Klausuler

Hristo var bundet af klausul: ”Det skaber en del angst”

Mange IDA-medlemmer har klausuler i deres ansættelseskontrakter, der gør det dyrt og besværligt at skifte job. Særligt de højtspecialiserede medarbejdere bliver ramt, hvis de er tvunget væk fra deres fagområde i længere tid.

En medarbejder er bundet af klausuler i sin ansættelseskontrakt.
14 procent af IDAs medlemmer har en klausul deres ansættelseskontrakt
Billede: IDA

Hristo Shkalov tænkte ikke over, at der var en konkurrenceklausul i hans ansættelseskontrakt, da han startede i sit første fuldtidsjob. 

”Jeg var bare glad for at få et arbejde som nyuddannet og komme i gang”, fortæller Hristo Shkalov, der oprindeligt er fra Bulgarien, men har uddannet sig som maskiningeniør i Danmark og har boet og arbejdet her lige siden.  

Men da han ville prøve noget nyt efter flere år i den samme virksomhed, gik det op for ham, at det ville blive både dyrt og besværligt. 

Hans konkurrenceklausul betød, at han ikke kunne søge et job, hvor han skulle arbejde med sit speciale – vindmølleblade – i seks måneder efter opsigelsen, og i denne periode ville han blot få udbetalt 60 procent af sin normale løn. 

”Jeg har to børn og et huslån, så jeg var selvfølgelig bekymret for, hvordan det ville gå. Jeg var også nødt til at tale med banken for at høre, om det overhovedet var muligt”, fortæller han. 

For Hristo Shkalov var det svært at vurdere, hvilke jobs han måtte søge, så længe hans klausul gjaldt. Og fordi han er højt specialiseret inden for et snævert felt, var det allerede begrænset, hvilke jobs han havde gode muligheder for at få.  

”Jeg har specialiseret mig inden for vindmølleblade, og hvordan man optimerer dem, så de fanger vinden bedst muligt.” 

”Og selvom jeg i princippet kunne bruge nogle af de samme processer til at arbejde med vindturbiner eller andre komponenter på en vindmølle, så kræver alle enkeltdelene så meget specialisering, at jeg ville blive valgt fra, hvis jeg var i konkurrence med en anden kandidat, der havde erfaring med netop det”, fortæller Hristo Shkalov. 

Klausuler hæmmer den faglige udvikling 

Det var ikke de økonomiske konsekvenser ved konkurrenceklausulen, der bekymrede Hristo Shkalov mest, da han sagde sit job op, men derimod at han ville være væk fra sit fagområde i en længere periode. 

”Vindmøllebranchen er et lille fagområde, og det betyder rigtig meget, hvem man kender, og hvad ens ry er. En pause på seks måneder er lang tid, og det svækker ens relationer”. 

”Derudover går udviklingen så hurtigt, at det kræver en stor indsats at komme tilbage igen og blive opdateret på alt det, der er sket, mens man har været væk”, siger Hristo Shkalov. 

I 2014 anbefalede Produktivitetskommissionen at begrænse brugen af klausuler, fordi de hæmmer produktiviteten, jobmobiliteten og konkurrencen. Den samme konklusion finder man i den meget omtalte Draghi-rapport om EU’s konkurrenceevne fra 2024. 

I 2016 blev lovgivningen om klausuler da også skærpet, ved at kravene til kompensation blev hævet, mens klausulernes længde blev begrænset. Efter ti år har ændringerne dog ikke haft nogen effekt, for hvor 13 procent af IDAs privatansatte medlemmer havde en konkurrenceklausul i 2016 gjaldt det for 14 procent i 2026. 

Ifølge Malene Matthison-Hansen, der er forperson for Ansattes Råd i IDA, er tiden derfor kommet til at afskaffe klausulerne helt. 

”Vi kan konstatere, at loven fra 2016 ikke har virket efter hensigten. Vi står tilbage med status quo. Klausuler er håndjern på viden og virker kontraproduktive i forhold til jobmobiliteten og dermed konkurrenceevnen. Tiden er moden til at forbyde dem en gang for alle”, siger hun. 

It-virksomhed har afskaffet klausulerne  

 It-virksomheden Systematic leverer software til kritisk infrastruktur, politi og militæret i flere lande, og derfor har de om nogen brug for at værne om deres forretningshemmeligheder. Alligevel valgte de helt at afskaffe konkurrenceklausuler, da loven blev ændret i 2016. 

”Vi føler, at vi har en god redskabskasse uden klausulerne, fordi vi allerede har loyalitetspligten, lov om forretningshemmeligheder og markedsføringsloven. Vores medarbejdere er udmærket klar over, at man ikke skal rende rundt og dele information om jobbet – uanset om man er formelt sikkerhedsgodkendt eller ej”, siger Rikke Feldtmann Fenger, der er head of people and culture i Systematic. 

