Nyhed

Trump giver danske ingeniører hjemve

Over hver fjerde danske ingeniør i USA overvejer at finde job uden for landets grænser eller vende hjem til Danmark.

Over hver fjerde danske ingeniør i USA overvejer at finde job uden for landets grænser eller vende hjem til Danmark.
Over hver fjerde danske ingeniør i USA overvejer at finde job uden for landets grænser eller vende hjem til Danmark.
Billede: Foto; iStock

Der er kommet skår i den amerikanske drøm for flere af de danske ingeniører, der lige nu bor og arbejder i USA. Den politiske situation, hvor der nærmest dagligt underskrives dekreter om økonomiske sanktioner mod resten af verden, og præsident Trumps massive angreb mod flere universiteter har sat sine spor.

Hver anden danske ingeniør angiver, at de enten er enige eller helt enige i, at deres lyst til at arbejde i USA er påvirket negativt på grund af den politiske situation. Det viser en rundspørge Ingeniørforeningen, IDA har foretaget blandt 166 af foreningens medlemmer, der bor og arbejder i USA, hvoraf 33 har svaret.

Godt hver fjerde overvejer helt at rykke teltpælene op, og finde et job udenfor USA, eller vende hjem til Danmark, og det kan IDA’s formand Laura Klitgaard umiddelbart godt forstå.

”Den nærmest uredelige tilgang til videnskab og forskning, der kommer fra centralt hold i USA, strider jo mod fakta og viden, hvilket ligger dybt i ingeniørernes DNA. Og når det ene ansete universitet efter det andet rammes af dybe besparelser, giver det tydeligvis stof til eftertanke,” siger hun.

Bekymringerne er størst blandt undervisere og forskere, og hos danske ingeniører, der arbejder med klima, energi og miljø. Men rundspørgen viser også, at det tilspidsede politiske miljø ikke kun er udfordring for de udstationerede danskere – det gælder også for mange af deres internationale kolleger. 

Godt halvdelen af de adspurgte danske ingeniører giver nemlig udtryk for, at hver anden af deres ikke-amerikanske kollegers lyst til at arbejde i USA også er påvirket negativt af de mange udmeldinger fra Det Hvide Hus.  

”Usikkerheden har tydeligvis spredt sig på rekordtid blandt udenlandske vidensmedarbejdere i USA. Mange er i tvivl om, hvorvidt de selv eller deres arbejdsplads er købt eller solgt, og derfor vil mange søge mod andre kontinenter. Så vi må i både Danmark og Europa gøre alt for at byde dem velkommen, hvis de gør alvor af at forlade Amerika,” siger Laura Klitgaard.

Blandt de amerikanske forskere er stemningen ikke bedre. En undersøgelse fra det videnskabelige tidsskrift Nature viser, at 75 procent af adspurgte amerikanske forskere overvejer at flytte fra USA på grund af Trump.

.

Læs mere:

Tema

Uddannelse og forskning

Uddannelse er en sikker investering. Læs om, hvordan IDA arbejder for uddannelse og forskning.

Tema

Nyt fra IDA

Læs nyheder om IDAs politiske arbejde og analyser.

Vær med

Bliv medlem nu

Få 3 måneder gratis medlemskab og få adgang til alle fordelene.