Nyhed

Uddannelsesreformer trækker dybe spor

Ni ud af ti universitetsansatte mener, at reformer på uddannelsesområdet går for hurtigt

Universitetsansatte mener, at reformer på uddannelsesområdet går for hurtigt
Billede: iStock

Mens der bag lukkede døre på Christiansborg bliver lavet de sidste politiske armlægninger om en af historiens største og mest vidtrækkende reformer på uddannelsesområdet, advarer de universitetsansatte om, at frekvensen af reformer er alt for høj.

I en undersøgelse foretaget af Ingeniørforening, IDA blandt universitetsansatte på de tekniske og naturvidenskabelige områder står det meget klart, at reformerne er for hyppige, og at de har en negativ indvirkning på både arbejdsmiljø og økonomi.

Næstformand i IDA Aske Nydam Guldberg mener også, at man skylder de ansatte på de videregående uddannelser og både de nuværende og kommende studerende, at reformerne ikke rammer som haglbyger.

”I forbindelse med den aktuelle forhandling har store dele af dansk erhvervsliv advaret imod at halvere kandidatuddannelserne på STEM-området, fordi udspillet ikke tager højde for, hvad virksomheder efterspørger. Jeg har ikke noget imod, at der er politisk interesse for uddannelsesområdet, men når man alene kigger på de seneste ti år, kan man jo godt stå tilbage med indtrykket af, at der været en form for politisk hyperaktivitet på området,” siger han.

Ifølge Aske Nydam Guldberg har de mange ændringer af uddannelsessystemet og den nærmest frie udskiftning af uddannelses- og forskningsministre gjort det sværere end nødvendigt for uddannelsesinstitutionerne.

”Det siger jo sig selv, at et utal af reformer og justeringer over de seneste 10 - 20 år har haft en indflydelse på, hvordan uddannelsesinstitutionerne skal planlægge og navigere, og de har dårligt kunne nå at implementere den ene reform, før den næste har ramt. Det har betydet, at effekterne af den enkelte reform stort set ikke er analyseret færdig, før politikerne præsenterer en ny,” siger han.

IDAs næstformand opfordrer derfor også til, at der gøres endeligt op med den tankegang, at reformerne typisk har været tænkt enkeltvis uden at tage højde for, hvordan de spiller sammen.

”Ofte er reformerne også kommet først og den nødvendige inddragelse af de berørte parter er sket bagefter. De langsigtede og de brede perspektiver på tværs har ganske enkelt været en mangelvare, og måske netop derfor har der alt for ofte været utilsigtede effekter, som med en smule snilde kunne være undgået,” siger Aske Nydam Guldberg.

Læs mere:

Tema

Uddannelse og forskning

Uddannelse er en sikker investering. Læs om, hvordan IDA arbejder for uddannelse og forskning.

Tema

Nyt fra IDA

Læs nyheder om IDAs politiske arbejde og analyser.

Kontakt

Ring eller skriv

Har du brug for hjælp til dit medlemskab, eller vil du kontakte IDA?