Fra juli er det et krav, at du registrerer din arbejdstid

De seneste dage har der været massiv mediedækning af den lovændring om tidsregistrering, som bliver et krav fra 1. juli 2024.

Baggrunden er den såkaldte ’Deutsche Bank’-dom fra EU-domstolen i maj 2019, som fastslår, at arbejdsgiverne skal sikre registrering af medarbejderes arbejdstid for at sikre, at regler om hvileperioder og den maksimale arbejdstid overholdes. Siden har arbejdsmarkedets parter og politikerne på Christiansborg arbejdet på, hvordan konsekvenserne af EU-dommen skal omsættes til dansk lovgivning. Det er blevet til et lovforslag, som er blevet fremsat i Folketinget den 8. november.

IDA ser positivt på de nye regler. For med obligatorisk tidsregistrering bliver det lettere at beskytte medarbejdernes arbejdstid og løfte bevisbyrden i sager om arbejdstid og overholdelse af 48 timers-reglen. Uden dokumentation har IDA vanskeligt ved at føre de sager, der måtte dukke op.

Samtidig ser Malene Matthison-Hansen, formand for Ansattes Råd i IDA, de kommende regler som et fornuftigt værktøj, som kan medvirke til at synliggøre, hvor meget den enkelte medarbejder rent faktisk arbejder. Såkaldt skyggearbejde, hvor medlemmerne passer flere job samtidig og lukker huller – ikke mindst som en konsekvens af mangel på arbejdskraft – er udbredt blandt IDAs medlemmer. Og en af de største udfordringer i medlemmernes arbejdsliv er stress. Sidste år viste en medlemsundersøgelse, at flere end hvert femte medlem føler sig stressede hele tiden eller ofte. Blandt dem, som arbejder et sted, hvor man mangler kolleger, svarer 28 pct., at de føler sig stressede hele tiden eller ofte.

”Det er voldsomme tal. Ved at registrere sin arbejdstid kan vi få dokumentation for, hvor meget den enkelte rent faktisk arbejder. Reglerne om arbejdstid ikke er nye. Det nye er, at man som arbejdsgiver skal kunne dokumentere, at man lever op til dem. Jeg tror, at det vil overraske mange, hvor mange timer, de egentlig arbejder, og at den udbredte fleksibilitet, som mange nyder, fører til, at man arbejder mere, end man tror,” siger Malene Matthison-Hansen.

”Det vil være til medarbejdernes fordel, at der kommer mere fokus på arbejdstid, og så håber vi, at tidsregistrering vil blive brugt som et konstruktivt værktøj til en dialog mellem ledelsen og medarbejderne ude på arbejdspladserne om, hvordan arbejdstiden bliver tilrettelagt,” siger hun.

Malene Matthison-Hansen hæfter sig også ved, at der i loven er metodefrihed i forhold til, hvordan den enkelte arbejdsgiver vælger at indrette registreringssystemet.

”Jeg kan godt forstå, at nogle tænker, at det bliver noget bøvl og besværligt. Her vil jeg opfordre til, at man slår koldt vand i blodet. Vi mener selvfølgelig, at implementeringen skal tilpasses den enkelte arbejdsplads, og måden man arbejder på lokalt. Vi vil opfordre virksomhederne til at være pragmatiske. Der er ikke behov for andet end simpel tidsregistrering – altså hvornår man kommer og går – som det allerede i dag fungerer på en lang række offentlige og private arbejdspladser. Man kan godt indrette et tidsregistreringssystem, så det hverken bliver en voldsom tidsrøver eller problematisk for tilliden mellem ledelsen og medarbejdere på arbejdspladsen,” siger hun.

Fakta om lovforslaget:

• Kravet om tidsregistrering på arbejdspladsen sker som konsekvens af en dom fra EU.  
• Der er metodefrihed for den enkelte arbejdsgiver ift., hvordan registreringen af arbejdstid skal foregå. Loven stiller krav om, at arbejdsgiveren skal indføre et objektivt, pålideligt og tilgængeligt arbejdstidsregistreringssystem. Der er derfor i loven ikke fremsat mange regler for systemets indhold. Dette er en måde, hvorpå virksomhederne kan skræddersy et system, som passer til den enkelte arbejdsplads.
• Registreringen skal være tilgængelig for den enkelte medarbejder under ansættelsen.
• Indførelsen af et tidsregistreringssystem skal sikre reglerne om hviletid og en maksimal ugentlige arbejdstid på 48 timer om ugen i gennemsnit set over en fire-måneders-periode. 
• Arbejdsgiver har hele tiden haft en pligt til at sikre ovenstående regler, også på arbejdspladser hvor medarbejderne ikke har tidsregistreret. En forpligtelse til at indføre et tidsregistreringssystem skulle derfor gerne føre til, at arbejdsgiver er bekendt med medarbejderens arbejdstid og kan derfor på den måde sikre overholdelse af arbejdstidsreglerne på alle arbejdspladser. Kravet om tidsregistrering sker derfor ud fra et beskyttelseshensyn af den ansatte.
• Det følger af det nye lovforslag, at nogle medarbejdere bliver undtaget fra kravet om tidsregistrering. Dette gør sig gældende for medarbejdere, som selv tilrettelægger deres arbejdstid. I IDA fortolker vi denne undtagelse snævert. Der skal derfor være tale om medarbejdere, som 100 pct. selv tilrettelægger deres arbejde. Det skal fremgå af ansættelseskontrakten, hvis medarbejderen er selvtilrettelægger.