Nyhed

Fortsat medlemsvækst glæder IDA

Flere med teknologiske og naturvidenskabelige professioner søger faglige fællesskaber. Det mærker IDA, som oplever fortsat medlemsvækst i 2026 til gavn for medlemmerne.

Som IDA medlem kan du få gratis kurser indenfor lønforhandling, stress og konflikthåndtering.
IDA har nu 180.800 medlemmer og bidrager dermed til den samlede medlemsvækst i Akademikernes Centralorganisation, viser ny opgørelse fra Danmarks Statistik.
Billede: iStock

En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser medlemsfremgang til Akademikerne (AC). IDA, der er en del af Akademikerne, bidrager til medlemsfremgangen med godt 10.000 nye medlemmer det seneste år. Dermed tæller IDA nu 180.800 medlemmer, og det ser IDA som et klart tegn på, at flere søger et fagligt fællesskab med afsæt i teknologi, it og naturvidenskab.

”Vi er meget glade for, at så mange vælger IDA. For os er medlemsvæksten et tydeligt tegn på, at mennesker med teknologiske og naturvidenskabelige professioner søger fællesskaber, hvor deres faglighed bliver forstået, udviklet og repræsenteret. Vi er glade for at være det sted, de søger,” siger Laura Klitgaard, formand for IDA.

Flere medlemmer styrker IDAs stemme

Medlemsvæksten styrker samtidig IDAs mulighed for at byde ind med teknologisk indsigt på væsentlige samfundsdagsordener. Teknologi spiller i stigende grad en afgørende rolle i spørgsmål om blandt andet klima, sikkerhed, digitalisering, arbejdsmarked og infrastruktur, og derfor ser IDA det som en vigtig opgave at bringe medlemmernes faglighed i spil i den offentlige debat.

”Med flere medlemmer får vi en stærkere stemme og et endnu bedre grundlag for at bringe vores faglighed i spil. Jo flere medlemmer, desto bedre muligheder har vi også for at byde ind med teknologisk indsigt på væsentlige samfundsdagsordener. Det er vigtigt, fordi teknologi er en del af løsningen på mange af de store udfordringer, samfundet står overfor,” siger Laura Klitgaard.

Medlemmer søger de faglige fællesskaber

Den fortsatte fremgang hænger ifølge IDA sammen med en vedvarende indsats for at skabe værdi for medlemmerne gennem rådgivning, karrieretilbud, faglige netværk og ved at være en tydelig, teknologi-stemme i samfundsdebatten. Samtidig er IDA for femte år i træk blevet kåret til Danmarks bedste fagforening i Loyalty Groups brancheundersøgelse, og kontingentet for erhvervsaktive medlemmer har været uændret i 14 år og fortsat på 293 kroner om måneden.

”Vi oplever, at medlemmerne både efterspørger stærk rådgivning og et fagligt fællesskab, der samler viden og perspektiver på tværs. Det forpligter os til hele tiden at udvikle vores tilbud og bruge vores samlede faglighed aktivt i samfundsdebatten,” siger Laura Klitgaard. 

Læs mere:

Hvem kan blive IDA-medlem?

Du kan blive medlem af IDA på flere måder, bl.a. gennem din uddannelse, job. Find ud af om IDA er den rette fagforening for dig. Læs her hvordan.

Tema

Nyt fra IDA

Læs nyheder om IDAs politiske arbejde og analyser.

Vær med

Bliv medlem nu

Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.