Nyhed

Lydoptagelser i butikker er rendyrket overvågning

Overvågningen går for vidt, når butikker og supermarkeder fremover får mulighed for at optage alle samtaler mellem kunder og ansatte.

Overvågningen går for vidt, når butikker og supermarkeder fremover får mulighed for at optage alle samtaler mellem kunder og ansatte.
Billede: iStock

Det er et skridt på vejen mod totalovervågning af borgerne, når Folketinget om kort tid ændrer straffeloven, så det bliver muligt at optage alle samtaler i landets butikker.

Det mener Ingeniørforeningen IDA, der ser med stor alvor på, at butiksansatte fremover skal affinde sig med, at arbejdsgiveren optager deres samtaler med kunder og kolleger fra de møder på job og til fyraften.

”Én ting er, at kunderne risikerer at få optaget deres samtaler, som måske rummer detaljer om deres privatliv. Noget andet er de ansatte, der ikke længere frit vil kunne drøfte personalemæssige eller personlige emner i fortrolighed, fordi alt bliver optaget. Der er tale om overvågning af medarbejderne i en helt uhørt skala, og lydoptagelser kan let misbruges af arbejdsgiveren og derved stille medarbejderne i en dårlig situation”, siger Malene Matthison-Hansen, der er formand for Ansattes Råd i IDA.

Voldsomt indgribende

Baggrunden for lovændringen, som efter planen træder i kraft den 1. februar, er, at regeringen sammen med De Samvirkende Købmænd og Dansk Erhverv ønsker nye værktøjer til at bekæmpe butikstyveri.

I lovforslaget hedder det, at butikkerne i dag har svært ved at dokumentere, når butikstyve truer butiksansatte, og det vil lydoptagelser angiveligt kunne ændre.

Men den præmis køber Malene Matthison-Hansen ikke:

”Konstant lydoptagelse er voldsomt indgribende for alle parter. Hensynet til de ansattes arbejdsforhold bør vægte højere end ønsket om at indføre skjulte optagelser af samtaler med kunderne. Problemet bør kunne løses ved, at medarbejderne kan trykke på en optageknap, hvis der er optræk til en ubehagelig situation med en kunde”, siger hun.

Skadeligt for arbejdsmiljø

Hun anfægter også, at lovændringen ensidigt tilgodeser arbejdsgivernes interesser, mens arbejdstagerne ikke har været en del af forhandlingerne. Således oplyser HK Handel, som organiserer de butiksansatte, og Forbrugerrådet Tænk, at de slet ikke været indkaldt til drøftelserne.

HK Handel har i et høringssvar blandt andet påpeget, at konstant lydoptagelse er skadeligt for det psykiske arbejdsmiljø, og den opfattelse deler IDA.

”Jeg tror, de fleste arbejdstagere vil have det anstrengt med, at hver eneste ytring i løbet af en arbejdsdag bliver optaget og gemt af arbejdsgiveren. Det skaber grobund for mistrivsel, når du konstant er overvåget, og det er heller ikke befordrende for ytringsfriheden på arbejdspladsen”, siger Malene Matthison-Hansen.

Markant brud

Ifølge Justitsministeriets vurdering skal aflytning eller optagelse i eksempelvis butikker være tilladt, hvis det sker åbenlyst, for eksempel hvis der er opsat tydelig skiltning om, at butikken er aflyttet.

Men det er et meget markant brud med den hidtidige vurdering af, hvad der lovligt, når det gælder lydoptagelser i straffelovens paragraf 263.

I dag er det strafbart, hvis man ”ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i et lukket møde, som den pågældende ikke selv deltager i”.

Ifølge Malene Matthison-Hansen tilsidesætter politikerne også den aftale om kontrolforanstaltninger, der er indgået mellem arbejdsmarkedets parter.

”Indsamlingen af privatlivsdata skal stå mål med det, man ønsker at opnå, og et bærende princip i GDPR er dataminimering. Det her er et udtryk for det modsatte. Derfor opfordrer vi til at finde en mindre indgribende løsning, som involverer de ansatte”, siger Malene Matthison-Hansen.

Læs mere:

Tema

Digitalisering og AI

IDA arbejder for, at vi skal digitalisere klogt, dataetisk og med stor respekt for den enkelte forbruger og borgers data.

Tema

Nyt fra IDA

Læs nyheder om IDAs politiske arbejde og analyser.

Kontakt

Ring eller skriv

Har du brug for hjælp til dit medlemskab, eller vil du kontakte IDA?