Nyhed
Halvdelen af danskerne har huller i deres it-sikkerhed

Danskerne er vilde med at anskaffe sig smarte apparater som eksempelvis køleskabe, fjernsyn, tyverialarmer og varmepumper, der er tilsluttet internettet og kan styres gennem en app på mobiltelefonen.
En undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ingeniørforeningen IDA, viser, at 54 procent af alle danskere har installeret et eller flere smarte apparater i hjemmet – også kendt som Internet of Things (IoT). Men af dem svarer halvdelen, at de slet ikke eller kun i ringe grad forholder sig til, om de er beskyttet mod hackerangreb udefra.
Hører du til dem, får du her nogle gode råd til at forbedre din it-sikkerhed.
Sæt kode på din kaffemaskine
Og de dårligt beskyttede IoT-enheder er en lækkerbisken for it-kriminelle, som kan hacke sig ind i dem og derved skaffe sig adgang til øvrige enheder på dit netværk. Det kan eksempelvis være din computer, advarer Jørn Guldberg, der er ekspert i it-sikkerhed for IDA.
”Alle smarte apparater, som er koblet til internettet, kan fungere som potentielle adgangspunkter for hackere. It-kriminelle behøver kun at komme ind ét sted for at få adgang til resten af dit netværk. På den måde kan de kompromittere sikkerheden på din computer eller slå din indbrudsalarm fra. Derfor skal vi lære at tænke it-sikkerhed ind i vores kaffemaskiner og termostater”, siger Jørn Guldberg.
I undersøgelsen svarer kun 16 procent, at de aktivt forholder sig til truslen om hackerangreb mod deres hverdagselektronik, der kan kobles til internettet og kommunikere med hinanden og omverdenen.
”Mit råd er at beskytte alle dine smarte apparater med kodeord og opdatere softwaren løbende, hvis den ikke selv gør det. Og sluk apparaterne, hvis du ikke bruger dem”, siger Jørn Guldberg.
Beskyt dit wifi-netværk
Alt for mange borgere bekymrer sig heller ikke nok om it-sikkerheden i deres wifi-netværk. Ifølge undersøgelsen er det kun 63 procent af danskerne, der beskytter deres wifi-netværk med en kode, de selv har lavet. Hver tredje siger, at netværket er beskyttet med den adgangskode, der fulgte med fra producenten.
”Problemet er, at it-kriminelle ofte ved, hvilke standardkodeord producenterne udstyrer deres enheder med. Derfor kan svindlerne nemt hacke sig ind, hvis du ikke ændrer kodeordet”, siger Jørn Guldberg.
Hold arbejde og fritid adskilt
Et andet område, hvor der grund til at tænke sig om, er de arbejdsgiverbetalte mobiltelefoner og bærbare computere. I dag har næsten hver tredje dansker arbejdsgiverbetalte devices, som gør det let at arbejde hvor som helst og når som helst.
Men 59 procent af dem, der har arbejdsgiverbetalt telefon og computer, oplyser at de også bruger dem til private formål, som ikke er relateret til arbejdspladsen. Dermed har arbejdsgiveren i princippet mulighed for at overvåge, hvad medarbejderne laver i deres fritid, og hvad de søger efter på nettet.
Derfor kan det være en rigtig dårlig idé for medarbejderne at benytte udstyret privat, advarer Malene Matthison-Hansen, der er formand for Ansattes Råd i IDA.
”Det er vigtigt at være bevidst om, at arbejdsgiveren kan følge med i alt, hvad du foretager dig på din telefon og computer. Derfor råder vi også vores medlemmer til at holde arbejde og privatliv skarpt adskilt ved for eksempel at anskaffe sin egen mobiltelefon”, siger Malene Matthison-Hansen.
Læs om dine rettigheder ved overvågning på jobbet
Farvel til Twitter
Undersøgelsen stiller også skarpt på danskernes brug af sociale medier. I undersøgelsen svarer 34 procent af de danske X-brugere, at de har forladt platformen i løbet af de seneste to år. Til sammenligning er det kun 15 procent af brugerne, der har sagt farvel til Snapchat, mens 10 procent har droppet Instagram.
Ifølge Kåre Løvgren, der er it-ekspert for IDA, skal en væsentlig del af forklaringen findes i de omfattende forandringer, der har ramt Twitter, siden den amerikanske milliardær Elon Musk i efteråret 2022 købte selskabet for over 300 milliarder kroner og omdøbte det til X.
”Mange brugere har tilsyneladende fået nok af det kaos, der har ramt Twitter, efter at Elon Musk trådte ind på direktionsgangen og indledte en regulær massefyring. Siden har han også genåbnet adgangen for en række brugere, der ellers var blevet smidt ud, fordi de overtrådte Twitters etiske kodeks – deriblandt USA's tidligere præsident Donald Trump”, siger Kåre Løvgren.
Facebook fortsat favorit
Ifølge IDAs undersøgelse er det kun 17 procent af de adspurgte, der i dag er på X. Danskernes foretrukne sociale medie er stadig Facebook, som 89 procent af befolkningen anvender til daglig. I undersøgelsen svarer kun fem procent af Facebook-brugerne, at de har lukket deres Facebook-profil de seneste to år.
”Det hænger formentlig sammen med Facebooks status som moderne forsamlingshus. Mange foreninger og sportsklubber bruger Facebook til at kommunikere med deres medlemmer, hvorfor det i praksis er umuligt for mange at forlade Facebook. På den måde er Facebook blevet en integreret kommunikationsplatform og kalender i mange danskeres liv, selv om de fleste af os godt ved, at Facebook udnytter vores data til markedsføring og har mange lig i lasten”, siger Kåre Løvgren.
Læs mere:
Kontakt
Ring eller skriv
Har du brug for hjælp til dit medlemskab, eller vil du kontakte IDA?