Hun peger samtidig på, at klausulerne er en hæmsko, når Systematic kæmper med andre it-virksomheder om at tiltrække arbejdskraft. 

”Vi har brug for de allerdygtigste it-specialister, og de har altså gode muligheder, når de søger job. Hvis de står med to lige gode job på hånden, så er det klart, at de vælger det job, hvor der ikke er en klausul, fordi det har så store konsekvenser for deres karriere”. 

”Generelt er det vores mål, at vi skal være en rar arbejdsplads at være på, og vores medarbejdere skal være her af egen lyst, og ikke fordi de er bundet af en klausul. Her kan jeg fortælle, at vi har en medarbejdsomsætning på 7 procent om året, og det er altså meget lavt for vores branche”, fortæller Rikke Feldtmann Fenger, der understreger, at Systematic ikke har nogen holdning til, om klausuler skal forbydes eller ej. 

"Det skaber en del angst"

Selvom Hristo Shkalov betegner sig selv som typen, der ikke er nem at slå ud, var det en belastende oplevelse for ham at være bundet af sin klausul. 

”Det skaber en del angst, fordi du hele tiden er i tvivl om, hvad du må og ikke må. Jeg har mange gode venner i branchen og i min tidligere virksomhed, men jeg var ikke sikker på, om jeg overhovedet måtte tale med dem”.  

”Samtidig voksede stressetn, jo længere tid jeg var væk fra mit fagområde, så jeg var virkelig glad, da jeg kunne få lov til at søge arbejde igen”. 

Heldigvis for Hristo Shkalov tog det ikke lang tid for ham at finde et nyt job, efter at hans klausul udløb, og han er i dag partner i en konsulentvirksomhed med speciale i vindenergi. Som partner er han med til at ansætte nye medarbejdere, og der er en ting, han står fast på: Nye ansatte skal ikke have en konkurrenceklausul. 

Jurist: Prøv at begrænse din klausul, hvis du ikke kan undgå den 

Malthe Neumann Poulsen er juridisk rådgiver hos IDA og taler ofte med medlemmer, inden de underskriver deres ansættelseskontrakt.  

Han oplever, at mange er uopmærksomme på, hvilken betydning klausulerne kan have, hvis de vil skifte job på et senere tidspunkt.  

”Vi prøver altid at indskærpe for dem, at det kan blive en barriere for jobskifte, og at det kan blive rigtig dyrt, hvis man bryder sin klausul, men det er naturligt nok ikke det, der fylder mest, når man lige har landet et nyt job, man er spændt på at starte i”, fortæller Malthe Neumann Poulsen. 

Ifølge ham er det særligt vigtigt at være opmærksom på klausuler, hvis man er højt specialiseret og kun vil søge job inden for et begrænset felt.  

”Så bliver det pludselig rigtig svært at komme videre. Hvis man omvendt har en bredere profil og ved, at man kan søge flere typer job på tværs af forskellige brancher, så er en konkurrenceklausul i ikke i samme grad en hindring.  

Det vil ofte være svært at få en arbejdsgiver til helt at droppe klausulen, men man bør ifølge Malthe Neumann Poulsen prøve at gøre den så konkret og så begrænset som muligt.  

”Hvis du skal have en konkurrenceklausul, bør du prøve at få en liste over, hvilke virksomheder du ikke må skifte direkte til. Hvis der kun står, at du ikke må skifte til en konkurrerende virksomhed, bliver det hurtigt en gråzone, og så er det kun din arbejdsgiver der kan afgøre, om du må søge et job eller ej. Og du går jo ikke lige ind og spørger din chef om det er i orden, at du søger et job et andet sted”, forklarer Malthe Neumann Poulsen. 

Derudover peger han på, at man kan prøve at få begrænset sin klausul, så perioden bliver kortere, eller så man får en højere økonomisk kompensation.  

Læs mere:

Nyhed

Klausuler er fortsat udbredte blandt IDAs medlemmer

Ansættelsesklausulloven fra 2016, som skulle begrænse udbredelsen af konkurrenceklausuler, har ikke haft nogen effekt for IDAs medlemmer.

Klausuler i din ansættelseskontrakt: Her er reglerne

Klausuler begrænser dig, hvis du gerne vil skifte job. Her kan du læse mere om kundeklausuler, konkurrenceklausuler, og hvordan du forhandler om dem.

Kontakt

Få hjælp nu

Som medlem af IDA kan du få rådgivning om kontrakt og ansættelsesvilkår.