Nyhed
Politisk aftale om øget cybersikkerhed rammer plet

Med et utal af daglige cyberangreb fra både it-kriminelle og statslige aktører, er det vigtigt, at regeringen, Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, De Radikale og Alternativet er blevet enige om en ny national strategi for cyber- og informationssikkerhed, 2026-2029.
Det mener formand for Ingeniørforeningen, IDA Laura Klitgaard, som roser minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen for en aftale, der rummer mange gode initiativer.
”Vi er meget glade for, at der sker en forbedring af cyberværnepligten. Samtidig er der et akut behov for at vi styrker civilsamfundets modstandskraft. Et fortsat fokus på den kritiske infrastruktur generelt og i særdeleshed de små og mellemstore virksomheder er vigtige indsatsområder, men endnu mere glædeligt er det, at der også kommer en målrettet indsats til den del af Danmark, der drives af frivillige kræfter. Det kan være mindre vandværker, antenneforeninger, og andre foreninger,” siger hun.
I aftalen lægges der også op til at etablere et Civilt Cyberprogram målrettet talenter med interesse og potentiale inden for cybersikkerhed.
Det er i følge Laura Klitgaard et vigtigt indsatsområde, og et felt IDA med støtte fra Industriens Fond i de seneste år har arbejdet intenst med i projektet ”Fast Track”.
”Her har 370 deltagere fra fire centrale målgrupper fået et kompetenceløft inden for cybersikkerhed. Både ledige akademikere, neurodivergente, kvinder med migrant- eller flygtningebaggrund og medarbejdere i små og mellemstore virksomheder har et stort potentiale, viser projektet, og de erfaringer skal vi bygge videre på. I forløbene har deltagerne ikke blot tilegnet sig konkrete cybersikkerhedskompetencer. Nogle har også fundet troen på at kunne gøre en forskel, fordi de i takt med, at nye karriereveje åbnede sig, oplevede at selvtilliden voksede,” siger hun.
Laura Klitgaard understreger, at Danmark på ingen måde ligger i den tunge ende, når det gælder cyber- og informationssikkerhed. Omvendt viser IDA’s resiliensundersøgelse, at vores kritiske infrastruktur kun er moderat forberedt på at afværge cyberangreb, og som et af verdens mest digitaliserede lande skal både ambitionerne om et stærkt cyberforsvar også være tårnhøje.
”De geopolitiske spændinger og den hastige teknologiske udvikling, hvor kunstig intelligens er blevet en stor faktor, gør at vi gerne skal ligge med helt fremme. Truslerne fra cyberkriminalitet og spionage er meget højt, og derfor er det godt, at der arbejdes på et generelt løft både i foreninger, erhvervslivet og det offentlige,” siger hun.
Læs mere:
Vær med
Bliv medlem nu
Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.