, hvis brugeren siger ja til at aktivere såkaldt cloud processing. Dermed er det ikke længere brugeren, der vælger hvilke billeder, der skal op i skyen, men Facebooks moderselskab Meta.
Og det indebærer en åbenlys risiko for, at brugeren mister kontrollen over selv de mest sensitive billeder, mener Grit Munk.
”Vi har formentlig alle nogle sjove eller meget personlige billeder liggende, som vi aldrig ville dele med andre. Mange bruger måske også mobilen til at tage billeder af vigtige dokumenter eller ting, de skal huske. Det kan være pas, adgangskoder eller et medicinprodukt. Vores billeder fortæller meget intime detaljer om vores liv”, siger Grit Munk.
Køn og alder er mindst privat
Hun opfordrer alle Facebook-brugere til at afslå anmodningen om adgang til cloud processing eller at slå Facebooks adgang til kamerarullen fra under indstillinger på telefonen.
”Efterhånden fungerer telefonen som en samling af vores mest personlige oplysninger, så der er grund til at råbe vagt i gevær, når Facebook pludselig banker på døren for at få adgang”, siger Grit Munk.
Af undersøgelsen fremgår det, at oplysninger om køn og alder er mindst privat, mens hver tredje dansker (34 pct.) opfatter forbrugsvaner som meget private oplysninger.
Undersøgelsen er foretaget af Analyse Danmark for IDA blandt 2.002 repræsentativt udvalgte respondenter i alderen 18-70 år.
Læs om resultaterne i undersøgelsen Privacy og datasikkerhed 2025
Læs mere:
Vær med
Bliv medlem nu
Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.