Nyhed
Tech-giganterne kan hive stikket på Europa

Truslen om at lukke ned for digitale tjenester er for alvor blevet et af de stærkeste hybride våben på den nye geopolitiske scene, hvor ikke mindst indenlandsk politisk pres på amerikanske tech-virksomheder vil kunne få enorme konsekvenser for resten af verden.
I en undersøgelse blandt næsten 1.500 it-professionelle medlemmer i Ingeniørforeningens netværk IDA-IT vil op mod hver anden af de medvirkende ikke udelukke, at amerikanske tech-giganter kan blive presset til at lukke tjenester som mail, søgemaskiner eller cloudløsninger i blandt andet Europa eller Danmark.
49 procent vurderer det som enten sandsynligt (38 pct.) eller meget sandsynligt (11 pct.), at de amerikanske techvirksomheder kan blive tvunget til at lukke deres tjenester uden for USA. 29 procent vurderer det som enten usandsynligt (23 pct.) eller meget usandsynligt (6 pct.), mens 18 procent har svaret hverken eller.
Resultatet viser tydeligt, at Danmark - og andre lande - kan være sårbare over for beslutninger truffet af amerikanske myndigheder eller virksomheder, når det gælder adgang til essentielle digitale tjenester.
Det bør ifølge formand i Ingeniørforeningen, IDA Laura Klitgaard sætte yderligere skub i arbejdet med at sikre digital suverænitet i Europa.
”Behovet for at kunne stå på egne ben er jo stærkt stigende. Danmark og Europa er meget afhængige af amerikanske it-løsninger. Det løser man langt fra med et fingerknips, og derfor skal vi arbejde målrettet på at udvikle europæiske digitale alternativer, så vi på sigt ikke længere skal frygte, at politiske humørsvingninger potentielt kan lamme vores digitale infrastruktur,” siger hun.
I den dugfriske årlige trusselvurderingsrapport fra Forsvarets Efterretningstjenestes lyder det også, at USA nu bruger "sin økonomiske og teknologiske styrke som et magtmiddel, også over for allierede og partnere", hvilket understreger behovet for handling, mener Laura Klitgaard.
”På den økonomiske front har vi allerede set, hvordan toldsatser hæves og sænkes fra dag til dag. Hvis det digitale område bliver ramt af same udsving, vil følgerne være enorme. Det vil derfor være rettidig omhu, at Europa kommer op i gear,” siger hun.
Et stort flertal af eksperterne vurderer desuden i undersøgelsen, at afhængigheden af amerikanske it-løsninger er bekymrende, og udgør risiko for Danmarks kritiske infrastruktur og it-sikkerhed.
Læs mere:
Vær med
Bliv medlem nu
Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.