Fleksjob: Løn, arbejdstider og vurdering af arbejdsevne

Hvis din arbejdsevne er nedsat, kan du blive ansat på særlige vilkår i et fleksjob. Her får du svar på de vigtigste spørgsmål, når det gælder fleksjob.

Fleksjob er et tilbud til personer, der ikke kan få eller fastholde et job på normale vilkår, fordi deres arbejdsevne er nedsat.

For at blive bevilget et fleksjob, skal din arbejdsevne være væsentligt og varigt nedsat i ethvert erhverv. I praksis vil det sige, at din arbejdsevne skal være nedsat til under 50 procent i ethvert erhverv.

 

Hvem kan få et fleksjob?Link kopieret

Det er din bopælskommune der afgør, om du kan få et fleksjob. For at få et fleksjob skal de følgende kriterier være opfyldt:

  • Du skal være under pensionsalderen.
  • Du må ikke få førtidspension.
  • Din arbejdsevne skal være varigt og væsentligt nedsat – i praksis under 50 procent i ethvert erhverv.
  • Du skal have prøvet alle andre relevante muligheder, for at blive fastholdt i ordinær beskæftigelse, fx ved kompenserende ordning som tilbud om hjælpemiddel eller personlig assistance.
 

Hvordan søger du om et fleksjob?Link kopieret

Hvis du gerne vil have et fleksjob, skal du søge om det igennem dit jobcenter. Det gælder uanset, om du er ledig, sygemeldt eller allerede er i job.

Hvis jobcentret vurderer, at du opfylder betingelserne for et fleksjob, kan du få et fleksjobbevis. Det dokumenterer, at du er godkendt til et fleksjob, og hvilke særlige behov du har på grund af din nedsatte arbejdsevne.

Log ind og kontakt IDAs juridiske rådgivning, hvis du overvejer at søge fleksjob og har brug for rådgivning

 

Hvordan bliver din arbejdsevne vurderet?Link kopieret

Din arbejdsevne bliver vurderet gennem en arbejdsprøvning, hvor du skal prøve alle tilbud, der muligvis kan få dig i et ordinært arbejde. Jobcentret vurderer undervejs, om din arbejdsevne kan blive bedre ved, at du får en anden stilling på arbejdspladsen, eller ved at du bliver omskolet.

Det er dog ikke nødvendigt at komme i arbejdsprøvning, hvis det tydeligvis er formålsløst, fordi du fx har været ramt af en omfattende skade eller af fremskreden sygdom. Det afgør jobcentret blandt andet ud fra relevante lægeattester.

 

Hvor lang er varigheden af et fleksjob?Link kopieret

Det første fleksjob bliver uanset din alder bevilget i 5 år.

Er du over 40 år, kan det efterfølgende fleksjob blive gjort varigt.

Er du under 40 år, vil det efterfølgende fleksjob blive bevilget for 5 år mere.

 

Hvor lang arbejdstid er der i et fleksjob?Link kopieret

Bliver du ansat i et fleksjob, skal du kun have løn af din arbejdsgiver for det antal ugentlige timer, du effektivt kan arbejde.

Det er muligt at blive ansat på ned til 4 timer ugentligt.

 

Hvad er lønnen og løntilskuddet i fleksjob?Link kopieret

Hvis du er i et fleksjob, får du løn af din arbejdsgiver og et tilskud kommunen.

Lønnen fra din arbejdsgiver beregnes ud fra din effektivitet og ikke antallet af timer.

  • Hvis du arbejder 15 timer om ugen med en effektivitet på 100 procent, får du løn for 15 timer.
  • Hvis du arbejder 20 timer om ugen med en effektivitet på 50 procent, får du løn for 10 timer.
  • Hvis du arbejder 10 timer om ugen med en effektivitet på 20 procent, får du løn for 2 timer.

Udover løn fra arbejdsgiveren, får du som fleksjobber fleksløn, der reguleres ud fra din arbejdsindtægt. Du kan se de aktuelle beløb og beregne din løn i et fleksjob hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Beregn din indtægt på star.dk

 

Hvilke vilkår har du ret til i fleksjob?Link kopieret

Udfører du funktionærarbejde i mindre end 8 timer om ugen, har arbejdsgiveren pligt til at ansætte dig på funktionærlignende vilkår med samme rettigheder og pligter.

Du er typisk funktionær, hvis du beskæftiger dig med kontorarbejde, handel, køb, salg og lignende typer opgaver.

 

Optjener du pension i et fleksjob?Link kopieret

Arbejdsgiveren skal indbetale pension og ATP-bidrag for det antal arbejdstimer, der er aftalt.

 

Hvilken betydning har et fleksjob for dine ydelser?Link kopieret

Når du får et fleksjob, mister du retten til arbejdsløshedsdagpenge. Du har i stedet mulighed for at få udbetalt ledighedsydelse.

Læs mere om reglerne for ledighedsydelse på Borger.dk

Retten til efterløn frafalder, hvis du visiteres til fleksjob, og du har i stedet mulighed for at få fleksydelse.

Læs mere om fleksydelse på Borger.dk

Bliver du visiteret til et fleksjob, eller er du ansat i et fleksjob, anbefaler IDA, at du kontakter den pensionskasse eller det forsikringsselskab, hvor du har din pensionsopsparing. Du kan måske være berettiget til en varig eller midlertidig ydelse på grund af nedsat erhvervsevne.

 

Kan du blive fastansat i et fleksjob?Link kopieret

For at blive fastsat i fleksjob på din hidtidige arbejdsplads, skal en række betingelser være opfyldt:

  • Du skal have været ansat i 12 måneder under overenskomstens sociale vilkår eller på særlige vilkår. Reglen kan fraviges ved akut sygdom eller skade.
  • Der er indgået en skriftlig aftale mellem arbejdsgiver og -tager, hvor de udfordrende funktioner og konkrete skånehensyn er specificeret.
  • Det skal være dokumenteret, at der er gjort et reelt forsøg på at etablere et vedvarende ustøttet job efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår.
 

Kan du få et fleksjob i dit nuværende arbejde?Link kopieret

For at få et fleksjob på din nuværende arbejdsplads, skal du have været ansat der i minimum 1 år efter overenskomstens sociale kapitel eller på særlige vilkår.

En undtagelse er dog, hvis du har været udsat for en slem arbejdsskade eller sygdom.

Det sociale kapitel findes i din overenskomst – typisk kun hvis du er offentligt ansat. Bliver du ansat efter det, kan du ikke få løntilskud fra det offentlige.