Nyhed
IDA er Danmarks bedste fagforening – igen

Fremgangen fortsætter i Danmarks største akademiske fagforening. IDA har fået mere end 9.000 nye medlemmer de sidste 12 måneder. IDAs formand, Laura Klitgaard, kunne tilfreds konstatere fra scenen, at IDA ikke bare vokser; tilfredsheden er også stigende og medlemmerne bliver i foreningen.
Samtidigt falder efterårets repræsentantskabsmøde sammen med, at IDA for andet år i træk er blevet kåret til Danmarks bedste fagforening af Loyalty Group.
Arbejdet med at udvikle IDA fortsætter
IDAs hovedbestyrelse har siden konstitueringen i maj startet på arbejdet med en kommende strategi, der skal afløse strategien ”Øget Relevans”, der udløber i 2023. Hovedbestyrelsen undersøger i øjeblikket temaerne for en strategi bredt. Derfor afholdt Repræsentantskabet en workshop, hvor alle repræsentantskabsmedlemmer kom med input til fremtidens forening. Hovedbestyrelsen forventer at præsentere en ny strategi i november 2023.
Nye mærkesager
Verden har brug for teknologi for at skabe vækst og velstand. Med mere end 147.000 medlemmer med teknologisk ekspertise, har IDA alle muligheder for at hjælpe samfundet i omstillingen. På repræsentantskabsmødet præsenterede Hovedbestyrelsen fire nye mærkesager, der gør IDAs viden tydelig over for alle, der kan bruge den til at udvikle samfundet.
IDAs nye, mere fokuserede mærkesager er blevet til på baggrund af grundigt arbejde, hvor meningsdannere er blevet spurgt om deres syn på IDA. De dækker bredt IDAs viden inden for forskning, grøn omstilling og medmenneskelig teknologiudvikling.
Med de nye mærkesager forventer IDA at skærpe fokus yderligere, og synliggøre foreningen i den politiske debat over for andre organisationer, journalister, politikere og meningsdannere.
Honorering af barslende formand
IDAs formand Laura Klitgaard er i perioden 10. oktober 2022 til og med 31. maj 2023 på barsel. Som politisk udpeget er formanden ikke ansat i IDA. Samtidigt har formanden valgt at arbejde i mindre omfang under sin barsel. IDAs formand er derfor ikke berettiget til at oppebære dagpenge.
På den baggrund valgte et flertal af repræsentantskabsmedlemmerne, at formanden honoreres svarende til 1½ dags arbejde ugentligt i den del af barslen, der ligger udover 26 uger.
Midt i en inflationstid
Budgettet for 2023 fik særlig opmærksomhed her midt i en inflationstid. Hvor de fleste dagligvarepriser stiger markant i øjeblikket, skal IDA-medlemmerne ikke til at betale yderligere for deres medlemskab. Prisen for et medlemskab i IDA forbliver nemlig på samme niveau, som det har været de sidste 10 år.
Repræsentantskabet vedtog et budget for 2023, hvor hele IDA-koncernen, inklusive datterselskaber forventes at skabe et overskud på 0,8 mio. kr. i forhold til et budgetteret overskud på 0,6 mio. kr. i 2022.
Læs mere:
Kontakt
Ring eller skriv
Har du brug for hjælp til dit medlemskab, eller vil du kontakte IDA?