Ad hoc-udvalg om fremtidens transport

Robotterne kommer - og det gælder også for transportsektoren. Ad hoc udvalget om fremtidens transport havde til formål at formulere anbefalinger til, hvad Danmark skal satse på de næste fem - ti år i udvikling af transportsektoren.

Tovholder fra Hovedbestyrelsen: Laura Klitgaard
IDA ansvarlig: Grit Munk
Udvalget periode løb fra september 2017 til juni 2018

Baggrund:

Robotterne kommer – også i transportsektoren. Som fysiske enheder, f.eks. selvkørende biler og busser, men også i form af logistiksystemer til godstransport og platforme til rejseplanlægning. Og det kommer til at ske inden for ganske få år. De mange nye teknologier kommer til at påvirke Danmarks infrastruktur, danskernes transportvaner, godslogistik og mobilitetsformer.

Førerløse biler og busser er uden tvivl et af de teknologiske spring, som vil kunne få størst betydning. Når delvist eller fuldt førerløse biler bliver koblet sammen med busser, letbaner, tog og droner vil det kunne ændre vores traditionelle transportmønstre: Børn, ældre og andre passagerer uden kørekort vil få adgang til biler og pendleren på motorvejen vil få mulighed for at bruge transporttiden til at arbejde - eller til bare at slappe af.

Men fremtidens mobilitet handler også om platforme til deleøkonomiske projekter, rejseplanlægning og selvfølgelig droner. Det handler om ITS systemer og om at tænke indretning af byerne helt om. Og det handler om, at nye teknologier muligvis vil gøre, at vi slet ikke bevæger os så meget eller på samme måde, som vi er vant til. Det gælder f.eks. nye indkøbsmuligheder, virtuelle møder og uddannelser og 3D-print.

Teknologierne giver også en enestående chance for at gøre op med transportsektorens ry som klimaets smertensbarn.

Digitaliseringen af transportplanlægning kan gøre det markant lettere at skabe en bæredygtig transportsektor, både hvad angår brændsler, valg af miljøvenlige transportmidler og indkøb.

Ad hoc udvalget så bl.a. på nye muligheder til forbedring af danskernes mobilitet og transportudfordringer. F.eks. nye teknologier som kunstig intelligens, førerløse køretøjer, nye logistiksystemer, real-time-information til passagerer og/eller investeringer i infrastruktur og muligheder og konsekvenser af den stærkt stigende brug af data i transportsektoren.

Udvalget havde til opgave at arbejde videre på nogle af SIRI-kommissionens konklusioner fra arbejdet i foråret 2017, ligesom man kan inddrage viden om brug af data fra ad hoc udvalget om digitalisering.

Formål:

Ad hoc-udvalget havde som kommissorium at formulere de 5-10 vigtigste råd til, hvordan Danmark bedst kan udnytte de mange nye muligheder, være med forrest, når det gælder eksperimenter og afprøvning af nye mobilitetsformer og sikre, at teknologierne bliver brugt på den mest hensigtsmæssige måde. Fokus var især på persontransporten.

Afsættet var SIRI-kommissionens rapport fra juni 2017, samt ITS-verdenskongressen i september 2018.

Medlemmerne:

  • Per Gellert, Movia
  • Bjarke Fonnesbech, Lets Go
  • Susanne Krawack, Århus kommune
  • Otto Anker Nielsen, DTU
  • Per Homann Jespersen, RUC
  • Niels Agerholm, AAU
  • Steffen Rasmussen, Københavns kommune
  • Anders Vedsted Nørrelund, DSB
  • Laura Klitgaard, formand for udvalget, medlem af HB, IDA
  • Grit Munk, IDA

Anbefaling:

Danmark skal have en ny sammenhængende mobilitetsplan. Stigende urbanisering, ændret demografi og klimaudfordringer gør det nødvendigt at gentænke, hvordan vi sikrer god mobilitet for alle i hele Danmark.

Nye teknologier kan hjælpe os et langt stykke af vejen, men vi bliver også nødt til at ændre vores syn på trafikarbejde: Det er ikke længere nok at se på biler eller tog, for grænserne mellem kollektiv og individuel transport er ved at udviskes. Der bør tænkes bredere end bare traditionelle transportformer, når der planlægges infrastruktur.

Vi skal se på mobilitet som ét hele i forhold til infrastruktur, regulering og forretningsmodeller og adfærd på tværs af transportformer og regionale niveauer.

Rapport: