Nyhed
På høje tid at tage ikke-digitale borgere alvorligt
Det er på høje tid, at regeringen tager det alvorligt, at rundt regnet hver femte borger er afkoblet fra det digitale samfund og derfor har store udfordringer med at få lige adgang til velfærdssamfundets service og ydelser.
Sådan lyder det fra Ingeniørforeningen, IDA, der roser en række af de nye initiativer i udspillet ”Et digitalt samfund for alle”.
”Det helt centrale er, at alle borgere er ligeværdige og derfor skal have lige adgang til alle hjørner af velfærdssamfundet. Man må som borger ikke blive ringere stillet, fordi man enten ikke kan eller vil gå ombord i digitaliseringen”, siger Grit Munk, der er chefkonsulent i Ingeniørforeningen, IDA.
I regeringens udspil hedder det blandt andet, at "en smartphone ikke må blive den eneste adgangsbillet til velfærdssamfundet".
Samtidig fastslår regeringen, at det for de borgere, der ikke har mulighed for at anvende de digitale løsninger, skal være enkelt at blive fritaget, og at der skal stilles gode alternativer til rådighed.
”Som samfund har vi haft fuld fart på digitaliseringen uden at tage højde for, at nogle af passagererne er faldet af i svinget. Det vil være rigtig sundt, hvis vi tager en solid tænkepause og finder en formel for, hvordan vi bygger simple og brugervenlige løsninger. Samtidig skal der være reelle alternativer, som gør det nemmere at stå uden for det digitale samfund”, siger Grit Munk.
Hun nævner som eksempler, at der bør være adgang til Borgerservice uden digital tidsbestilling, og at man bør være opmærksom på, at services som Rejsekortet ikke kun skal være en app.
”Vi skal nå frem til en erkendelse af, at ikke alle borgere kan blive fortrolige med digitale løsninger, uanset hvor mange kurser de får. Og det er helt i orden. Det skal man ikke mistænkeliggøres for. I mange sammenhænge er det selve digitaliseringen, der er problemet”.
Et digitalt samfund for alle
Regeringen vil igangsætte 5 strategiske indsatser, der skal gøre det nemmere at være borger i et digitalt samfund:
Det skal være nemmere at vælge det digitale fra
Reglerne for fritagelse skal forenkles, så det bliver lettere for borgere, der ikke har mulighed for at anvende de digitale løsninger, at vælge det digitale fra.
Det skal være nemmere at få hjælp
Det gøres nemmere og hurtigere at få hjælp til at anvende de offentlige digitale løsninger både pr telefon og ved fremmøde i borgerservice. Derudover skal samarbejdet med civilsamfundet
styrkes.
Det skal være nemmere at hjælpe hinanden
Det gøres nemmere at hjælpe hinanden med dagligdagens digitale gøremål ved blandt andet at gøre det lettere at hjælpe en pårørende med dennes digitale postkasse.
Digitale løsninger skal passe til danskerne
De digitale løsninger, der fremover udvikles til den offentlige sektor, skal omfatte borgere med forskellige niveauer af digitale kompetencer og testes bredt blandt borgerne.
Styrket politisk fokus på den digital udvikling
Der sættes styrket fokus på den digitaliseringspolitiske dagsorden ved blandt andet at udarbejde en årlig redegørelse om Danmarks digitale trivsel, der drøftes med Folketinget.
Kilde: Et digitalt samfund for alle
Læs mere:
Kontakt
Ring eller skriv
Har du brug for hjælp til dit medlemskab, eller vil du kontakte IDA?