Nyhed

Ingeniører topper igen-igen listen over de mest søgte uddannelser

Ansøgningerne til civilingeniøruddannelserne stiger igen i 2026 og topper listen over de mest søgte uddannelser.

IDAs formand Laura Klitgaard
"Det er naturligvis godt, at så mange unge stadig søger mod ingeniøruddannelserne. For rigtig mange af de udfordringer, vi som samfund står over for, kræver teknologiske og naturvidenskabelige kompetencer på højt niveau", lyder det fra Laura Klitgaard.
Billede: IDA

Interessen blandt de unge for at læse til civilingeniør er steget igen i år. Det viser opgørelsen over ansøgningerne til de videregående uddannelser for 2026 fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. 
4.367 unge har søgt ind på civilingeniøruddannelserne som førsteprioritet - en stigning på 2 procent sammenlignet med 2025 - og civilingeniør er dermed for tredje i år i træk den mest søgte uddannelse i Danmark.  

I IDA vækker den store interesse for ingeniørstudierne glæde hos formand, Laura Klitgaard: 
"Det er naturligvis godt, at så mange unge stadig søger mod ingeniøruddannelserne. For rigtig mange af de udfordringer, vi som samfund står over for, kræver teknologiske og naturvidenskabelige kompetencer på højt niveau.”  

Samlet er der fremgang på både de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser på universitetet, som tegner sig for hhv. 5,4 pct. og 6,3 pct. af søgningen (mod 5,2 pct. og 6,1 pct. sidste år). På diplomingeniøruddannelserne er søgningen til gengæld faldet med 10 procent sammenlignet med sidste år - fra 3.719 til 3.334 ansøgere - et fald, der trækker i den forkerte retning, når Danmark allerede i dag mangler ingeniører.

"Det bekymrer mig, at søgningen til diplomingeniøruddannelserne er faldet så markant. Selvom søgningen til uddannelserne har været stigende i mange år, er det et bemærkelsesværdigt fald – og et problem, hvis det fortsætter sådan," siger Laura Klitgaard.  

Laura Klitgaard er glad for, at den nye regering har stort fokus på teknologi i regeringsgrundlaget, så vi som land bliver klar til at håndtere de udfordringer, vi står over for.  

"Regeringen har sat teknologi midt i centrum for dansk politik, og det fortjener de ros for. Løftet om 2.000 nye bachelor-studiepladser er et konkret og nødvendigt skridt. Det bliver afgørende, at pladserne rent faktisk oprettes, så de håbefulde unge, der i år banker på døren til ingeniøruddannelserne, ikke bliver sendt hjem med uforrettet sag", afslutter Laura Klitgaard.

I dag er der lagt loft over antallet af studiepladser. Sidste år var der omkring 1.000 kvalificerede ansøgere til ingeniør- og naturvidenskabelige uddannelser, der fik afslag – og med årets tal må en betydelig gruppe igen forvente afslag.

Det endelige optag på de videregående uddannelser offentliggøres den 28. juli 2026. 

Læs mere:

Tema

Uddannelse og forskning

Uddannelse er en sikker investering. Læs om, hvordan IDA arbejder for uddannelse og forskning.

Tema

Nyt fra IDA

Læs nyheder om IDAs politiske arbejde og analyser.

Vær med

Bliv medlem nu

Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.